∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Halfdans Hokus Pokus. Børneteater i Skuespilhuset på Det Kongelige Teater.
Engang var det værste af det værste 500 børn lukket ind på et teater og presset ned i plyssæderne. Hele børneteaterbevægelsen i 1970-erne kæmpede imod denne masseopbevaring af små væsener. Men nu er det igen comme il faut. Og da Det Kongelige Teater tilsyneladende også skal levere noget for de små, er det meget velegnet med ugerne 7 og 8, hvor skolerne etc. holder vinterferie.
Halfdans Hokus Pokus. Det Kongelige Teater. Foto: Camilla Winther.
Med Halfdan Rasmussens univers kan det ikke gå helt galt. Samtidigt har teatret allieret sig med scenografen Julian Toldam Juhlin, der adskillige gange har vist sin fabulerende evne og overraskende poetiske tilgang til at skabe teater. Men der skal faktisk mere til. Og selv om det er en ganske hyggelig oplevelse med de fire skuespillere, Laus Højbye, Karen-Lise Mynster, Merete Mærkedahl og Rasmus Fruergaard suppleret af musikeren Sune Skuldbøl Vraa Nielsen, er det hele lidt magert.
Ordene er fine og kanoniserede og noget af det smukkeste, vi kan læse op for vores børn. Men i angsten for at være for platte mangler bl.a. ”Else elsker pelse, Else elsker pølse…. ”Det var flere af de børn, jeg mødte, rigtig kede af. I stedet er der klippet og klistret fra adskillige andre børnerim og udgaver af de elskede vers, som vender verden på hovedet.
Laus Højbye synes at være den gennemgående figur som et helt uimodståeligt, kært, lyserødt bolsjedyr, men pludselig skal han være fisker for at ende som sovetryne. Det svækker identifikationsmulighederne for børnene. Og det samme sker for de andre skuespillere, der får nye roller.
Halfdans Hokus Pokus. Det Kongelige Teater. Foto: Camilla Winther.
Det var da også sigende, at efter 35 minutters fuld koncentration og årvågenhed fra de 500 børn og bedsteforældre, var tålmodigheden og kræfterne brugt op, og uroen bredte sig på plyssæderne i Skuespilhuset. Helt forståeligt, for forestillingen havde ikke en samlet historie at fortælle, var snarere perler på en snor. Men perlerne skinnede ikke, de syntes diskret indpakkede.
Åbningen er smuk: et stribet slikpindeagtigt fortæppe og en musiker, der på smukkeste vis i stribet tøj falder i med tapetet. Og så begynder det med en mammut babushkadukke, der kan afsløre sjove væsener – og siden kommer en rockerkonge, der er tyggegummikonge og stærk mand. En lille danserinde tipper rundt og bliver til snegl, mens Karen-Lise Mynster ender som havfrue.
Smukt og yndefuldt, men scenen er for stor. Der er for meget luft. Og selv om teknikken prøver at være usynlig, er det næsten overflødigt, at der hejses en stor sandwich ned med plads til at sove i. Sjovt, men ikke sjovt nok – og slet ikke udnyttet rent spillemæssigt. Ligeså med et fantastisk smukt sammensurium af ting og sager – i tre lag – med alskens genstande – i vingummifarver. Håber virkelig at dette ”tæppe” kan genbruges i en anden forestilling. Det blev slet ikke udnyttet og kunne kun opleves i kort tid.
Halfdans Hokus Pokus. Det Kongelige Teater. Foto: Camilla Winther.
Jeg tror, instruktøren Anders Lundorph og scenografen samt skuespillere havde været bedre tjent med en lille scene og nærkontakt med publikum. For sådan er børneteater. Det skal kunne føles og mærkes og være en intens oplevelse. Men ug til de stille børn i de første mange minutter.
Det Kongelige Teater bør nok tage sine mindre scener i brug, hvis de vil opnå den fulde kontakt med fremtidens frivillige teaterpublikum.
Ps. Endnu nogle ord om teatrets programpolitik.
En pæn folder med mange striber og masser af oplysninger om hvem, der er direktør, sufflør, scenemester, modist etc. Og selvfølgelig er sponsorerne også nævnt. Dog glemmer man vist Kulturministeriet, der spytter ca. 550 millioner kroner i kassen.
Instruktøren Anders Lundorf skriver direkte til børnene: Kære børn, og han prøver at være lige ud af posen. Men så er der Hempel Skibsfarver. De har også fået en stor og synlig plads og skriver deres animerende reklametekst på engelsk og slutter. ”See how we can make your business stronger at hempel.com”. Øh, mon ikke der er gået noget galt med segmentanalysen her. Som vanligt med programmerne: en ommer.
50 minutter.
Til og med 16.3. 2019.
Iscenesættelse: Anders Lundorph
Scenografi og kostumer: Julian Toldam Juhlin
Komponist: Sune Skuldbøl Vraa Nielsen
Koreografi: Rebekka Lund
Lysdesign: Clement Irbil
Lyddesign: Jonas Vest