∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
”Kunsten at være lykkelig”. Edison – anneksscene til Betty Nansen Teatret – frit efter Schopenhauer.
For mange årtier siden sagde den aktive og engagerede socialdemokrat Ritt Bjerregaard i bogen ”Rapport fra en Kaffeklub”, at kunsten skulle være nyttig og vist også være en del af klassekampen. Sådan gik det jo ikke helt. Men den lille forestilling på Edison: ”Kunsten at være lykkelig”, frit efter filosoffen Schopenhauer, lever nu ret godt op til Ritt Bjerregaards krav.
For i løbet af 75 minutter bliver vi bombarderet med snusfornuftige leveregler. De lyder alle sammen rigtige, men er meget svære at følge, for de strider mod vores rodfæstede stræben efter mere lykke, flere penge, mere luksus etc.
Kunsten at være lykkelig. Edison. 2019. Foto: Catrine Zorn.
Rune David Grue har både sammensat Schopenhauers tekster og instrueret de tre skuespillere i et ærkedansk interiør, men i verdens kedeligste kostumer. ”Svend Kedeligs Trio” kunne de have heddet – frit efter gamle Jesper Klein, for sådan ser de ud i beige skjorter, dueblå bukser for mod slutningen at ende i hvidt undertøj. Det er set før, men ellers fungerer forestillingen fortræffeligt på sine egne præmisser: hyper genkendelige boligelementer og møbler på scenen, minimum af psykologisering, og så 50 leveregler, der tillige er skrevet som overtekster, så publikum ikke mister koncentrationen.
Grue moraliserer ikke, han lægger blot ordene og tankerne frem, og så kan vi bide på. Og det gjorde publikum. Bl.a. det smarte yuppiepar ved siden af mig i teatret lo det meste af tiden og kunne slet ikke holde op, da det handlede om fiasko, og hvordan man takler dagligdagens nederlag. Der var ikke ende på moroen og måske genkendeligheden.
Kunsten at være lykkelig. Edison. 2019. Foto: Catrine Zorn.
De mange leveregler lå i et manuskript ved Schopenhauers død i 1860 og er nu blevet barberet ind til benet – uden filosofiske under- eller overtoner. Fint eksekveret af Rune David Grue og skuespillerne. For dagligdagens strabadser kan koges ned på forskellig vis. Det er vigtigt ikke at stræbe efter den højeste lykke, det perfekte, og ikke være misundelig, for de andres lykke holder heller ikke. Grue kommer også med forskellige muntre associationer til vor nutid, som når den ene person siger: Jeg elsker at se Luksusfælden (et tv-program), for der ser jeg nogle mennesker med en større gæld end min. Sagt med malice af Nicolai Dahl Hamilton. Ena Spottag får lov at gå helt amok over alt det, folk praler med: De har fået altan, de har hyggeaften, de har lige løbet Marathon etc. Men med Schopenhauer i hånden får vi at vide, at de andres lykke er en illusion og under alle omstændigheder kortvarig.
Kunsten at være lykkelig. Edison. 2019. Foto: Catrine Zorn.
På teatrets hjemmeside (der er ikke noget rigtigt program) står der, at alle møblerne er fra Brugsen. De var sandelig forudseende dengang i 1960erne. For dette ærkedanske, dekonstruerede hjem er smukt at skue, mens virkningen af de forskellige udsagn måske havde været endnu mere hårdtslående, hvis det ikke var for denne dyrkelse af ugly art i kostumerne. Men det er smagssag.
Kunsten at være lykkelig. Edison. 2019. Foto: Catrine Zorn.
Forestillingen er i hvert fald mere end seværdig – den er sjov, begavet og underholdende. Og hvor går man hen og får 5 kvarters åndelig spanking og underholdning på engang.
I det hele taget var det en fortræffelig aften, hvor alle i salen havde købt og betalt deres billetter og derfor var helt bevidste om, hvad de skulle se. Alle gik smilende ud af teatret.
Kunsten at være lykkelig. Edison. 2019. Foto: Catrine Zorn.
MEDVIRKENDE Ena Spottag, Nicolai Dahl Hamilton, Anders Mossling
INSTRUKTION Rune David Grue
AF Rune David Grue FRIT EFTER Arthur Schopenhauer
SCENOGRAFI OG KOSTUMER Marie Rosendahl Chemnitz
OVERSÆTTELSE Hans Kristian Fink