Menu Luk

∗ ∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Hamburg Ballet med John Neumeier i Tivoli, maj 2024.

Hamburg Ballet’s 82 årige chef og koreograf, John Neumeier, er kommet til København igen – og tilsyneladende uden alt for slemme minder om Det Kongelige Teater, der for et par år siden udelukkede både ham og hele hans repertoire på Kongens Nytorv – bygget op over årtier.

En såkaldt ”stammedans” i balletten ”Othello” over Shakespeares skuespil overskred nogle af dansernes personlige følelser. Også den disciplin, som Neumeier igennem årene er blevet berømt for i øvelokalet, kom pludselig til at stå i vejen for det københavnske korps.  Det er fortid, dog en trist kendsgerning.

The World of John Neumeier, Japan 2023/ Tivoli 2024. © Kiran West

Men glem Det Kongelige Teater og nyd, at Tivoli tog handsken op og nu viser ”The World of John Neumeier” de næste par dage.  Afsted og få fat i de sidste billetter.  For er man til dans og ballet, er gæstespillet en enestående måde at lære, hvordan tradition og fornyelse kan flettes ind i hinanden. For det er den tysk/ amerikanske balletmands særkende. Udover så meget andet bygger han på traditionen, som går tilbage til 1800-tallet, men pifter den op med en nutidig forståelse af, at mennesket lever i en utryg verden, dog næret af kærlighed til de nærmeste.

The World of John Neumeier, Japan 2023,  Tivoli 2024.Tegning af Claus Seidel.

”The world of John Neumeier” er en raffineret slentretur igennem mere end 15 koreografier, skabt over fem årtier – og med manden selv på scenen som en elegant, præcis og lebendig  konferencier med korte kontante statements: Neumeier er født og opvokset i USA . Programmet åbnes med en flot og munter, stor scene fra ”Candide –Overture”  med Leonard Bernsteins toner og Neumeiers trin skabt i 1998. Kjolerne er af Armani. Det er flot og festligt og sætter stemningen og fører videre til komponisten, amerikanske George Gerschwins ”I got Rythm”. Her med danske Ida Praetorius i tåspidssko og jaket og høj hat som man brugte i amerikanske musicals.

The World of John Neumeier, Japan 2023, Tivoli 2024.Tegning af Claus Seidel.

Et dejligt gensyn med en danserinde, der på et splitsekund når ud over rampen til hele salen. Hvor vi dog savner Ida Praetorius i den danske balletverden!  Men det er vel naturligt at sige ja til at være en del af et kompagni, som rejser verden rundt.

The World of John Neumeier, Japan 2023, Tivoli 2024. Ida Praetorius i Kameliadamen. © Kiran West

I dette danseprogram, som er et personligt blik på 50 års virke, er den modne John Neumeier suppleret af en ung dobbeltgænger, der ligeledes i smukt hvidt sommertøj med et smalt slips springer ind og ud af de dansede formationer,  når det lader sig gøre.

Programmet er også spækket med mange pas de deux’er, hvor kærligheden mellem mand og kvinde ikke er til at tage fejl af: Igen Ida Praetorius i ”Kameliadamen”, som jo kendes fra Alexandre Dumas’ den yngres roman, en historie der er brugt i alverdens sceneværker og altid virker!

En helt igennem anderledes slow motion, emotionel dans mellem Othello og Desdemona – lige netop hentet fra den ballet, vi ikke fik på Kongens Nytorv.

Også Neumeiers hyldest til kollegaen Maurice Béjart, da han blev 70 år, er en pas de deux, to mandsdansere, en høj, en mindre høj, i tæt clinch for at demonstrere kærlighed eller hengivenhed til toner af Simon & Garfunkel over højtalerne.

The World of John Neumeier, Japan 2023, Tivoli 2024.Tegning af Claus Seidel.

Elles var det imponerende, hvad Tivoli Copenhagen Phil. kunne præstere, for musikken sprang jo fra Bach, Beethoven til det næst-nyeste med Bernstein. Dirigent: Christian Øland.

Det var og er et imponerende program i ”The World af John Neumeier  og energisk og overskudsagtigt danset af hele kompagniet.

The World of John Neumeier, Japan 2023, Tivoli 2024. Nijinskij. © Kiran West

Stærkest var måske uddraget fra balletten ”Nijinsky” , skabt i 2000, altså på et tidspunkt, hvor verden måske var en smule mere fredelig end i dag.  Alligevel har Neumeier  i portrættet af den fantastiske russiske danser og koreograf fra tiden omkring første verdenskrig indlagret et uhyggeligt krigsbillede, inspireret af hans egne erindringer om Vietnam-tiden. De mandlige dansere i korte bukser og åbne militærjakker danser som gjaldt det livet – og Neumeiers alter ego står pludselig på scenen i hvid klovnedragt – hen mod slutningen i dette uddrag var tonerne vist Sjostakovitjs. Det var stærkt, bevægende og alt for nutidigt.

The World of John Neumeier Japan 2023 Tivoli 2024.Tegning af Claus Seidel.

En forrygende aften man meget gerne vil gense, for der er alt for meget at gribe fat i. Men overordnet står tilbage en koreograf, der spænder vidt fra litterære balletter til abstrakte suiter – og en enestående forståelse af både de musikalske muligheder og visuelle effekter.

The World of John Neumeier,  Japan 2023,  Tivoli 2024. © Kiran West

Alt hos Neumeier er smukt – selv i denne barberede turnéversion, som bl.a. har været i Japan i 2023.

Og selvfølgelig var der også Mahlers toner, Neumeiers yndlingskomponist. Slutbilledet var med Mahler som “underlægning”, men Beethoven i næstsidste uddrag med alle dansere på scenen, som i en folkedans, var dog et muntert ”næsten punktum” denne aften i Tivoli med Dronning Margrethe på første række omgivet af familie og venner.

En fantastisk aften med næsten for mange indtryk. Kan derfor ikke sige det højt nok, mens tid er:  Afsted, afsted!

Koreografi og iscenesættelse: John Neumeier

Dansere: Alle solodansere, solister og hele ensemblet fra Hamburg Ballet

Musik: Leonard Bernstein, Frederic Chopin, George Gershwin, Gustav Mahler, Sergei Prokofiev, Franz Schubert, Dmitri Shostakovich, Pjotr Tchaikovsky etc.

Scenografi og kostumer: John Neumeier, Jürgen Rose

Orkester: Tivoli Copenhagen Phil

Dirigent: Christian Øland

www.tivoli.dk

Henvisning til tidligere artikler om John Neumeier her på kulturkupeen.dk

John Neumeiers ballet, I.

John Neumeier II. Odyssee af John Neumeier, danset i Hamburg.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *