Kulturkupeen

Hamlet, prins af Danmark – på Det Kongelige Teater.

∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

 Hamlet, prins af Danmark på Det Kongelige Teater.

At spille Hamlet er sværere end svært. Derfor er det imponerende og lykkeligt, at Det Kongelige Teater med skuespilchef Morten Kirkskov som instruktør og Esben Smed i titelrollen lykkes så godt med denne nye fortolkning.

En smuk ”Hamlet” og en velspillende Hamlet i et forholdsvis tidløst univers. Ikke dårligt.

Og en opsætning, der ikke mindst lader hovedfiguren været optaget af livet, døden og kærligheden – eller for at være korrekt: Døden – og derefter kærligheden og det liv, som ikke er værd at leve.    

Tidens Hamlet   

Hamlet skal ikke bare spilles. Hamlet skal ved hver ny opsætning transformeres til en moderne og nutidig forståelsesramme, hvor alle kan være med og fange noget af historien, ja måske ligefrem identificere sig med en af personerne.

Hamlet, prins af Danmark. Esben Smed. Det Kongelige Teater.2020. Foto Emilia Therese.

Esben Smed ser ikke kun rigtig ud i sort kostume midt imellem renaissance og street wear. Han har også så mange forskellige udtryk og stemninger, som afløser hinanden i dette kalejdoskop af sindstilstande, at man imponeres.  Der er resonansbund i rollen.  I denne version er Hamlet  ironisk, forelsket, eftertænksom, trist, bedrøvet, vred, aggressiv, ung og samtidig vis.

Esben Smed fanger det hele og har også den fysiske smidighed, som gør Hamlet til den figur, som forskere aldrig er blevet enige om alderen på: 20 år – eller 30 år. Ofelia  er som regel ung, og det er hun også her i Sara Victoria Bjerregaards skikkelse. Et fint, poetisk  og musikalsk modspil til Esben Smed.

Med ”Hamlet” er der diverse lakmusprøver, man intuitivt kan bruge for at undersøge, hvad den aktuelle produktion går ud på, og om fortolkningen holder vand. Her består ”Hamlet”, Det kongelige Teater anno 2020 prøven med glans.

Hamlet, prins af Danmark. Det Kongelige Teater.2020. Foto Emilia Therese.

Åbningsscenen er en frisk Hamlet, som kommer frem forrest på scenen, ser ud, mumler, hvor er I stille  og fyrer en meget forkortet monolog af. Smukt, nuanceret, dog med lidt for mange gestikulerende armbevægelser. De forsvinder siden – og næste snapshot er en varm og kærlig scene imellem Hamlet og Ofelia. De elsker altså hinanden oprigtigt her. Fint med det forspil, for Shakespeare lader aldrig de to få et venligt øjeblik sammen med replikker. Kærligheden findes offstage, men her får vi syn for sagn. Og så kan stykket ellers køre mere eller mindre efter Shakespeares forskrifter.

Ondskaben hos Claudius

Snart kommer Claudius, Hamlets onkel, fejende ind med sin nye erobring Gertrud, Hamlets Moder.  Jacob Lohmann har godt tag om denne ubehagelige mand, der kun i glimt antyder ondskaben bag ved det hele. Han er bevidst om sine handlinger, er ikke så drikfældig, som han måske plejer at blive spillet. Det viser sig også i den store, angrende monologscene, hvor han erkender at have myrdet sin egen bror af griskhed. Her er følelserne modstridende, han angrer og så alligevel ikke. Under hele scenen er Hamlet tilstede. Først som lidende Kristus bag et vindue (!)– siden som en snigende lejemorder, der dog lader være med at dræbe. For et mord på Claudius ville jo føre Hamlet i Helvedet og Claudius i Himlen.

Men der sker mord. F.eks. da Hamlet ved en fejltagelse kommer til at myrde Ofelias far, som her, i ligestillingens navn er blevet til mor. Denne transformation er i øvrigt overraskende vellykket, og Stine Schrøder Jensen evner balancegangen imellem alvor og latterlighed.

Hamlet, prins af Danmark. Det Kongelige Teater.2020. Foto Emilia Therese.

Det komiske i det tragiske

For det er jo sådan med Shakespeare, at der midt i enhver tragedie også er komiske stunder. De to hofmænd Rosenkrands og Gyldenstjerne skal være lattervækkende. Her hjælper både Karin Betz’ kostumer, igen en krydsning imellem renaissance og nutid, og Laus Højbye og Mads Rømer Brolin-Tani dansende gangart til moderne disco rytmer. Og de forbliver latterlige, indtil de ligefrem agerer bjæffende skødehunde for Claudius. Som bekendt får Hamlet ekspederet dem i England. Dvs. 3 mord på samvittigheden for Hamlet allerede her. Og værre bliver det.

Det meste er med

Men det stopper ikke her – også i den afsluttende fægtekamp imellem Ofelias bror – og Hamlet – bliver først Gertrud forgivet  ved en fejl af Claudius, så snitter Laertes bevidst Hamlet med en giftig kåre, og Hamlet, døende, tvinger både gift i Claudius og får såret Laertes dødeligt. Ofelia klarer døden selv – for egen hånd – med eller uden vilje!

Som det kan høres, er det meste af Shakespeares hamlethistorie med og dermed bliver det også en “Hamlet”, som kan stå sig for en nationalscene med diverse opdragende forpligtelser. Man kan godt sende de15-årige i teatret og være forvisset om, at de har fået nogle Shakespeare -brikker.

For med al tydelighed vises hvordan et ungt menneske på den ene side kan sørge over sin myrdede far, sin slappe mor og samtidig være forelsket i ”bogholderens” datter. At han også skulle være konge og ligefrem have ansvar og indflydelse er endnu et aspekt, som titter lidt frem i den tekst, som Esben Smed får lov at sige.

Hamlet, prins af Danmark. Det Kongelige Teater.2020. Foto Emilia Therese.

Det politiske har dog ikke fået højeste prioritet i denne opsætning. Det er helt legitimt og i samme omgang er den norske konge, Fortibras, da også udraderet. Ligeså er der (måske af sparehensyn) ingen menige soldater, bagmænd eller lign. i slottet.

Fin scenografi

Scenografien af Philipp Fürhofer er i øvrigt flot og  velfungerende i en blanding af spejlsale og herskabelige  rum med de nyttige gardiner. For der står altid nogen omme bag forhænget hos Shakespeare, i “Hamlet” og sikkert også ude i de små hjem, hvor vi bor. Det hele rutscher rundt, en gang imellem møder vi vort eget spejlbillede, andre gange er det suset fra Øresund, der fornemmes.

Teksten  

”Hamlet” handler jo ikke kun om en kongesøn, som Saxo og mange andre beskrev for flere hundrede år siden. ”Hamlet” handler om basale livsdilemmaer: at være eller ikke være… og andre tankerækker, som lægges for dagen i monologerne.

Men ”Hamlet” er en ekstrem lang tekst fra Shakespeares hånd. Så der skal skæres af flere grunde. For det førte for at få tiden ned, for det andet, fordi mange af personerne snakker og snakker, og for det tredje ville hverken skuespillere kunne huske deres tekster – eller publikum kunne holde sig vågne. Der skal beskæres. Og her ligger en af nøglerne til fortolkningen. Morten Kirkskov har skåret i det meste, ingen af de kendte monologer får lov at være i fuld længde, og så er der klippet mange af de ofte irriterende scener væk, bl.a. skuespillertruppen, som er er blevet til de allerede tilstedeværende Rosenkrands og Gyldenstjene.

Og vagtscenen i begyndelsen: Hvem der -…. Er væk – og den naragtige hofmand Osrick etc.   Der er luget ud – ikke kun i sidehandlingerne, også i de lange monologer, som her mister lidt af deres poesi, fordi de er for korte. Iøvrigt i Niels Brunses oversættelse, der som altid fungere uden vilde guirlander.

Hamlet, prins af Danmark. Det Kongelige Teater.2020. Foto Emilia Therese.

Minusser

Er alt godt? Ja, langt hen ad vejen, men selvfølgelig kan  man stille spørgsmålstegn ved, hvorfor Iben Hjejles Gertrud synes så bleg i fremtoning og attitude.  Der er anlagt en sorgrig  stemning fra starten,  og det begrænser rollens udvikling og afklaring.  Ligeså er Horatio, Hamlets ven og frotrolige, blevet en sjov krabat midt imellem en tibetansk munk og en forfinet antikvitetshandler og så i pink kostume. Det er en ”fiskerolle”, som ikke har mange brikker at flytte rundt på, men  Anton Hjejle gør det fint nok, mens fortolkningen er lidt bombastisk.  Endnu et irritationsmoment: i den scene, hvor Hamlet skal trække tæppet væk under de forlorne venner, Rosenkrands og Gyldenstjerne, siger Hamlet noget i retning af: Vær så god, spil på denne fløjte – som I tror I kan spille på mig. Her plejer Hamlet at give en fløjte, men på Det Kongelige Teater anno 2020 knapper han bukserne op. Det er unødigt vulgært og et billigt trick. Synd for Esben Smed.

Heller ikke i sovekammerscenen imellem Hamlet og Gertrud synes det plausibelt, at det vel ganske almindelige forhold imellem søn og mor pludselig ender med at Hamlet, som han har gjort med Ofelia, ligger ovenpå moderen i en elskovsattitude. Skal denne freudianske fortolkning, som dukker op af og til i iscenesættelser, fungere, skal der bygges op og være psykologisk belæg.

Anbefaling

Men de små indvendinger skal ikke tage glæden ved, at Det Kongelige Teater er kommet i havn med en NY ”Hamlet – prins af Danmark” med en Esben Smed, som magter og bemægtiger sig titelrollen. Godt gået af Det Kongelige Teater efter nogle problematiske klassikeropsætninger i de seneste år af ”Aladdin” og ”Kongens Fald”.

Hamlet på scenen historisk set:

Hamlet går igen og igen og har gjort det siden 1601 – først primært i England – men fra slutningen af 1700-tallet også på kontinentet.  De fleste instruktører og unge skuespillere drømmer om at spille dette stykke. Da Skuespilhuset åbnede i 2008 var det med en ”Hamlet”  i tysk registil med en formidabel og barnagtig  Hamlet i Nicolas Bros skikkelse i en trendy iscenesættelse, som var irriterende med balloner, og en Horatio som Kanin!

Da Peter Langdal blev direktør på Betty Nansen Teatret var en af de tidlige forestillinger ”Hamlet” med Søren Pilmark i titelrollen. Klassisk spillet langt hen ad vejen men så satte Hamlet sig ved en skrivemaskine!

I 1980erne brillerede Søren Spanning på Det Kongelige Teater og på Kronborg med en poetisk og velartikuleret Hamlet i Mogens Pedersens iscenesættelse.

Landsdelsscenerne har naturligvis også spillet Hamlet – bl.a. på Aalborg Teater hvor Kasper Holten i en stram og flot nyfortolkning lod hele handlingen udspille sig i en moderne bank, i Nationalbankens interiør, tegnet af Arne Jacobsen – Og i øvrigt Kasper Holtens mors arbejdsplads. Det var overraskende dristisk og velfungerende.

I udlandet har instruktører med større og mindre vovemod og held drejet teksten, som det passede dem. Da Ingmar Bergman i slutningen af 1986 satte ”Hamlet” op på Dramaten blev Peter Stormare såmænd ikke blot iklædt nutidstøj, men tillige unge Bergmans så berømte strikhue. Der var ingen tvivl om identifikationen her. Ret irriterende. Og sådan har det været ofte. Instruktører har  via selvanalyse fundet frem til en funktionsduelig fortolkning. Det skal ingen klandres for. Heller ikke en maler som Delacroix kunne lade være med at lade sit eget ego skinne igennem. Følger man Delacroixs mange afbildninger af Hamlet-scener, vil man opdage,  at Hamlet blive ældre i takt med Delacroixs egen alder.

”Hamlet” er uudtømmelig. Det er blot at gå ombord i tekst og fortolkninger  og glæde sig over, at der er teaterfolk, som tør gå i lag med det krævende værk.

Hamlet prins af Danmark

Medvirkende:

Esben Smed/Hamlet

Jacob Lohmann/Claudius, genfærdet

Iben Hjejle/ Gertrud

Stine Schrøder Jensen/ Polonius, graver

Sara Viktoria Bjerregaard/Ofelia

Alvin Olid Bursøe/Laertes

Anton Hjejle/Horatio

Laus Høybye/ Rosenkrand

Mads Rømer Brolin-Tani/Gyldenstjerne

Iscenesættelse og bearbejdelse: Morten Kirkskov
Scenografi: Philipp Fürhofer
Kostumedesign: Karin Betz
Lysdesign: Ulrik Gad
Lyddesign: Jonas Vest
Stage fight: Kristoffer Jørgensen
Oversættelse: Niels Brunse

Koreograf: Signe Fabricius

www.kgl.teater.dk

 

 

3 tanker om “Hamlet, prins af Danmark – på Det Kongelige Teater.

  1. Else Hutchings

    Fin gennemgang. Thure Lindhardt spillede en ung adræt Hamlet på Gladsaxe teater Vist i Peter Langdals opsætning

    1. Ulla Forfatter

      Tak for kommentar. Nej, det var vist Kasper Rostrup som var instruktør. Der har været adskillige danske versioner i de seneste par årtier, bl. hos Mungo Park, Vendsyssel Teater, Aarhus Teater og på Kronborg. Mem jeg fremhævede blot de vigtigste.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *