2 stjerner til teksten, 4 stjerner til skuespillere, scenograf og instruktør.
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Happy Hour på Teater Grob.
Scenografien er fascinerende, instruktionen har pumpet et par magre, sorte michelinmænd op på den raffinerede måde, og de to, typemæssigt helt forskellige skuespillere, Özlem Saglanmak og Asbjørn Krogh Nissen, spiller upåklageligt.
Happy Hour. Teater Grob. 2019. Foto: Emilia therese.
Men sjældent har jeg lyttet til en så uvedkommende tekst, der forsøger sig i den surreelle genre med glimt fra vor fælles destruktive og sorte kulturarv under Anden Verdenskrig. Der er måske noget, jeg ikke har forstået, men jeg var ikke alene. For det samme var tilfældet for et par unge publikummer, jeg mødte på vej ud ad teatret. Det var ikke lige det, vi havde brug for denne aften, blev vi enige om.
Teksten er fra 2018, skrevet af den italienske forfatter Cristian Ceresoli, som her i Danmark for få år siden fejrede store triumfer med kvindemonologen ”Lort” – spillet af Danica Curcic, nøgen på scenen. Simon K. Boberg iscenesatte forestillingen på Husets Teater, hvor han også var leder.
Happy Hour. Teater Grob. 2019. Foto: Emilia Therese.
Med ”Happy Hour” er det gået den anden vej. Simon K. Boberg iscenesatte den italienske urpremiere for få måneder siden, og nu er turen kommet til Danmark. Han kender stoffet, og man kan se på billeder fra den italienske version (på nettet), at Boberg har strammet visuelt op. De to skuespillere er nu i ens små, sorte dragter a la brydere i et rum, skabt af scenografen Edward Lloyd Pierce. Flot ser det ud med metalkæder fra gulv til loft omkring den rektangulære spilleplads. Lyset giver alle mulige smukke showtime-hentydninger og associationer. Men nej, så let skal det ikke være. Selv om de to personer, der illuderer børn, spiller muntert med evige smil, opruller de fragmenter af en frygtelig historie om et torturland, hvor de gamle fjernes, og de almindelige borgere er under evig observation. Alligevel leves livet næsten normalt i den lille under-middelklassefamilie. Og hvad så? Da spillet både er abstrakt og stakåndet, bliver der ikke ro til at føle sympati for de to børn. Dialogen er også unødigt afbrækket. Til gengæld vokser afskyen for deres forældre, som aldrig bliver til mennesker, men blot postulerende figurer.
Happy Hour. Teater Grob. 2019. Foto: Emilia Therese.
Når dertil lægges historier om soldater i unisex tøj og en vorherre, nøgen med strittende ekstremiteter, er vi ovre i en kontext, hvor der også ligger et religiøst opgør. Her er både jeg og mine to medpublikummer stået helt af. Som de sagde meget oprigtigt: ”Havde ”Happy Hour” været i fjernsynet, var vi nok begyndt at checke mobiltelefonen”.
Men det gør man ikke i et lille teater. I stedet kan man undre sig over, at vi så ofte møder et eksperimenterende og statsstøttet teater, ( Statens Kunstfond) hvor ikke mindst teksterne er i fiktive opgør med store spøgelser. Men kun alt for sjældent bliver det til forestillinger med menneskelig indsigt eller ren poesi.
Gode og engagerede kræfter spildt på en uinteressant tekst. Øv.
Happy Hour. Teater Grob. 2019. Foto: Emilia Therese.
Happy Hour.
Med: Özlem Saglanmak og Asbjørn Krogh Nissen
Manuskript: Cristian Ceresoli
Iscenesættelse: Simon K. Boberg
Scenografi og lysdesign: Edward Lloyd Pierce
Lyddesign: Weronika Andersen
Komponist: DJ Blue Cat
Oversættelse: Anne Marie Daugaard Boberg og Simon K. Boberg
HAPPY HOUR havde italiensk premiere i oktober 2018 med Silvia Gallerano og Stefano Cenci på scenen. Både den italienske og danske version er instrueret af Simon K. Boberg.
HAPPY HOUR er en co-produktion mellem Frida Kahlo Productions, Richard Jordan Productions, Teater Metastasio, WEC World Entertainment Company og Teater Grob i samarbejde med Jersey Arts Centre.
HAPPY HOUR er støttet af Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Scenekunst og Københavns Kommune.
www.grob.dk