Menu Luk

Henrik Sartou – mens det endnu er for sent.

Bogomtale – af Ulla Strømberg.

Henrik Sartou. Mens det endnu er for sent.

Mindebog – hyldest bog – med mange ord om troen på teatrets muligheder.

16.01.21. sartou forside kupe

”Jeg har nogle få ledestjerner på min mørke himmel. Og en af dem er den tyske digter Rilke.”

Det er snart 11 år siden, at instruktøren Henrik Sartou døde. Dermed mistede dansk teater en interessant og anderledes ånd. Bogen er blevet til i mindet om alt det, han nåede at udrette – og lidt om det, han ikke fik levendegjort.

Der er tekster af folk, han var venner med, han samarbejdede med, han levede sammen med. Men det, der giver bog tyngde er ikke mindst udskrifter af interviews og citater fra private breve, notater og ansøgninger. En mosaik omkring en kunstner – på godt og ondt. For det gjorde tilsyneladende også ondt engang imellem hos Sartou – selv om han smukke, elegante og lattermilde ydre ikke umiddelbart signalerede det. Og hans alt, alt for tidlige død skyldtes sygdom.

Tilbage står erindringen om mærkelige, komplicerede forestillinger, der alle kredsede om livet, døden og grundelementer som ild og vand – himmel og hav.

I Radioteatret, eller hvilken etikette denne afdeling har haft igennem de seneste årtier, blev det til 27 produktioner, hvor Sartous specielle øre bl.a. skabte 7 radioværker med digteren Morti Wiskis ord.

 

På scenen var det ofte de store franske og tyske digtere og dramatikere: Goethe, Novalis, Kleist, Hoffmanstal, Fassbinder, og franskmændene Koltés, Musset, Cocteau, Prevert, og svære nordboere som Dreyer, Bergman, Reich, H.C. Andersen, Laugesen, Munk, Nielsen, Vinterberg, Strindberg – og Heiberg.

Netop iscenesættelsen af J.L. Heibergs ”Nei” og ”De nygifte” – som syntes umulige at sætte på scenen i 2004, nåede takket være en blanding af surrealisme og eksistentialisme for mig at se et højdepunkt. Men allerede i begyndelsen af 1990erne blev flere iscenesættelser stærkt omtalte, bl.a. ”Ildprøven” af Kleist og ”Roberto Zucco” af Koltès. I samarbejde med Mammutteatret vistes i 1992 ”Jernbyrd”, Magnus Dahlströms frygtindgydende tekst om en række menneskelige afarter, om ondskab eller blot tilfældige hændelser, der styrede den enkelte mod afgrunden. Også denne forestilling, i al sin grumhed, lykkedes det Sartou ikke at gøre spiselig, men at løfte forestillingen op til teater-kunst, som står nu 23 år efter.

Ansøgningen til instruktørlinjen på Statens Teaterskole i 1986 var en meget personlig beskrivelse af forskellige teaterprojekter, han allerede havde været hovedentreprenør af, og en indrømmelse: ”Den egentlige årsag til, at jeg søger på skole, er, at jeg simpelthen har brug for at lære teatret bedre at kende for ikke igen og igen at være ved at tage livet af både teatret og mig selv.”

Første gang jeg mødte Henrik var i 1985, hvor han var gratis deltager på et stort internationalt teaterseminar under Foolsfestivalen. Som en af de kvindelige arrangører sagde: ”Han er så smuk og talentfuld. Derfor skal han bare sidde på første række – uden billet”.

 

Sidste gang jeg mødte Henrik var på Teatermuseet i Hofteatret omkring 2005. Han ville gerne sætte en forestilling op i de historiske omgivelser, men projektet strandede i første omgang på, at der af brandhensyn ikke kunne stå en tændt gasovn midt på scenen med nybagte boller. Men netop duften af det hjemmelavede, friskbagte var et must, og vi nåede desværre ikke at finde en løsning på problemet.

Mens det endnu er for sent – et portræt af sceneinstruktøren Henrik Sartou.

Udkommet 20.1.2016

Redigeret af Mette Frank og Me Lund.

Udg. Frydenlund

  1. 249,-

Kan købes på teatre, boghandlere og via forlaget.