Kulturkupeen

Peggy Guggenheim: Art Addict

∗ ∗ ∗ ∗

Fin dokumentarfilm om kunstsamleren Peggy Guggenheim.

Peggy Guggenheim(1898-1979) er et af moderne kunsts store ikoner. Filmen fortæller i kronologisk orden hendes fascinerende historie. Filmen tager udgangspunkt i flere biografier om hende, herunder hendes egen selvbiografi Out this Century. Confessions of an Art Addict(1946), og et interview, hun gav I 1977-78. Det er første gang båndene fra dette interview bliver offentliggjort.

I filmen fortæller hun om sin baggrund, sin familie, sine forliste ægteskaber og sin altoverskyggende interesse for moderne kunst, som førte hende sammen med nogle af datidens største kunstnere f.eks. Max Ernst, som hun blev gift og fik to børn med, Picasso, Marcel Duchamp, Salvador Dali for bare at nævne nogle få.

Peggy Guggenheim med billede

Foto: Miracle Film

Vi ser interviews med kunstkritikere og historikere, som fortæller om Peggys turbulente liv. Lige så stor hendes passion var for kunst, lige så stor var hendes higen efter kærlighed og bekræftelse. Hun var igennem to smertelige skilsmisser og havde et anstrengt forhold til sin familie. Man fornemmer også, at hun ikke havde et særligt tæt forhold til sine børn. Hun var excentriker par exccellence. Derudover havde hun et hav af elskere. Et sted i filmen bliver hun spurgt om, hvad hendes billeder rent personligt egentlig betyder for hende. Hun svarer: De er mere eller mindre blevet det vigtigste i mit liv. Jeg kan ikke forestille mig at leve uden dem.

Hun kom fra en farverig jødisk familie, som i midten af 1800- tallet immigrerede fra Svejtz til USA. Familien ernærede sig først som dørsælgere, var dygtige forretningsfolk og blev i løbet af årene enormt rige på minedrift. Indbegrebet af den amerikanske drøm.

Faren var Benjamin Guggenheim, som mistede livet på Titanic i 1912. Hendes arv investerede hun i moderne kunst. Hun rejste til Paris, som var kunstens centrum, opkøbte mere kunst, og fik mange venner i miljøet. Hun købte gallerier, hvor hun viste sin kunst i New York, London og Venedig, hvor man i dag kan se hendes kubistiske, surrealistiske og abstrakte mesterværker på Peggy Guggenheim Collection. Ifølge en af eksperterne i filmen har hun igennem tiden formentlig købt kunst for samlet omkring 40.000 dollar. I dag er hendes samling flere milliarder værd. Tankevækkende.

Filmen fører os ind i en dybt fascinerende verden. Den viser os en kvinde, der ikke blot var en passioneret  kunstsamler, men også var en fremragende forrretningskvinde. Hun havde en særlig fornemmelse for, hvad der kom til at røre sig i kunsten i fremtiden, og købte værker af kunstnerne, når priserne var i bund. Hun var også feminist. Hun blev bebrejdet sit udsvævende sexliv, men gav svar på tiltale, og sagde, at hun bare levede , som mænd altid har gjort.

Peggy Guggenheim i liggestol Venedig

Foto: Miracle Film

Filmens instruktør, Lisa Vreeland, har arbejdet med mode og kunst de sidste 25 år. Hun giver med sin film et flot portræt af en ekstraordinær kvinde. Filmen er traditionelt bygget op og består af et væld af autentiske klip, interviews og ekspertkommentarer. Med fokus både på Peggys professionelle og private liv kommer vi hele vejen rundt. På trods af hendes succes ligger der en uudtalt ensomhed og smerte i filmen. Måske derfor havde hun på sine ældre dage altid et væld af små hunde omkring sig.

Filmen henvender sig ikke specielt til kunstkendere. Alle kan være med. Der er tale om en historie om en modig og beundringsværdig kvinde, der var langt før sin tid,  hvad angår synet på karriere og kærlighed. Filmen har med succes været vist på diverse filmfestivaler. Gå ind og se den.

Trailer: Miracle Film




Instruktør: Lisa Vreeland

Premiere: 21. januar 2016