Kulturkupeen

Historien om fænomenet documenta – set på Neue Galerie i Kassel.

 

Anbefalet af Ulla Strømberg.

Historien om fænomenet documenta – set på Neue Galerie i Kassel.

Documenta var engang verdens mest betydningsfulde, non-kommercielle kunstmanifestation. Se den historiske gennemgang lige nu på Neue Galerie i Kassel.

Det er faktisk den syvende documenta, jeg oplever. Så jeg troede, at jeg havde erfaring nok til også i år at forstå og glæde mig over årets store manifestation. For documenta er en stor, ambitiøs og markant kunstmanifestation i byen Kassel i Hessen  midt imellem Hannover og Frankfurt a Main – hvert 5. år.  Men som allerede berettet  i https://www.kulturkupeen.dk/documenta-15-i-kassel/ , blev jeg skuffet. Heldigvis har det smukke udstillingssted, Neue Galerie, som i år ikke er en del af den samlede documenta, en  eksemplarisk gennemgang og beskrivelse af hele documenta-tankegangen og udviklingen.

Neue Galerie i Kassel. Pressefoto.

Tiden må skrues tilbage til 1950erne. Som så mange andre store og mellemstore byer havde englænderne bombet Kassel sønder og sammen. Byen havde brug for at rejse sig – og en række billedkunstnere med Arnold Bode i spidsen stod for den første store kunstudstilling, der åbnede i juni måned 1955. Over 600 værker fra det 20. århundrede blev vist i løbet af de følgende 100 dage. 134.00 besøgende så udstillingen. Fire år efter, igen med Arnold Bode i spidsen var tiden moden til endnu en udstilling, og konceptet begyndte at ligge fast. En ny vinkel på den nyeste internationale kunst efter 1945 var det præcise tema, og igen kom næsten 150.000 besøgende. Efter fire omgange gav Arnold Bode, der selv var kunstner, pædagog og iværksætter, stafetten videre til Harald Szeemann.

Szeemann, der var Schweitzer, strammede op på eksperimentet og gjorde documenta 5 til et forum, hvor det nyeste inden for billedkunst kunne iagttages. I 1972 lagde documenta 5 faktisk i selve titlen op til diskussion: ”Questioning Reality”.  Harald Szeemann anses i dag, mange år efter sin død i 2005,  for at være en unik og banebrydende kurator, der nåede at stå for mere end 200 kunstudstillinger, herunder også Venedig Biennalen, som i 1999 havde brug for en vitaminindsprøjtning.

Da Penck deltog på documenta 5 fik han ikke lov at rejse fra Østtyskland til Kassel, men hans værker hang på væggene. Foto fra udstillingsplanche. US.

Efter Szeemann blev documenta endnu mere bevidst om sin enestående mulighed for at forme og definere den moderne kunsts retning eller retninger.  Men stadig var documenta forankret i en meget vestlig tradition.  Det blev brudt i 2002 med den sydafrikanske kurator Okwui Enwesor.  Pludselig blev der åbnet for nye kunstnere fra andre verdensdele, men stadigvæk med en overvægt af mandlige kunstnere.  I øvrigt kunne man være sikker på, at en kunstner ville være at se på store europæiske museer, det være sig Tate, Louisiana og lign. kun få år efter en repræsentation i Kassel, under forudsætning  af, at kunstneren og hans galleri var proaktive.

Den kvindelige repræsentation tænkte man vist ikke så meget over dengang, og det er kun 20 år siden.

Kønsfordelingen tipper i 2017 med den græske indblanding, og pludselig var der flere kvinder end mænd som er indbudte.

Per Kirkeby deltog flere gange med malerier og murstensskulpturer – her et værk, som i dag indgår i Neue Galeries samling. Udsnit af værk fra 1980. “Uden titel”. Foto:US.

På udstillingen om udstillingerne documenta ses værker af mange af de store ”navne”. Selv om flere danskere igennem årene har været indbudt, er det kun Per Kirkeby, som er med i de tilstødende udstillingsrum. Kirkeby var vist deltager både i 1982 og igen i 1992 – her med et stort, fantastisk maleri, som i dag findes på Louisiana. 11 år efter Poul Gernes død i 1996, blev adskillige værker fra hans hånd vist på documenta 12, i 2007.

I 2002 deltog Jens ”tag pengene og løb” Haaning, og i 1997 kunne Joachim Koester opleves med et spændende videoværk om et kammerkoncert. Erik A. Frandsen var med i 1992 med flere lærreder, der afbildede androgyne, gullige figurer. Flere andre danskere har været indbudt. At have været med på en documenta er et skulderslag af de kraftigere.

Selvfølgelig var de ”vilde” tyske malere som Baselitz og Penck med i 1970erne og i 1980erne, mens en indflydelsesrig kunstner som Joseph Beuys også har deltaget i 1971 og 1982. Flere af de tyske kunstnere blev i en kort periode meget konkret den store inspirationskilde for en hel dansk generation: ”de unge vilde”, men så er vi tilbage i de tidligere 1980-erne, hvor Kunstakademiet i København havde en dominerende rolle.

Langt hen ad vejen er det lykkedes på de forskellige documenta’er at balancere politisk. Det var netop pointen tilbage i 1950erne, at kunsten skulle kunne løfte sig op over det hverdagsagtige og forene mennesker.  Det er lykkedes. Byen Kassel er blevet kendt, Byen har rejst sig – og slotsområdet Wilhelmshöhe udenfor byen står i dag gennemrenoveret og er på Unescos verdensarvsliste. Måske også en del af følgeresultaterne.

Et banner fra documenta 15, 2022, der tydeligt demonstrerer, at kunsten nu handler om at snakke og udveksle erfaringer. Foto: US.

I år har der været uro forud for åbningen af den meget problematiske documenta 15 kurateret af det indonesiske kollektiv ruangrupa. For de havde tilsyneladende inviteret propalæstinensiske kunstnere med. Det blev opfattet af visse kredse som en form for antisemitisme og så var der optakt til skandale.

På de netop overståede pressedage, som var kedelige og uinteressante ud over alle grænser, blev der ikke talt eller bemærket noget om den sag.

Udstillingen på Neue Galerie er eksemplarisk, hvor der hænger historiske plancher i nogle rum, mens andre rum viser værker fra de forskellige documenta’er.

I kælderen på Neue Galerie hædres Arnold Bode, men hans egne frembringelser er ikke så interessante. De lægger sig pænt i slipstrømmen af al anden nutidskunst. Men som iværksætter – hatten af for Bode.

Med dette års documenta, som jeg har kaldt for et højskoleophold, ser det trist ud for samtidskunsten og 2017s documenta med det græske samarbejde var også en trist affære. Kassels documenta skal passe på kursen og ikke mindst tage vare på det omdømme, der er bygget op i næsten 70 år. For jeg er nemlig ikke sikker på, at jeg orker endnu en no name documenta, hvor billedkunsten er trængt tilbage til fordel for snakkegrupper og politisk korrekthed.

Parken omkring slottet Wilhelmshöhe med Herculesskulpturen tonende øverst. Foto: US.

Skulle turen allerede være planlagt til Kassel, så husk denne udstilling og glem heller ikke det store slot Wilhelmshöhe med park og Rembrandt’er. Og så er det ellers afsted længere syd på til andre mål.

www.museum-kassel.de

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.