(Ingen stjerner da det er et bibelsk motiv.)
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Det mest interessante ved Republiques anden del af serien om de 7 dødssynder er faktisk overskriften: ”Hovmod”. Kun indirekte ses sammenhængen fra titlen til historien om en moderne kvinde, der vil have sit helt eget barn uden indblanding fra omverdenen og mænd. Med ny teknologi kan det vel lade sig gøre, og så står hun der på scenen og taler i sin mikrofon, mens 96 lamper i smuk formation lyser op i et halv cirkelslag og signalerer, at her er der high tech! Men da barnet helst skal være autist for måske at blive genial, står man lidt af.
Hovmod. Republique. Foto: Per Morten Abrahamsen.
Moderens stemme lyder over højtaleren og forsøger at tale fornuft til datteren, der pludselig også optræder som mor, for det er jo hendes drøm!
Sådan er historien helt uden dramatiske knudepunkter, men blot i en lineær monolog med et par afstikkere for til sidst at ende i et levende børnekor med 18 lys- og langhårede piger i alderen 6 til 16, gætter jeg på.
Hovmod. Republique. Foto: Per Morten Abrahamsen.
Er det teater, ja og nej, snarere performance med henvisninger bagud til bl.a. Kirsten Dehlholm, der dog altid har været i stand til at mystificere sit budskab, så man nogle gange blev helt bjergtaget. Og det er altså også op mod 30 år siden. Fascinationen mangler her – desværre. Tiden er også en anden. Vi er blevet rendt over ende af den ene og den anden visuelle og auditive orkan. Lydsiden er ellers yderst professionel, men bliver alligevel monoton i sin mangel på dramatiske sammenstød.
At jeg så heller ikke forstår et muk af den lange barnefødsel til sidst, hjælper jo ikke. Hovedpersonen har netop valgt at lade sig teknisk befrugte. Derfor må man da forvente, at resultatet blot står op fuldt færdigkonstrueret og kan vade ud af reagensglasset. Vi er da moderne og teknologiske. Men nej. Vi får en meget naturalistisk barnefødsel over højtalerne, lidt hurtigt måske, komprimeret til 5-8 minutter med vræl og jordmoder og all that jazz. Jeg stod helt af, for hovedpersonen havde jo fravalgt alt, der vedrørte varme, følelser og ventetid.
Hovmod. Republique. Foto: Per Morten Abrahamsen.
Forestillingen ville tilsyneladende signalere et rent og klart budskab om morgendagens egocentrerede kvinder, men endte som et diffust bilede på fremtidens følelseskolde individer fanget i gårsdagens følelsesinferno.
Men stor ros til alle medvirkende, fra lys og lyddesign til skuespilleren, på det tekniske plan. Det er blot dramaturgien og budskabet der på en eller anden måde trækker i den gale retning.
Programmets oplysninger:
MA Archive er instruktør Liv Helm & komponist Matilde Böcher. De arbejder i krydsfeltet mellem teater, kor og lydinstallation og skaber moderne korværker baseret på dokumenter fra virkeligheden. De researcher historier om mennesker der har et andet blik på institutionerne, arbejdspladsen, samfundet og verden. Deres værker er arkiver af indsamlede vidnesbyrd og dokumenter omsat til dramatik, lyrik og kor. MA Archive har blandt andet skabt den Reumert-nominerede dokumentarforestilling OVERLOAD på Odense Teater (2014), korværket LUKKETID på AROS Kunstmuseum (2015) og performancen INSTITUT FOR ANVENDT TALE på Kunsthal Charlottenborg (2016).
www.republique.dk