Kommenteret af Ulla Strømberg.
Huset på Christianshavn – maxibog af Jacob Wendt Jensen og Christian Monggaard.
To år efter forfattermakkerparret Jacob Wendt Jensen og Christian Monggaards store Matadorbog udkommer en lignende krabat i samme format og udstyr, denne gang om ”Huset på Christianshavn”. Med interviews, portrætter, backstagebeskrivelser, affotograferinger af kontrakter, notater og anmeldelser samt små tegninger af nogle af de medvirkende, bliver bogen til et tagselvbord med oplysninger for alle dem, der har haft et nært forhold til serien og dens hovedfigurer. Det meste er med i den nye bog, præcis som i den gamle. Men forskellen på de to store bøger er dog, at ”Matador” er gået over i danmarkshistorien. ”Huset på Christianshavn” er, på trods af seriens i alt 84 afsnit, ikke på samme ”historiske” og kunstneriske niveau.
På trods af, at forfatterstaben bag ”Huset på Christianshavn” talte nogle af de mest garvede og velrenommerede skribenter inden for det mere underholdsagtige: Leif Panduro, Benny Andersen, Knud Poulsen, Poul Hammerich og mange flere, lykkedes det ikke i samme grad som efterfølgeren ”Matador” at forene enderne: alment portræt på tværs af alder og klasser samt de helt basale dilemmaer i det virkelige dagligliv. Det kunne ”Matador”.
Men tilsyneladende er den nye store bogs to skribenter af en anden opfattelse. Derfor har de kastet sig over fænomenet og er gået semividenskabeligt til værks. Alt har haft betydning, da de to herrer samlede stof ind og tillige interviewede de stadigt levende fra tiden dengang.
I 1970erne, hvor serien blev sendt af monopolstationen Danmarks Radio, var der nok mange, der ligesom jeg ikke havde fjernsyn og i øvrigt var optaget af at studere eller passe karrieren, om det så var arbejde eller familieliv. De to forfattere er vist også så unge, at de heller ikke så serien dengang, men alle har vi indhentet det ved de talrige genudsendelser.
Ved at betegne ”Huset på Christianshavn” som Danmarks første sitcom legitimeres bogarbejdet i øvrigt omkring ”Huset på Christianshavn”.
Bogen er underholdende skrevet. Næppe er man kommet ned i et emne og måske ved at blive træt af de mange detaljer, før der kastes lys på noget helt andet. Derfor lægges ud med et portræt af Arthur Jensen, den lille spinkle skuespiller, der fik to renaissancer, først som vicevært Meyer i ”Huset”, sidenhen som ekspedienten Hr. Swann i ”Matador”.
I bogen kortlægges også situationen hos monopolet Danmarks Radio, men hurtigt skiftes igen retning, og Helle Virkner portrætteres. Her beskrives bl.a. ægteskabet med socialdemokraten Jens Otto Krag. Og så antydes det kraftigt, at han var dameglad, også mens han var gift, og at ingen af de udkårne kvinder i ydre skønhed kunne måle sig med den ægteviede. Men noget indgående portræt af Helle Virkners specielle skuespillertalenter, når det kom til film og TV eller stemmens spændvidde, bliver desværre ikke diskuteret. Det havde ellers været interessant med en karakterisering af mere faglig karakter og ikke så meget damebladssnak.
Men måske er det slet ikke det, bogen vil. Som mangeårig medarbejder i en af de mere lødige afdelinger i DR (som folk selv opfattede det) kan jeg ikke helt genkende det billede, som tegnes af Danmarks Radio. Spændingerne var langt større, for hierarkierne afdelingerne imellem var til at mærke. Samarbejdet og respekten var ikke stor, og såkaldt samarbejde kunne let ligne borgerkrig. Kort sagt, DR var mere ekstrem i sin selvforståelse, end denne bog beskriver. Men godt er det, at Niels Jørgen Kaiser som underholdningschef indtil 1975 får æren for at have igangsat ”Huset på Christianshavn”. Siden blev det hans efterfølger i underholdningsafdelingen, der gav grønt lys til ”Matador”. Interessant er det også, at så sent som i 1990erne var der dybe grøfter imellem det, som nogle halvstuderede mellemledere i DR fandt lødigt og det, som eftertiden har løftet op som dansk kulturarv, nemlig ”Matador” og ikke mindst hovedforfatteren Lise Nørgaard. Lise Nørgaard blev ligefrem bortdømt på P1 i forbindelse med en genudsendelse. For Lise Nørgaard hørte til i Underholdningsafdelingen og på P.3. – ikke på P.1. (Min personlige erfaring.)
Denne snobbisme ligger så langt væk fra de to skribenter i hele deres beskrivelse af den nu historiske Sitcom, at man faktisk godt kunne have ønsket sig en lidt mere teoretisk og dermed også tv- og filmfaglig tilgang til det hele. Dvs. færre private oplysninger. Her i 2022 er det heller ikke så givtigt at få oplyst om de forskellige skuespillere og instruktørers seksuelle præferencer.
Det er værket, dvs. de 84 afsnit, det drejer sig om. Men det kan godt være, at jeg er gammeldags og har læst for få ugeblade og tabloidaviser.
Det må have været et enorm arbejde at samle og fastholde den store mængde informationer. Heldigvis kommer mod slutningen et kapital, der inddrager de også kritiske røster, som fandtes dengang. Tak for det.
Det store arbejde bag bogen må man tage hatten af for, og måske er der mange, der gerne vil opleve et gensyn med de vist nok ærkedanske typer, lige fra flyttemand Olsen, dyrehandleren til den elegante indbrudstyv, som siden blev til Egon Olsen.
Bogen er flot i udstyret – store foldeud-ark og mange tegninger m.m. Men for mig at se, havde der måske været andre danske tv-indsatser, der var mere værd at bruge så megen energi på.
Ingen stjerner i denne omgang, da jeg måske ikke er den rette læser.
Bogen kommer lige op til julesalget. Og da der ifølge bogen var 3 millioner seere, der i 1977 så med, da sidste afsnit, nr. 84, blev sendt, skal der nok være en hel del, som uden forbehold gerne vil læse om ”Huset på Christianshavn” eller give bogen til en tante.