Kulturkupeen

Siciliansk Vesper. Herlig operaaften på Holmen.

∗  ∗  ∗  ∗  ∗  ∗

Anmeldelse/ Ulla Strømberg.

Siciliansk Vesper på Det Kongelige Teater..

Det er en sjældenhed, at en operainstruktør på den ene side tager magten fuldkommen – og på den anden side, takket være dirigenten, scenografen og lysdesigneren, alligevel lader sangere og orkester få plads, så den sande historie kan udfolde sig. For den norske instruktør Stefan Herheim lykkes det i fulde drag i opsætningen af Verdis ”Siciliansk Vesper” fra 1855, her i en produktion i samarbejde med Covent Garden. Der var London-premiere for et år siden fulgt af en Olivier-pris til instruktøren.

Pressefoto. Bill Cooper.

Pressefoto. Bill Cooper.

På Holmen går flere af sangerne igen fra London. Det er mere end en nydelse at lytte til, så velsunget, ikke mindst af tenoren David Pomeroy og barytonen Erwin Schrott samt vores egen Gisela Stille som hertuginden Hélèna.

Instruktørens geniale greb er at tage historien om sicilianernes oprør mod franskmændene i 1282 og parallelisere det med den italienske komponists møde med den gamle pariseropera i midten af 1800-tallet. Vort billedverden er jo langt mere nuanceret, når det gælder den tid. Instruktør og scenograf, Philipp Fürhofer, kan derfor ubekymret jonglere med malere som Degas, Manet, Goya og nogle lidt ældre italienere som bl.a. Longhi. Kommer vi til bønderne på scenen, er det som at se på et dansk guldaldermaleri af Rørbye eller Eckersberg, når de var på rejse i syden.

Pressefoto. Miklos Szabo.

Pressefoto. Miklos Szabo.

Men mest genialt er udnyttelsen af det teatralske element. Netop som soldaterne kæmper og nogle skal sydes, spydes eller voldtages, går tæppet ned – inde på sidescenen. Der leges med ”all world is a stage”- begrebet, igen helt efter bogen. For mere end nogen anden var Verdi bevidst om, hvad en opera kan via teatrets magi, og hvor virkeligheden ligger – derude.

Dekorationen er forskellige lokaliteter på den gamle pariseropera med lave balkoner og lettere biedermeier-udskæringer. Koret er derfor placeret i logerne som både soldater og til sidst et sortklædt borgerligt, applauderende publikum. Vel tænkt og flot udført.

Også de gamle præmisser fra uropførelsen med inkorporering af en 30 minutters ballet klarer instruktøren ved simpelthen at befolke rummet med smukke hvide og sorte danserinder, snart på tåspids, snart som tjenende ånder, der som fugledyr hos Goya befolker rummet.

Igen et smart greb, at det er balletpigerne, der i starten illuderer de lokale kvinder, der voldtages.

 

Pressofoto. Miklos Szabo. De elskende ved skafottet.

Pressofoto. Miklos Szabo. De elskende ved skafottet.

Historien er både nem og svær og blev oprindelig skrevet af Eugéne Scribe, den legendariske tekstfabrik i Paris’s teaterverden. Men essensen kan koges ned til et spørgsmål om, hvorvidt kærligheden til et anden menneske eller til fædrelandet skal sejre. Det er svært for en oprører og frihedskæmper at afgøre. Hos Verdi bliver det tre mod én. Kun den ensomme oprører Procida tror på fædrelandet og kæmper for det, mens vores helt Henri, Hélèna og også skurken Montfort tilslutter sig kærligheden. Bevægende. Og hvornår har man sidst set en opera i København, der satte følelserne i bevægelse?

Pressefoto. Bill Cooper.

Pressefoto. Bill Cooper.

Og så en anke, der ikke har noget med kunsten at gøre: Hvorfor skal Den Kongelige Opera for tredje gang i rap ud i byen for at købe dansere til en operaopsætning? Her er pigerne hentet i Tivoliballetten. De danser helt fint, men det måtte da kunne klares inden for institutionen.

Og igen et hip til operaprogrammet. God, intellektuel og nødvendig artikel af den tyske dramaturg, men ikke et ord om instruktøren og heller ikke lidt historik om Siciliansk Vesper i København. Det hører sig altså til i et operaprogram på en nationalscene. Tænkt på, kære redaktør, at publikum måske for to mennesker har investeret hen imod 2.000 kr (efter skat!) for at være med, så skal de da ikke sidde med deres iPad i salen! ( Og det er i øvrigt heller ikke tilladt.)

 

Siciliansk Vesper

Iscenesættelse: Stefan Herheim

Scenografi: Philipp Fürhofer

Kostumedesign: Gesine Vollm

Lysdesign: Anders Poll

Dirigent: Paolo Carignani

Koreografi: André de Jong

Dramaturg: Alexander Meier-Dörzenbach

Louis Otey Guy de Montfort David Pomeroy Henri Erwin Schrott Jean Procida Gisela Stille Hélène Palle Knudsen Robert  Gregory Frank Bèthune Gert Henning-Jensen Thibaut Elisabeth Halling Ninetta Per Høyer Vaudemont  Peter Lodahl Daniéli Jens Christian Tvilum Mainfroid Det Kongelige Operakor Det Kongelige Kapel

Spiller til og med 14. juni 2015.

 

www.kglteater.dk