Venedig 3 – fortsat på bytur – uden for Biennaleområdet. Efter frokost.
Indtryk / Ulla Strømberg.
Foto: US.
Kryds nu Canale Grande og find frem til Palazzo Fortuny. Det er pænt gemt væk fra Canale Grande, ikke langt fra Palazzo Grassi.
”Proportio” ( Proportioner) er titlen på udstillingen, og oplevelsen folder sig ud og er ganske enestående i det lille palazzo. En nu afdød kunstner, Mariana Fortuny, indrettede stedet som et monument over huset og sig selv som maler, scenograf og kunstelsker. Hans enke gav paladset til Venedig by i 1956. Og da Venedig overraskende nok er ved at optimere fremvisningen af moderne kunst – ikke kun under biennalen, men i det hele taget – indgår dette hus-museum, som et meget anderledes udstillingssted.
Tilsyneladende sker denne orientering mod moderne kunst for at markedsføre Venedig som en turistattraktion over alle. Det gøres begavet – både på Palazzo Ducale og på Palazzo Fortuny. Måske endda så meget, at det kan skræmme det ikke-forberedte publikum.
Udsigten fra Palazzo Fortuny. Foto: US.
I ”Porportio” arbejdes med proportioner af alle mulige slags og dertil er indlånt værker af kendte folk som Marina Abramovic, Anish Kapoor, Antony Gormley, Anselm Kiefer, Ellsworth Kelly, Sol Lewitt, Mario Merz, Rachel Whiteread, Bill Viola, og lidt ældre kunstnere: Giacometti, Le Corbusier, Ben Nicholson, Vaserely og for historiens skyld et portræt af Botticelli og en skulptur af Canova. Alt sammen klemt ind i dette lille hus – der allerede er godt møbleret og udsmykket med dekorationsudkast, møbler m.m. Mest overraskende er stueetagens rum, hvor Axel Vervoordt, Tatsuro Miki sammen med Jorgen Hempel demonstrerer nogle klassiske sammenstillinger i naturmaterialer. Det er som at være tilbage i Ægypten.
Foto: US.
I et lille rum får Shuji Mukai lov at boltre sig, så man bliv svimmel af tal og reflekser, i de mange spejle: Sort, hvidt og masser af optisk mystik.
Foto: US.Også Kapoor leger med vores synssans i et lille rum, hvor tredimensionelle elementer virker som om, de var malede på væggen.
Foto: US.
Paladset skal opleves, for man sidder i en kæmpe dagligstue med masser af gammel kunst og heri inkorporeres moderne billeder, der forholder sig til begrebet proportioner. Men stedets egen historie er en gang imellem ved at tage pippet fra én. Så overrumplende er det.
Foto: US.
Drik en kop kaffe inden turen fortsætter med Vaporettoen op ad Canale Grande.
Stå af ved S. Stae. Gå et par minutter hen til Palazzo Ca’ Corner Della Regina, som ejes af Modehuset Prada, der i de seneste år haft dette ”showroom” ud til Canale Grande og nu viser en sofistikeret og dekadent udstilling om kopier af skulpturer fra verdenskunsten. Lidt sjovt, når det er et haute couture modehus, som selv må slås med kopister af tasker, sko, kjoler og logo. Men her er det kendte skulpturer, dvs. gipsafstøbninger og bronzer i både oprindelige og mindre formater, bl.a. Laokoon, hvor originalen findes på Vatikanmuseet. Paladset er imponerende renoveret i den rette stil, hvor murene står rå, mens første etage, væk fra eventuelle vandmasser, folder sig ud i alt sin pragt.
Herkules, moderne kopi. Foto: US.
Her er en kopi af en Herkules-figur i original maxistørrelse og adskillige i mindre formater. Superflot sat op, som soldater på rad, men i plexi-kasser. Udstillingen er sjov, men ikke mindst paladset er besøget værd.
Små kopier i plexiglas. Foto: US.
Slut dagen på Den lille ø San Giorgio, som i de seneste år har lagt rum til forskellige biennale-udstillinger. Der er smukt på San Giorgio, hvor Foundatione Cini har til huse i den gamle klostergård. Kirken er et af Palladios sene bygningsværker og står som et vartegn med de afskårne søjler, der viser væk fra renaissancens respekt for det rene, det skønne – og over mod en manierisme, hvor der leges med former og proportioner. Indenfor kan ses et, på nudansk, megastort ståltrådshoved af Jaume Plensa i det desværre ret golde kirkeinteriør.
Foto: US.
Lige rundt om hjørnet vises den 82 årige Magdalena Abakanowicz’s hær af halve figurer i ler eller pap(?) lidt imponerende, men måske set endnu mere overbevisende hos andre kunstnere og først som sidst i fortidens kinesiske grave. Langt nede ad kajen har danske Faurschou Foundation lejet sig ind og viser kineseren Liu Xiaodongs værker fra en hypernaturalistisk billedverden.
Udsnit af billede af Liu Xiaodong. Foto: US.
Hvert billede rummer fortællinger, der relaterer til politiske eller socialpolitiske problemstillinger. Det er bare om at tage fat. Humor er der ikke så meget i værkerne, som fylder adskillige rum. Faurschou Foundation har jo i øvrigt i flere år opereret i Beijing parallelt med København.
Og så er det vist tid til en caffe latte på San Giorgios lille café eller sejl videre til Giudecca og smut ind i Redentore, Palladio’s anden venetianske kirke.