Kulturkupeen

Hvor Kragerne Vender

∗∗∗∗

Anmeldelse af Eva Zierau.

Vi befinder os i udkants Danmark på en fredfyldt landejendom med køer, marker og vidt udsyn til den smukke danske natur. Der skal være bryllup. Laura(Rosalinde Mynster), husets datter er kommet hjem fra København for at deltage i bryllupsforberedelserne til sin bror Janniks( Adam IId Rohweder) bryllup.

Foto: Hyæne Film

Laura har efter hun flyttede hjemmefra, lagt afstand til sin familie for at leve et kunstnerisk bohemeliv som forfatter i København. Hun har taget navneforandring til Irina, og det er lykkedes hende at få udgivet en bog om sin kedsommelige, ukærlige barndom på landet. Hendes mor Jane(Bodil Jørgensen) henter hende på stationen. Man fornemmer straks, at Laura er i opposition til moren. Et lidt sent teenageoprør udspiller sig for vore øjne. Laura har et udestående med brorens kommende kone Catrine(Anne Sophie Wanstrup) og beslutter derfor at forsøge at stikke en kæp i hjulet for brylluppet.

Dette er udgangspunktet for den unge instruktør Lisa Jespersens sjove og underholdende spillefilmsdebut Hvor Kragerne Vender. Filmen igennem skifter vi mellem det dekadente hipstermiljø i København omkring Øksnehallen og det enkle liv på landet.

Foto: Hyæne Film

Hvor Kragerne Vender handler om at forsone sig med sin fortid. Om at slippe gammel vrede og nag og komme videre. Der er tale om en satirisk film, der både lægger en ironisk distance til livet på landet og til livet på Vesterbro. Handlingen er stærkt inspireret af Jeppesens egen historie. Hun kommer fra landet. Flyttede til København og gik på Filmskolen. Hendes forældre har en gård, og hun har på egen krop mærket jantelovens stramme greb i et lille landsby- samfund. Karaktererne er ganske vist fremstillet noget karikerede, men det holder. Filmen giver et kærligt og satirisk blik på forskellen mellem land og by.

Foto: Hyæne Film

Bodil Jørgensen og Rosalinde Mynster yder fornemme præstationer som respektive Jane og Laura.  Bodil Jørgensen har sin helt egen djærve og snusfornuftige stil, som passer perfekt til rollen som Jane. Rosalinde Mynster udstråler både sårbarhed og selvsikkerhed. Vi føler med hende og hendes splittelse mellem storbylivet og hendes rødder.

Hvor kragerne vender er en lille perle. En flot debutfilm. Jeg glæder mig til flere film af den unge instruktør.

Instruktør: Lisa Jespersen

Manuskript: Lisa Jespersen & Sara Isabella Jønsson





Trailer: Hyæne Film

Premiere: 22. Juli 2021

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *