Kulturkupeen

Hvordan man redder en lemming, romandebut af Nikoline Werdelin.

∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Hvordan man redder en lemming. Romandebut af Nikoline Werdelin.

Underholdende, sorgmuntert samtidsportræt anno 2020 af frederiksbergske borgere.

Nikoline Werdelin er berømt for sine satiriske tegneserier, som i årtier prydede bagsiden af Politiken og diverse dameblade. Hun har også været brevkasseredaktør og skrevet flere ganske alvorlige skuespil og ligefrem selv iscenesat.

Med nutidsromanen ”Hvordan man redder en lemming” – bruger hun løs af sin evne til på et splitsekund at etablere en figur, en stemning og et samfundsproblem.

Der er mange personer at tage stilling til og faktisk endnu flere globale katastrofer, som vi dagligt informeres om via medierne. Men det får ikke Nikoline Werdelin til at ryste i  tasterne, tværtimod. Hun jonglerer hjemmevant som en anden Greta med klodens problemer. Men det virker ikke, som om hun med sin bog vil redde kloden, tværtimod skriver hun om en gruppe nutidsdanskere der på hver deres måde, med større og ikke mindst mindre held, engagerer sig i ikke mindst forurening og den natur, som er ved at gå til grunde. Og som altid er der skæve vinkler med, som fyren, der arbejder på en insektfarm på Amager og når han endelig tager derud er det i taxi med cyklen bag på!

 

Teaterverdenen får sin tur i den karikerende centrifuge og beskrives med lattervækkende kraft: I et stort teater, der ligger lige ud til Københavns Havn, foregår det meste i rum uden vinduer. Repertoiret er også vittigt: Her skal spilles Tjeckovs ”Tre søstre” iscenesat af en svensk/serbisk instruktør med en idé om, at de tre er medlemmer af  Pussy Riot, de rebelske, russiske feminister, der smed tøjet etc. På samme teater spilles også Henrik Ibsens ”Et dukkehjem”, hvor ægtemanden Helmer skal symbolisere Merkels Tyskland, mens Nora skal være Storbritannien efter Brexit, og en sækkepibespillende skotte i salen symboliserer fred eller forvildelse(?).

På kun et par sider kommer det komiske i flæng. Der er også MetooMedea, frit efter Euripides og naturligvis dramatik om verdens insekter og siden dyr, så skuespillerne i opstarten skal rode rundt på gulvet. Ak ja.  Og så er der samarbejdet med et russisk teater, som bliver ganske vigtigt for romanens handling.  Et fremtidigt kontakt med et teater i Bangladesh bliver hængende i luften.

Men bortset fra teaterbeskrivelsen, som er sjov for ikke mindst insidere, er det melankolske portrætter af fem meget forskellige skæbner, der fylder. De bor tilfældigvis alle på Frederiksberg i et område tæt på Frederiksberg Allé, Frederiksberg Have, Zoologisk Have og de gamle tennisbaner i Pile Allé. Som gammel frederiksberger kan jeg sige, at alt er korrekt beskrevet.

En skriveteknisk pointe fører personerne sammen, selv om de synes meget forskellige i både alder og ståsted. Men tilfældet filtrer dem ind i hinanden. Efter 400 sider mod slutningen, som nok ikke bør røbes, falder mønsteret på plads.

Men lidt Ibsen-reference er der her til allersidst  med en skjult henvisning til ”Når vi døde vågner” – Ibsens sidste skuespil.

 

Flere af personerne er optaget af naturens fortsatte udvikling og begyndende undergang. Hans, der er biolog og har lagt titel til, studerer lemmingens vej igennem lemmingelivet. Sønnen, han i årevis ikke har haft kontakt med, lever med sin indianerkone i Jylland og planter træer, mens Nicolas med stumt s dyrker orme og insekter til fødevarebranchen.  Lægen Inge har ikke dyr, men en kolonihave og et godt og varmt hjerte. Suffløren Gudrun har kat og får siden en russisk plejehund. Soso’en Heidi, med en lille søn Samuel, kæmper for den daglige eksistens og falder ved et tilfælde midt ned blandt de tilfældigt samlede medmenneskelige individer i hjertet  af – og i bogstavelig forstand i hjertet af  – Frederiksberg.

 

Flere af dem var underskudsmennesker, men via omverdenen får de opladet deres batterier og ender med at have noget at give! Smukt og politisk korrekt, og jeg kommer til at tænke på det gamle slogan: ”Har du talt med din nabo?”

 

Lige så underholdende som teatret ved havnebassinet beskrives med al den latterlighed, som moderne kunst og kultur er indsyltet i, ligeså sjovt beskrives også om den overdrevne feminisme.  I første kapitel sidder biologen Hans i en lænestol, mens kone nr. to er ved at flytte ud af lejligheden godt hjulpet af sine veninderl Der er vi lige tilbage i de vidunderlige beskrivelser om grotesk feminisme, som var Werdelins speciale i flere forskellige tegneserier.

 

Samtidig er der alvorlige passager, hvor universitetets barske dagligdag oprulles og diverse fagudtryk inden for forskningen skal på bordet. Her er jeg på udebane, men det er sikkert ganske sandt det hele.

Det ville i øvrigt ikke være werdelinsk, hvis ikke op til flere af personerne hen ad vejen var suicidale og måske ligefrem lykkedes med forehavendet.

Livet er ikke let, men det er som om alle personer er så forhippede på kærlighed og sex, at det må undre, at andre gøremål ikke er nok til at holde eksistensen ud på Frederiksberg, i velfærdslandet Danmark.

Bogen igennem er desværre fyldt med alt for banale beskrivelser af sexlyst og legemets daglige fornødenheder. Overflødigt, for bogen er jo ikke hyperrealistisk!  Det trækker desværre ned og ødelægger indimellem den gode oplevelse.

 

Der er ikke meget Corona med, for bogen er nok skrevet inden, men alligevel er der en em af næsten global tristesse. Bogen er derfor et udmærket billede på 2020. Om 10 år vil alt være anderledes, værre eller bedre, vi ved det ikke.

 

Romanens kollektive beskrivelse kunne med lethed omsættes til en feel good film og ville give prægtige roller til danske skuespillere. Som bogen kunne filmen være en varm kærlighedserklæring til Frederiksberg, som den lille by i storbyen med en  kvadratmeterpris, der stiger dag for dag.

 

  1. Bogen er i øvrigt smukt trykt på mat papir, i lyserød indbinding og med et fint og blomstrende smudsomslag.

Udkommer d. 2. oktober 2020.

416 sider

Vejl. Pris 299,-

 

www.gyldendal.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.