6 stjerner til Karen-Lise Mynster i titelrollen, 3 stjerner til instruktør m.m.
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Mutter Courage og hendes børn på Det Kongelige Teater.
Endelig er denne ”Mutter Courage” tilbage i repertoiret. Coronaen lukkede i marts som bekendt forestillingen ned efter meget få spilledage.
Mutter Courage og hendes Børn. Det Kongelige Teater. 2020. Karen-Lise Mynster. Tegning af Claus Seidel.
Nu står Karen Lise Mynster igen med begge fødder plantet i scenegulvet og opfylder til fulde de krav, som Bertolt Brecht stillede til sine skuespillere, og som vi håber at få opfyldt på teatret. For Mutter Courage-figuren og skuespillet er måske Brecht vigtigste, klareste og dermed bedste. Teksten blev skrevet i 1939, da Hitler i den grad havde sat sig på magten, og verden så håbløs ud. Brecht var flygtet fra Tyskland og for en tid bosat i Sverige.Teatret var dengang som nu et muligt kampmiddel eller i hvert fald egnet som anskuelsesundervisning. Men svenskerne turde ikke opføre stykket, og “Mutter Courage…” fik urpremiere i 1941 i Zürich.
Handlingen blev lagt i 1600-tallet under 30 års krigen, i det Brecht havde fundet en kilde, der beskrev en kvinde midt i krigens centrum. Det er blevet til marketendersken Courage, der kun har et levebrød, når krigen raser, og tørstige og sultne soldater køber hendes varer. Nærmer freden sig, betyder det hendes økonomiske ruin.
Men på krigens alter ofrer hun sine tre børn: Den ene bliver soldat og lærer ikke at skelne mellem godt og skidt. De to andre bliver skudt af de soldater, hun omgiver sig med.
Mutter Courage og hendes Børn. Det Kongelige Teater. 2020. Karen-Lise Mynster. Tegning af Claus Seidel.
Karen-Lise Mynster skal demonstrere denne kvindes forskellige og modstridende følelser og overvejelser, mens hun et par gange får lov at bryde ud i sang med Paul Dessaus ganske komplicerede og faktisk for det meste lidt uvenlige musik. Karen-Lise Mynster/Courage viser både omsorg for børnene og en uhyggelig realitetssans. For da de er væk, og den evige krig stadig raser, drager hun selv videre med sin vogn, sin byrde, sit lod i det liv, som for andre synes håbløst.
Det lykkes i eminent grad med den dobbelte, og dialektiske spillestil, som eftertiden har opfattet som brechtsk. Kold og varm. Indlevelse og umærkelig afbrydelse.
Teaterkunst er med til at få vore øjne op, reflektere, men kan jo desværre ikke redde og korrigere storpolitikken.
Mutter Courage og hendes Børn. Det KongeligeTeater. 2020. Foto: Miklos Szabo.
Den norske husinstruktør, Sigrid Strøm Reibo, uddannet i Moskva, har valgt at åbne scenen totalt. Det giver naturligvis lidt af den verfremdung, som Brecht kræver. Samtidigt bruges for en gangs skyld også diverse (dyre) elevatorer og hejse, som det nye skuespilhus rummer. Denne tekniske anvendelse kommer lidt abrupt, og bliver derfor ikke fra begyndelsen en del af fortællingen og synes faktisk påklistret. Samtidig er de etablerede spillescener med soldater fra forskellige epoker, 30 års krigen, Napoleonskrigene og Anden Verdenskrig i det store tomme rum ret postulerende. Scenografen Katrin Nottrodt har gjort sit til, at kostumerne skulle være forholdsvis grimme og ligeså rekvisitter mm. Det er selvfølgelig ”moderne teater”, men lidt anstrengt, at Mutter Courage, børn og håndlangere går rundt som nutidshjemløse i snavset campingtøj. Dem har vi snart haft rigtig mange af på Det Kongelige Teater. Soldaternes udstyr er tilsyneladende lånt fra teaterlageret.
Mutter Courage og hendes Børn. Det Kongelige Teater. 2020. Foto: Miklos Szabo.
Det sproglige flyder i alle retninger. Det kan selvfølgelig forklares ved, at i en hær mødes mange meget forskellige mennesker med hver sin dialekt. Men mon instruktøren har kunnet høre det og arbejdet med det? Ensemblet som sådan spiller fint sammen, men der mangler en form for samling.
I min erindring har jeg måske lidt for mange billeder af en Mutter Courage alene på en scene – om det så var en Helene Weigel, Bodil Udsen eller Lise Ringheim og i et tonehav, der var fyldigere, end denne version tillod de 4 musikere, som var synlige, fikst placeret på Mutter Courages kærre.
Kort sagt: Karen-Lise Mynster redder forestillingen ved sit fabelagtige og veltæmmede spil.
Programmet rummer tre informative artikler. Men det er vel lidt for flinkt at lade diverse af Brechts elskerinder optræde som litterære sekretærer. Privatpersonen Bertolt Brecht var selv en moralsk set splittet person, hvor hans opførsel næppe kostede liv, men dog sorg hos de nære.
Dramatiker: Bertolt Brecht
Iscenesættelse: Sigrid Strøm Reibo
Scenografi og kostumer: Katrin Nottrodt
Komponist: Paul Dessau
Lysdesign: Egil Barclay Høgenni Hansen
Lyddesign: Rasmus Kreiner
Koreografi: Oleg Glushkov
Koreograf ved genopsætning: Ann Crosset
Musikalsk ansvarlig: Simon Revholt
Kapelmester: Simon Toldam
Oversættelse: Madame Nielsen
Medv.: Karen-Lise Mynster, Fanny Louise Bernth m.fl.