∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Ingmar Bergmans Høstsonaten på Aalborg Teater.

Med Kirsten Olesen som den feterede koncertpianist over for Aalborg Teaters egen Marie Knudsen Fogh, som den underkuede datter, er der både spænding og modpoler i Bergmans kammerspil ”Høstsonaten” – oprindelig en film fra 1978, siden spillet på mange teaterscener.

Både teknik og nærvær er vidt forskellig hos de to skuespillere, men det gør forestillingen i Camille Sieling Langdals stilfærdige og musikalske iscenesættelse ganske interessant.

Scenen er ren, minimalistisk med en bordeaux-rød baggrund, simple designermøbler samt et gammelt flygel. Datteren bor i en præstegård med sin mand, ganske underspillet af Patrick A. Hansen samt en handicappede søster, alt sammen for at råde bod på moderens svigt.

Nu mødes alle efter en pause på syv år.  Men der er lig i lasten, for svigt, sorg og manglende selvtillid i store mængder har præget datteren, mens moderen har været optaget af sin egen karriere som kunstner med først mand, siden elsker og senest agent som vigtigste selskab. Der har ikke været plads til at opfylde de minimumskrav, som al anstændighed ellers kræver af en moder, af én som stifter familie og af folk, som skal leve sammen.

Alt det ved vi jo godt i dag. I 1978, da filmen kom, var denne kredsen om intimsfæren og skyldsspørgsmål mindre markant og derfor næsten fremmedartet. Men så kom siden en strøm af bekendelseslitteratur og en dramatiker som Lars Norén, der kunne toppe enhver anden dramatiker ved at vise sår på sjælen i hobetal, så det gjorde ondt helt ind i marv og ben – også  hos publikum.

Skuespilleren Kirsten Olesen er en mester i at vise sårede individer og deres modpoler. Hun spiller Charlotte overlegent som en feteret, international stjerne, der trods alderen ser blændende ud.  Heroverfor står Marie Knudsen Fogh, der er modbilledet: en undertrykt kvinde med et moderkompleks og blottet for enhver form for selvhævdelse. Og for at være bergmansk eller tjekhovsk: hun elsker ikke sin mand, for moderen gjorde sit til, at datteren  ikke fik den mand, hun elskede.

I 1978 var det en sensation, at den modne, internationale stjerne Ingrid Bergman medvirkede i en Bergman-film og ovenikøbet med Liv Ullmann som modspiller.  To berømtheder i et kammerspil  om noget så alment som relationen imellem mor og datter. Det fungerede og blev forståeligt for alle på trods af de ulykkelige hændelser, som Bergman ofte dyngede oven på hinanden, blegt ægteskab, dødsfald og selvfølgelig også en lille søn, der er druknet. Ren Ibsen (lille Eyolf) bare 90 år senere.

I dag, 2024, ved vi ganske meget om også privatpersonen Ingmar Bergman. Selv blev han måske klemt som barn og siden, for at pleje sin karriere, svigtede han gang på gang både kvinder og de mange børn, som fulgte i kølvandet.  Han var ikke nogen ideel ægtemand og slet ikke en mønsterfader. Tværtimod – og det vides bl.a. fra Linn Ullmanns bøger. (Hun er datter af Liv Ullmann og Ingmar Bergman).

I de senere år har manglen på gode skuespil været markant, og teaterfolk er oftere og oftere tyet til filmsuccesser og har transformeret dem over til scenekunst.  Med ”Høstsonaten” viser det sig heldigvis, at Bergmans dialog er formfuldendt. Så knap og præcis at det er en fryd at lytte til – også takket være den gamle oversættelse af Asta Hoff Jørgensen.

Det er en fin og eftertænksom oplevelse på Aalborg Teater og godt med Kirsten Olesen på gæstevisit. Men fredag aften var der ikke så mange i salen, som der burde være, ikke mindst det høje kunstneriske niveau taget i betragtning.  Selvfølgelig skinnede solen den maj-aften i Aalborg, Alvorsteater bør nok især spilles i de mørkere vintermåneder.

Men det peger måske også på specifikke problemer på Aalborg Teater. I 8 år sad nordmanden Hans Henriksen i chefstolen. Den danske instruktør og scenograf Thomas Bjørnager nåede kun få måneder, da en ny bestyrelsesformand havde helt andre planer end dem, som Bjørnager havde sagt ja til ved sin ansættelse.  En ny chefduo er netop blevet udnævnt: Kjersti Hustvedt som teaterdirektør efter flere år i huset som bl.a. dramaturg og planlægningschef og Claus Nørgaard Poulsen, direktør. Det er en konstruktion, der også findes på Aarhus Teater.

Nu er der kun at håbe på, at de vil kunne vende skuden, spille det rigtige repertoire på det rigtige tidspunkt med dygtige og gerne modne skuespillere, der også mestrer en klassisk teaterstil. Samtidigt skal den nye duo sikre, at Aalborg Teater igen vil stå markant i de lokales bevidsthed. Der skal arbejdes på mange fronter for at genrejse institutionen, Men så skal fordums styrke nok komme tilbage til teatret.

Medvirkende:

Kirsten Olesen, Marie Knudsen Fogh, Katherine Høj Andersen og

Patrick A. Hansen

Holdet bag

Forfatter
Ingmar Bergman

Iscenesættelse
Camille Sieling Langdal

Scenografi
Peter Schulz

Oversættelse
Asta Hoff Jørgensen

Videodesign
Peter Schulz

www.aalborgteater.dk