Menu Luk

Jeanne d’Arc på Republique.

∗ ∗ ∗ ∗ ∗ 

(6 stjerner til scenografen Bente Lykke Møller og til Danica Curcic. 3 stjerner til dramatikeren.)

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Jeanne D’Arc som kvindesagens frontløber. Jeanne D’Arc som alle kvinders skytshelgen og mere til.

Lige noget for modne feminister, men det er nu scenografen, Bente Lykke Møller, der redder aftenen.

Instruktøren Staffan Valdemar Holm ønsker med Jeanne D’Arc-figuren at ”signalere, at det kan lade sig gøre at rykke på de eksisterende balancer.”    Det er smukt, ikke mindst set fra en kvindevinkel.

Med den kraftfulde Danica Curcic, som en perfekt repræsentant for det stærke kvindekøn, afhænger forestillingens ultimative gennemslagskraft af den nye tekst, skrevet af den svenske dramatiker Lucas Svensson. Kan han få bøjet enderne, så 1400-tals kvinden kan smyge sig ind og overtage vores bevidsthed?  Instruktionen er stram og gennemtænkt, som altid hos Staffan Valdemar Holm, men det er endnu engang scenografen Bente Lykke Møller, der med sine minimalistiske greb formår at skabe rum, der er både fascinerende, uhyggelige og brobyggende over adskillige århundreder. 

Jeanne D’Arc på Republique. Scenografi: Bente Lykke Møller. Instruktion: Staffan Valdemar Holm. Foto: Per Morten Abrahamsen.

Bente Lykke Møller er et unikum, der i sin foretrukne simple farveskala fra hvid over grå til sort alligevel kan fylde det ene scenerum efter det andet, år ud og år ind – med meddigtende og skræddersyede scenografier til tekst og instruktion.

Jeanne D’Arc på Republique. Scenografi: Bente Lykke Møller. Instruktion: Staffan Valdemar Holm. Foto: Per Morten Abrahamsen.

Det lykkes også her, hvor den senere helgen, Jeanne,  i begyndelsen står i hvid hørkjole som en novice og siden ifører sig sine mandsklæ’r i gråt læder og strik. Smukt og simpelt, mens 25 mand i sorte kutter iagttager alle hendes bevægelser, i øvrigt anført af en korleder, Peder Holm Johansen, der velfungerende går ind og ud af flere roller: Jeanne’s far, den franske konge, etc.

På scenens tre sider er der et gråt podie og bagved står mandskoret, som ind mellem kan kravle over og ned og gå i nærkamp med den lille helgen på gulvet.   Alt det er upåklageligt.

Jeanne D’Arc på Republique. Scenografi: Bente Lykke Møller. Instruktion: Staffan Valdemar Holm. Foto: Per Morten Abrahamsen.

midt på scenen er placeret en lille sort sandbanke, lavere end den, der kendes fra Becketts ”Glade Dage”, men med mindelser, og i den kan gemmes både tøj, sværd og til sidst det døde legeme af den unge kvinde, som ikke blev forstået i tilstrækkelig grad af sin samtid, men først nogle årtier senere. Endelig i 1920 blev hun kanoniseret og helgenkåret. Og så tog forfattere og kunstnere fat: Først Bernard Shaw  i 1923, derefter i 1928  både Bertolt Brecht og vores egen Carl Th. Dreyer i sin berømte film med en fransk skuespillerinde i titelrollen.

Men for at være opdateret er Staffan Valdemar Holm gået til Lucas Svensson, en flittig svensk dramatiker og husdramatiker på Dramaten, mens Staffan var chef der i en årrække.

Men teksten synes ikke at være dialektisk nok. Det er for megen lige linje og gammelkendt fortælling om  Jeanne, der som 13årig bliver kvinde og hører stemmer, til hun 19 år gammel, efter at have indsat en fransk konge til at regere, mislykkes med at befri Paris fra Englænderne. Så skal hun død.

Jeanne D’Arc på Republique. Scenografi: Bente Lykke Møller. Instruktion: Staffan Valdemar Holm. Foto: Per Morten Abrahamsen.

På vejen derhen er hun, dvs. Danica Curcic,  kæk, modig, frygtløs, stærk, flot, veltalende og alt muligt andet positivt. Faktisk gør hun intet forkert, men opfører sig som en frigjort kvinde skal gøre, med Peder Holm Johansen og de 25 mand som bølgeskvulp med eller imod hende.  Til gengæld synes hun ikke at gennemgå så stor en mental eller psykologisk udvikling, men selvfølgelig, der er også grænser: hun er kun 13 år, da arbejdet begynder og blot 19 år, da hun brændes på bålet. Men den scene får vi ikke.

At forestillingen ikke bliver mere farlig med al den kampgejst som både mandskoret og ikke mindst Danica Curcic opviser, må alene falde tilbage på teksten. Den mangler poesi og ånd og dialektik.   Men er måske skrevet, for at man skal forstå myten om den unge franske pige, der endte som et nationalt klenodie i det katolske land, kort og godt. Den lægger ikke noget ekstra til.  Også mandskoret synes alene at være et meget flot visuelt indspark.

Jeanne D’Arc på Republique. Scenografi: Bente Lykke Møller. Instruktion: Staffan Valdemar Holm. Foto: Per Morten Abrahamsen.

Forestillingen er fascinerende at skue, mændene fungerer, og man kunne ikke have ønsket sig en bedre Jeanne end Danica Curcic. Men som et aktuelt indlæg i kvindens frigørelse eller kvindernes kamp for respekt – synes jeg ikke det lykkes.  Der har man brug for en anden, dybere og mere historisk funderet tekst.

 

Medvirkende: Danica Curcic og Peder Holm Johansen samt 25 mænd i koret.
Instruktør :Staffan Valdemar Holm

Scenograf : Bente Lykke Møller

Dramatiker :Lucas Svensson

Oversætter : Johanne Lykke Holm

Lysdesigner: Egil Barclay Høgenni Hansen

Lyddesigner: Janus Jensen

 

www.republique.dk