∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Eva Zierau.
Indignation.
Den 80 årige engelske instruktør Ken Lochs er socialrealismens Grand Old Man. Loachs karriere er båret af en livslang indignation over samfundets behandling af de svageste i samfundet. Han har instrueret et hav af film siden 1960erne og vundet masser af priser herunder to Guldpalmer for filmene Vinden, der ryster kornet(2006)og nu Jeg, Daniel Blake(2016).
Den 59 årige Daniel Blake(Dave Johns) har arbejdet som tømrer hele sit liv. Han er en venlig og stille mand, som er dygtig til sit job og afholdt af sine kollegaer. Da han får hjerteproblemer, råder lægerne ham til at tage sygeorlov, og det er i forbindelsen med denne, at Blake for første gang i sit liv får brug for økonomisk hjælp fra det offentlige. Mødet med det offentlige bliver et sandt mareridt.
Foto:Scanbox
Der er tale om en nedladende, hjerteløs, uigennemskuelig, tung, bureaukratisk struktur, hvor regelrytteri og skrankepaver med mangel på fundamental forståelse for mennesker i nød er fremherskende. Et system der ydmyger og knækker mennesker i stedet for af bygge dem op. Det engelske sociale system får et ordentligt skud for boven. Med god grund.
De fleste af os har på et eller andet tidspunkt i vores liv haft kontakt med det offentlige, hvor man har erfaret den samme nedladenhed, ineffektivitet og ligegyldighed som Blake. Så man bliver dybt berørt og indigneret på Blakes vegne.
Foto:Scanbox
På socialcentret møder Blake den unge enlige mor Katie(Hayley Squires) og hendes to børn Daisy og Dylan. Hun er ludfattig og fremmed i byen og søger ligeledes om offentlig støtte. Sammen skaber de en slags familie, hvor Blake fungerer som en god ven og hjælpsom handyman for Katie og hendes to børn.
Jeg, Daniel Blake er en hård film, der rammer lige i hjertet. Hvordan kan det være, at vores velfærdssystem, som vi ellers er så stolte af, fungerer så dårligt. Filmen er én lang deroute for vores to hovedpersoner. Der er en ubærlig scene, hvor Katie får udleveret gratis mad af en velgørende organisation. Hun går rundt med en maduddeler, og pludselig river hun en dåse bønner ned fra en hylde, åbner den med ryggen til os og sluger indholdet, hvorefter hun bliver frygtelig flov og bryder sammen. Hun har ikke spist i flere dage.
Loach siger om filmen: Udgangspunktet er den universelle historie om mennesker der kæmper for at overleve.. Den bevidste hjerteløshed i statens omsorg for dem der er trængende og brugen af …den strategiske bureaukratiske ineffektivitet, som politisk våben.
Jeg, Daniel Blake har Kafkaske dimensioner. Den er flere steder helt grotesk. Da det bliver for meget for Blake, og han nægter at underkaste et totalt urimeligt bureaukratisk system, sælger han sine møbler for at få mad, med begrundelsen: Systemet bevirker, at gode folk ender på gaden, og når man mister sin selvrespekt, er det slut.
Foto:Scanbox
Dave Johns, som er standup komiker, spiller rollen som den pragmatiske og almindelige mand Blake med stor autenticitet.
Jeg, Daniel Blake er hudflettende og gribende. Helt velfortjent at den vandt årets Guldpalme i Cannes.
Instruktør: Ken Loach
Trailer:Scanbox
Premiere: 22. december 2016