Anbefaling af Ulla Strømberg.
Jeg tæller timerne, den sande historie om modstandsmanden, der sad indespærret i Shellhuset under bombningen i 1945. Roman af Bodil Heister. Udkommer d.4.5. 2021.
Forside på bogen “Jeg tæller timerne” af Bodil Heister. 2021.
Det er 76 år siden, at Danmark blev befriet d.4. maj 1945. Dagen står stadig prentet i erindringen hos de fleste uanset alder og tilknytning til krigens aktive modstandsfolk – eller det modsatte.
D. 21. marts 1945 blev en skæbnedag for mange. Ingen, der levede den gang, har glemt dagen. Englænderne fløj ind over København, men ved forskellige fejltagelser blev Den Franske Skole på Frederiksberg bombet, og mange børn døde. Samme dag blev også Shellhuset angrebet nærmest nedefra, da det var Gestapos arkiver i de nederste etager, som var det primære mål. Også her blev der ofret mange menneskeliv.
Historierne om denne dags bombetogt bliver aldrig glemt.
Komponisten og musikeren Bodil Heister (1952) er for ung til at have oplevet krigen, men hendes opvækst blev alligevel præget af faderens modstandsarbejde under krigen. Heldigvis overlevede han både fængsling og en periode i Vestre Fængsel og i anden omgang internering i Shellhusets øverste etage. Her sad danske modstandsfolk og skulle være tyskerne skjold mod eventuelle engelske angreb fra luften. Men historien blev lidt anderledes.
Bodil Heisters fader er død for flere årtier siden. Selv om han ikke fortalte så meget til børn og familie, fordi oplevelserne simpelthen var for grusomme, indtalte han i ensomhed sin erindringer til en båndoptager. Flere årtier efter hans død syntes Bodil Heister, at det var på tide at lytte og give historien videre. ”Jeg tæller timerne” er dog skrevet som en roman. Kun faderen og hans forlovede, Bodil Heisters moder, er virkelige personer, resten er opdigtede, og så er der nogle få ”kendte” med, bl.a. modstandsfolk som Mogens Fog og lign.
Jeg er ikke helt enig i denne disponering med fiktion. For bogen er så afgjort stærkest i de beskrivende og vel autentiske afsnit, hvor krigen og interneringen kommer på tæt hold. De personlige relationer, ovenikøbet til fiktive personer, synes slet ikke at have samme kraft. Heller ikke de mange dialoger giver tidsstemning eller er med til at nuancere beretningen, tværtimod.
Derimod er faderens stilfærdige historie vigtig at give videre og kan læses af også ganske unge mennesker. Og hvilken kamp det var. Vi må stadig være taknemmelige, også på en dag som d.4. maj, tænk at så mange i det skjulte satte deres liv på spil for Danmark, danskerne og for vore forfædre.
Hans Heister var medlem af Dansk Samling, som var et parti, der også bedrev modstandsarbejde. Derudover arbejdede han for flere publikationer, som skulle sikre, at danskerne var opdaterede på, hvad der virkelig skete ude i verden. Alt var ulovligt, og der var dødsstraf for at være aktiv. Også samarbejde med englænderne, der bl.a. leverede modstandsfolkene våben, var Hans Heister med i. Det må have været hårdt og også ensomt. Netop ensomhedsfølelsen er faktisk det vigtigste og stærkeste i Bodil Heisters bog – og de livslange efterveer, der aldrig forsvandt. Heller ikke spor af pisk på ryggen etc.kunne tiden udviske.
Vi kan aldrig få for meget af viden om Anden Verdenskrig på mikroplan. Derfor må man hilse bogen “Jeg tæller timerne” velkommen og håbe, at nye generationer vil læse med og forstå, hvordan livet var for kun trekvartårhundrede siden.
Udkommer naturligvis d. 4. maj 2021. på forlaget Historia.