∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Jørgen Leth – Sidste udkald for rejsende af Jakob Kvist – en samtalebog.
Hvis det kun var Jørgen Leths stemme, der kunne høres i bogen, ville jeg nok have undladt at give stjerner, men journalisten Jakob Kvist er aktiv og styrende hele vejen igennem og kunne have givet gamle Leth mere værdighed og fylde.
I stedet er det blevet endnu en bog, hvor nogle mænd fra parnasset småsnakker om andre, også fra parnasset, mens der er tjenende ånder, flyrejser, kaffe og middage på restauranter i omløb. Og som ekstrakolorit: det handler om alderdom, ensomhed, fortid og død.
Journalisten Mikael Bertelsen har gjort sig bemærket ved at fange kendte mennesker på dødens rand og nå at få dem udødeliggjort via Bertelsens adgang til TV- mediet. Jeg har ikke set udsendelserne, da den slags journalistik er mig inderligt imod. Jakob Kvists samtalebog tripper efter i samme spor, men lyser heldigvis op, når der gives rum til, at Jørgen Leth kan folde sig ud i længere sætninger, som ikke handler om sex eller gamle mænds toiletvaner.
For selvfølgelig er Jørgen Leth, med den mærkelige stjernestatus han sent i livet har opnået, et potentielt interessant interviewoffer. Måske har han ikke mere på hjerte end så mange andre, men han tør på en eller anden måde være ærlig, og det kan jo sætte skub i selvreflektionen hos læseren.
Det er evident, at det er en midaldrende mand, der samtaler med den 86-årige Leth, ellers var de mange bemærkninger om unge kvinder, som altid har vagt begæret i Leth, ikke kommet med. Men Kvist prøver at bore: hvad med midaldrende kvinder? Har ingen interesse for den afvisende Leth. Selv husker jeg en episode, få år før hele affæren med kokkens datter, der var under 18 år og kostede Leth jobbet som tv-kommentator i en årrække. Jeg kørte Leth hjem efter et arrangement, og han foldede hele sit aparte livssyn ud: kvinderne skulle både være unge og fra underklassen, ellers kunne det være det samme. I 2023 orker man næppe som kvinde at skræppe op.
Jørgen Leth har ikke meget nyt at sige, men kan dog om ikke angre, så ærgre sig over, at han ikke var så god en far, som han burde være, hverken for børn eller for stedbørn. Han var nok heller ikke helt ordentlig, når han forlod sine etablerede familier med småbørn. Det har sønnen Kristian senest skrevet en bog om.
Jørgen Leth, Sidste udkald for rejsende. 2023. Foto: Henrik Saxgren, fra bogen.
At Jakob Kvist taler med Leth i København ved Søerne og på Mallorca er et fikst journalistisk fif, som næppe giver så meget her. Men det får fotografen Henrik Saxgren til at hoppe på en flyver for at tage nogle sort/hvide fotos af Jørgen i stol, Jørgen på seng og Jørgen med tennistræner (et foto, som desværre er ødelagt af indbindingen.)
På Mallorca hiver Kvist også, som den gode præstesøn han er, en salmebog frem, og så skal der vælges ud til Jørgens begravelse. Lidt makabert, og lige til at læseren også mister livsgnisten.
Hvor Jørgen Leths selvbiografiske bøger tidligere var lidt sjove ved deres interesse for petitesser og alligevel med en stor appetit på livet, er disse sidste krampetrækninger, fremprovokeret af journalisten Jakob Kvist, lidt frastødende.
Der findes flere modne danske mandlige kunstnere, som har fået lov til at krænge både deres kunstneriske virke og de personlige indre kampe ud, så vi kan nippe lidt til deres liv med successer, rygklappere i massevis og private fiaskoer. Her tænker jeg ikke mindst på Jørgen Leths ven, billedkunstneren Per Kirkeby og dennes dagbøger genfortalt af Erik Steffensen og flere film skabt af Anne Wivel.
Hvor meget skal vi vide? Er det ikke værkerne, der er de væsentlige – om det er digte, cykelfilm, malerier eller noget helt fjerde?
Jørgen Leth har sikkert stadig en fanskare af unge som gamle mænd, der fascineres af hans liv og brede interessesfære, som den er udfoldet i ikke mindst nogle legendariske film. Men de fleste kvinder er nok stået af, for tænk hvis alle mænd opførte sig og tænkte som Leth!
Udkommet nov. 2023
Forlaget Lindhardt og Ringhof.