Kulturkupeen

Af Ulla Strømberg.

Jørgen Reenberg nåede at blive 96 år og skabte i løbet af et langt kunstnerliv en række enestående præstationer på scenen, på lærredet, i TV og i Radio.  Jørgen Reenberg var skuespiller og kun et par gange bevægede han sig over i instruktørfaget.

Jørgen Reenberg i Strindbergs Paaske på Det Kongelige Teater. 2008. Tegning af Claus Seidel.

Det var ikke blot interessante figurer, men uforglemmelige personager, den høje mand med den karakteristiske smukke og dybe stemme gestaltede.

Lidt for tidligt i det professionelle liv satte admiralen i syngespillet ”Den gode Fregat Pinafore” den unge Jørgen Reenberg i bås. Hans helt unikke fortolkning af bl.a. Admiralens vise er dog endnu i dag, næsten 70 år efter, et hit, når den genhøres.  Dengang var der flere teaterskribenter, der misforstod Jørgen Reenbergs overrumplende talent og personificerede skuespilleren med rollen, hvor det berømte motto fra den kendte vise lød ”Stå aldrig til søs, lad de andre stå… i Jens Louis Petersens eminente oversættelse. Jørgen Reenberg havde til rollen gjort sin stemme spids og affekteret, og admiralen fremstod skrutrygget med fremskudt underliv:

”Politisk set var jeg liberal –
højresindet – socialistisk – radikal.
Jeg stemte altid med den største flok
og de tanker, andre tænkte, var mig mer’ end nok.
Da mine egne tanker var så små og få
så endte jeg med kors og bånd og stjerner på.     

Det lyder stadig moderne og passer ganske godt til den aktuelle politiske situation, vi lever i med en treparti-regering.

Jørgen Reenberg var mere end moderne i sit sceniske nærvær i de mange teaterroller. Hans præstationer kom på alles læber flere gange igennem det lange kunstneriske virke, som det foldede sig ud – ikke mindst på Det Kongelige Teater.

Min anden skelsættende oplevelse (den første var “Pinafore”) var vist helt tilbage i 1963, hvor Jørgen Reenberg spillede Molières Alceste i ”Misantropen”, iført moderne tøj med et PH Flygel i hjørnet i Sam Besekows iscenesættelse med P. Hansens gamle oversættelse. Det var overrumplende stærkt og uforglemmeligt for en teaternovice som mig.

Jørgen Reenberg som H.C. Andersen i P.O. Enquists skuespil ” Fra regnormenes liv”. 1981. Det Kongelige Teater. Tegning af Claus Seidel.

Fortolkningen af P. O. Enquists H.C. Andersen figur i ”Fra Regnormenes liv” i begyndelsen af 1980erne slog benene væk under publikum. Ved urpremieren gik publikum intetanende ned i kælderen på den hedengangne Gråbrødrescenen. Da forestillingen var omme, bredte sig en eufori blandt alle. Eventyrdigteren var genfødt og stod lyslevende for øjnene af os. Denne gang var der ingen skribenter, der hældte malurt i bægeret. Jørgen Reenbergs talent og sceniske evner stod uimodsagt.

Jørgen Reenberg var en ualmindelig begavet og intellektuel skuespiller med en stor interesse for bl.a. nyere engelsk dramatik, hvor ikke mindst Harold Pinter havde hans opmærksomhed. Men det blev kun til én Pinter-iscenesættelse – på Caféteatret af ”Hjemkomsten”, jvf. Me Lunds ultimative portrætbog fra 2012, hvor alle roller på scenen, i radio, tv, på lærred samt anden offentlig optræden er noteret.

Engang i 1985 kom jeg som radiojournalist ud til Jørgen Reenbergs smukke bolig nord for København. Vi skulle vist tale om Det Kongelige Teater som institution. Men Jørgen Reenberg var i gang med at indstudere Jeronimus-rollen i Holbergs ”Mascarade”. Det var en komedie, som jeg havde anset for ”tyndere” end flere andre tekster af Holberg, men da Jørgen Reenberg begyndte at tale om den modne mand og faders eksistentielle problemer, voksede Holbergs Mascarade. Fortolkningen var eksemplarisk og er for mig aldrig blevet overgået.

Men herren var ikke altid nem at interviewe, og man skulle helst holde sin mund, for den tænksomme mand havde vist nøje udtænkt, hvad han ville fortælle lytterne. Stillede man et dumt spørgsmål, blev der straks reageret. I mødet med Jørgen Reenberg skulle man gøre sig umage og kende sin plads, men så blev man og dermed også lytterne belønnet.

Jørgen Reenberg havde mange talenter og interesserede sig for billedkunst, malede selv og gik i øvrigt bl.a. op i de ansigtsmasker, og herunder ikke mindst næser, som han selv formede til de store roller.  Og derudover var han jæger og naturelsker, som i Danmarks Radios velmagtsdage resulterede i eminente oplæsninger af bl.a. Turgenjev.

Jørgen Reenberg i Pinters Hjemkomsten, 2007. Det Kongelige Teater. Tegning af Claus Seidel.

Som skuespiller var Jørgen Reenberg igennem en årrække en ener i en tid, hvor der ikke var den samme interesse eller respekt for stjerner som i dag. Nu er tiden en anden. Derfor bør man med sindsro erindre Jørgen Reenberg som dansk teaters største skuespiller igennem anden halvdel af det 20. århundrede.