Menu Luk

Jordens Søjler – Urpremiere på Østre Gasværk.

∗ ∗ ∗ ∗ ∗

 

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Jordens Søjler. Urpremiere i Østre Gasværk. Dramatiseret roman med musik for fuld hammer og gong gong.

Aldrig har Gasbeholderen været smukkere. Det er imponerende hvilken professionalisme som Østre Gasværk har opnået inden for den fortællende musikteatergenre.   Maskineriet kører formfuldendt. Looket, lyset og kostumerne er beundringsværdigt smukke, og sangerne klarer det meste. Østre Gasværk er en ideel ramme om Ken Folletts mammut roman ”Jordens Søjler”, der efter sigende skulle være solgt i 25 millioner eksemplarer verden over. Så mange mennesker kan ikke tage fejl. Forlægget er derfor skudsikkert.

Men er det teater med konflikter? Ja og nej. Her ligger det store spørgsmål. Hvilken form for teater, kan man overhovedet skabe på baggrund af en nyere succesroman, der foregår i 1100 tallet – og i øvrigt kredser om kirkelige spørgsmål på en populærvidenskabelig måde? Jeg tror næppe det kan være anderledes end denne feel-good forestilling, som dog har masser af slagscener.

Jordens søjler. Fotos Robin Skjoldborg Østre Gasværk
Jordens søjler. Alle fotos Robin Skjoldborg. Østre Gasværk

Så hvis man er til det det store udtræk og har nydt nogle af Gasværkets tidligere flotte forestillinger og er vild med musikteater og ikke kan få det stort og pompøst nok, er ”Jordens Søjler” lige sagen. Men hvis man vil føle, le og rystes, når man går i teatret, kan man blive skuffet. Der mangler på en eller anden måde en blanding af distance og indlevelse i figurerne. Et glimt i øjet.

16-10-13-jordens-soejler_dsc1350

Pointen er nok, at det hverken er den flinke bygmester, de to adelsfamilier, den korrupte biskop eller den flinke prior, der kan og skal bære historien, det er katedralen, Guds hus, i bogstavlig forstand. Men sådan nogle hvælvinger kan næppe skabe megen dialektik, så der skal digtes udenom. Teamet Lasse Aagaard, Thomas Høg og Sune Svanekier, som står for musik og tekst har prøvet det før med ”Skammerens Datter I og II” og tilbage i 1990erne med ”Atlantis”. De er gode pædagoger, kan få historierne til at løbe afsted og samler op på personerne.

Instruktøren Jacob Schjødt formår sammen med koreografen meget fint at adskille persongrupperne, så det næsten bliver for skematisk for stavepladeagtigt. Vi forstår det hele, mister aldrig orienteringen, men kan egentlig på et tidspunkt være ligeglade med om de onde eller de flinke vinder, for nu har der været nok af slåskampe.

Hvad er det så, der fungerer. Såmænd når katedralen i Astrid Lynge Ottesens smukke og overdådige scenografi hejses op og bliver mægtig, når katedralen brænder, og når personerne indtager deres tildelte placeringer på det flot strukturerede gulv – og til sidst, da Nyrops kukhuller bliver oplyste – så er vi med og vil være en del af katedralens historie.

Det er visuelt imponerende og gennemtænkt og næsten nok af underholdning igennem de 3,5 timer. Samtidig synes scenografien og de umådeligt velafstemte kostumer at være et ideelt udgangspunkt for hele spillet. Og ligeså med teksten, den er skåret til. Men når det venlige premierepublikum skal klappe hvert andet minut, kommer historien til at gå i stå. Tænkt hvis en musical blev betragtet som et stykke musik, hvor der ikke må være afbrydelser imellem satserne. Men instruktøren kunne have lagt op til et flow, men har i stedet valgt en kæde af black outs og det får spillet til at gå i stå.

Bedst klarer Caspar Phillipson sig som den gode kirkens mand. Han har scenisk nærværk – en velartikuleret stemme og først som sidst en fremragende musical stemme. Også Kasper Leisner som den modne bygmester, har scenisk nærvær og ligeså Tomas Ambt Kofod, som de korrupte kirkens mand, behersker genren, men får rent musikalsk ikke så meget at rive i. Som om komponisten ikke har vidst, at her var der faktisk også én, som kunne synge.   De kvindelige sangere er upåklagelige, men har dramatisk mindre at rive i – og så er der hovedpersonen(?) den unge bygmester Laus Høybye, der efter min mening har nogle utaknemmelige sange. Og måske er det netop musikken, der bremser hele forestillingen. Ikke når den flyder som et blødt langluvet væg til væg tæppe, men i de enkelte solopartier. Der har sangerne ikke mange nuancer at gribe fat i. Så det må være svært.

Og en musikforestilling er jo afhængig af alle komponenter. Visuelt er ”Jordens Søjler” betagende, sangmæssigt upåklagelig, tekstmæssig pædagogisk og kompositorisk lidt ensformig men flot musikalt formidlet.

 

 

JORDENS SØJLER

Instruktion Jacob Schjødt Scenografi og Kostumedesign Astrid Lynge Ottosen Dramatisk bearbejdelse og musik Lasse Aagaard Dramatisk bearbejdelse og tekst Thomas Høg og Sune Svanekier Musikalske arrangementer Nikolaj Busk Korarrangementer Nikolaj Busk, Johnny Jørgensen og Igelese Ete

Romanforlæg Ken Follett

 

Medvirkende Maria Lucia Heiberg Rosenberg, Laus Høybye, Caspar Phillipson, Tomas Ambt Kofod, Kasper Leisner, Andrea Pellegrini, Nicolai Jandorf, Mikkel Mathew, Xenia Lach-Nielsen, Silke Biranell, Kim Hammelsvang Henriksen, Nicoline Siff Møller, Jesper Paasch, Thomas Høj, Pernille Petersson Carmohn, Sandra Nynne Jensen, Pernille Frydendal, Anders Teigen, Alex Friis Nielsen, Christian Collenburg, Bjarne Antonisen og Henrik Jandorf Orkester Hal Parfitt-Murray (violin), Lea Havelund Rasmussen (cello), Bo Rande (flygelhorn, synth, slagtøj), David Hildebrandt (slagtøj), Ale Carr (cittern, guitar) og Nikolaj Busk (kapelmester, klaver, orgel)