Kommentar af Ulla Strømberg.
Journalistikken i Danmark er for nedadgående. Øv, øv og tre gange øv.
Foto fra Glyptotekets nyeste fløj, tegnet af Henning Larsen – oppe for enden af trappen: skulptur af Christian Lemmerz. Intet overflødigt, ingen floskler, ingen platheder. Foto US, 2023.
”Kan du sætte ord på det” – siger tv-journalisterne i en uendelig kæde af håbløse spørgsmål til mennesker, der lige har gennemlevet noget ekstraordinært, om det er en sportskamp eller måske en dramatisk oplevelse, hvor de har været øjenvidner.
Med Tour de France på tv2 og Wimbledon på DR har de fastansatte mediejournalister fri leg i floskelland, og det er for mange lyttere ikke til at holde ud.
DR har et par udmærkede kommentatorer hen igennem tenniskampene, hvor den ene, med en kultiveret stemme, heldigvis ved ganske meget om tennis. Det er en lise for øret og helt ualmindeligt. Men næppe er en kamp vundet, før et par tilsyneladende tennisuvidende journalister, også sendt til London, kræver ord ”på”: ”Hvordan føles det lige nu?” Og ”Hvor stort er det?” Især en lidt vred kvindelig journalist har tilsyneladende behov for at hive alle floskler ned fra hylderne for at dække over et måske manglende kendskab til tennissporten.
Ved det legendariske cykelløb er der heldigvis mere viden om selve sporten, men det afholder ikke de mange udsendte journalister og kommentatorer fra at gøre rigeligt brug af floskler, mærkelige udbrud og tåbelige spørgsmål.
Hvorfor er dansk mediejournalistik blevet så ringe, at bunden faktisk er på vej til at gå helt ud? Er det journalistuddannelsen i Danmark, der er på så lavt et niveau, at der udklækkes et hav af journalister uden greb om sproget og dets muligheder?
Eller er det en fuldstændig mangel på kvalificeret efterkritik, der gør sig gældende?
Igennem hele mit liv har jeg holdt af aviser eller, som det hedder nu, papiraviser. Ikke mindst Politiken har fulgt mig, siden jeg som lille barn stavede mig igennem Radiserne hver morgen. Det er blevet til nogle år, og med måske 350 årlige aviser tør jeg slet ikke tænke på, hvor mange tusinde eksempler alene af den avis, jeg har gennembladret. Og så er der alle svinkeærinderne til andre aviser i de velmagtsdage, hvor man havde råd til at holde flere aviser. Men lige nu er det slut med at få Politiken hver dag. Jeg måtte sige stop. Jeg kunne ikke holde til det længere.
Med Politiken er det ikke så meget sproget som selve redigeringen af både det politiske stof, som bliver tyndere og tyndere, det debatterende stof, som synes kun at tjene bestemte formål og først som sidst en nedprioriteret kulturdækning, hvor bl.a. teateranmeldelserne kommer dryppende uger efter premieren i stedet for at være dagsaktuelle. Også andre aviser har samme problem med aktualiteten i kulturstoffet.
Kristeligt Dagblad havde for få dage siden en 14 dage gammel anmeldelse af Grønnegårds Teatret. Det går altså ikke for dagblade med statsstøtte.
Berlingske Tidende, som burde have en stor redaktion, har tilsyneladende skibet det kulturelle, herunder ikke mindst ”finkulturen”, og er gået over i damebladsgenren og interviewer blot ”interessante danskere” om dagen og vejen.
Forsiden af papiravisen Berlingske Tidende i dag, d.11.7. 23 har en overskrift: ”Sverige har strukket sig langt – og nu har Erdogan givet sig” (!) Jeg kan tilføje, at det selv om fitness-verdenen har forsøgt at gøre ordet ”strukket” salonfæhig, er ordet stadig ikke blevet accepteret som en bøjning af at strække.
Hvad er der sket med vores nyhedsmedier, aviser og tv- og radiostationer? En tilsyneladende kollektiv rutsjetur har vist sat ind. Jeg kommer selv fra branchen, nemlig 26 år i DR, herunder også fra et par aktualitetsafdelinger, og jeg mindes med hvilken ildhu, alle chefer og mange menige medarbejdere i 1980erne prøvede at være så fejlfrie og velorienterede som muligt.
Nu synes det hele eller det meste at være nivelleret til en flad pandekage. Selvfølgelig er der et par aviser som Weekendavisen og måske Information, der inden for vise områder sætter barren højt, men kender man lidt til publicistbranchen og udvalgte områder, det være sig politik eller kultur, er begge aviser tæt på at være en stor fætterkusinefest. Det er heller ikke sjovt at være vidne til.
Er der en løsning? Skriv gerne. Selvfølgelig er vi et lille land, men så heller ikke mindre.
Ih, hvor jeg savner den kloge, fornuftige morgenavis.
Afsluttende suk: Øv, øv og tre gange øv.
Jeg gætter på, at man på journalistuddannelserne lærer at stille “åbne” spørgsmål, dvs spørgsmål, der ikke kan besvares med et kort svar som ja, nej, et navn, et tal, etc.
Som exempel på åbne spørgsmål har underviseren leveret “Hvordan føles det?”, “Kan du sætte ord på?” og “Hvor stort er det?”. Og de stakkels journalistelever har ikke selv fantasi til at finde på andre.
tak for kommentar, og du har sikker ret.
Der er helt sikkert en hel del at sige øv-øv over i dag i mediernes verden, både i Danmark og andre steder. Men der er uden tvivl klare årsager til det. Bl a at visse af de ledende og styrende ikke ønsker, at den såkaldt brede befolkning skal tage det hele alt for alvorligt og tænke for meget over de vigtige sager, og samtidig er der tilsyneladende også en hel del mennesker, som har det fint med at begrænse tankerne.- Og så også noget her om forandringerne i medierne: Hvad er det dog for en masse tåbelig og unødvendig musik og musak o lign som man bliver udsat for i dag i radioen, både DR og andre steder, som indledning og baggrund og afslutning. Det lyder mange gange som om, at man har glemt at lukke døren til nabo-studiet. Selv under oplæsningen i nyhedsudsendelser kører der ofte en mere og mere hektisk rytmeboks i baggrunden, så det lyder helt tåbeligt. Et program i DR, som ofte har interessante emner til behandling, Supertanker, har efterhånden en omgang tåbelig musik og baggrundslyde, som med fordel kunne begrænses meget. Men det er måske sådan, de yngre mennesker i dag ønsker, at stilen i medierne skal være, og som er nødvendig, for at de overhovedet skal være opmærksomme. – Nå, det var så lidt ude fra sommerlandet, hvor der her ikke er alt for varmt.
Tak fordi du tog dig tid til at kommentere og supplere.