Kulturkupeen

Kærlighed ved første slag

∗∗∗∗

Hårdtslående fransk romantisk komedie

Kærlighed ved første slag er en anderledes romcom. Kønsrollerne er vendt på hovedet og filmens slutning er overraskende og atypisk for genren.

Den unge Arnaud(Kévin Azaïs) er tømrer og arbejder sammen med sin bror i deres families tømmerfirma, der ligger i en mindre fransk by ved havet. Det er sommer, og Arnaud ser frem til en afslappet sommer med lidt arbejde hist og her om dagen og samvær med venner om aftenen.

 

En dag har det franske militær sat en stand op på stranden for at hverve unge mænd og kvinder. Her møder Arnaud(Kévin Azaïs) Madeleine(Adéle Haenel). Hun vil gerne i militærets hårdeste deling, og hun arbejder kraftigt på sagen. Hun svømmer kampsvømning i sine forældres swimmingpool med en rygsæk fyldt med tagsten. Hun styrketræner. Hun spiser rå sardiner, og når vi nu er ved det kulinariske, blender hun en rå makrel og drikker den blendede masse, som var det lækker frugt juice. Og så er hun også ferm til at brydning og slåskamp.

Hun forbereder sig på jordens undergang. I hendes optik er sult, religiøse krige, tørke, global opvarmning og nedsmeltning af polerne alt sammen noget, der leder til verdens snarlige undergang. Folk, der ikke tror på denne doktrin, er efter hendes mening naive. Hun er ikke umiddelbart et rart bekendtskab, men Arnaud er fascineret af hende. For at vinde hendes gunst melder han sig til det samme barske militære optagelseskursus som hun. Hvad der nærmere sker mellem de to på den militære boot camp, skal ikke afsløres.

 

Tempoet i filmen er relativt langsomt, og handlingen er i vid udstrækning dialogbåren. Stemningen er pga. Madeleines mørke sind til tider lidt truende og uhyggelig, samtidig med, at der er mange sjove og pudsige situationer, fordi kønsrollerne mellem Arnaud og Madeleine er byttet om. Madeleines fanatiske holdninger står i skærende kontrast til Arnauds pragmatiske. Vi er ikke et øjeblik i tvivl om, at det er ham, der har fat i den lange ende, og håber, at det snart går op for Madeleine, at hun i stedet for at holde livet på afstand vil kaste sig ud i det.

Kærlighed ved første slag vandt fire priser ved Cannes Film Festivalen 2014. Filmen er instruktøren Thomas Cailleys tredje film. Han har tidligere instrueret Paris Shanghai(2011) og Baba Noël(2012).

Azaïs og Haenel som respektive Arnaud og Adéle yder begge en flot indsats. Arnaud er selvreflekterende og lydhør over for sine omgivelser. Madeleine kører sit eget fanatiske ego trip og har grundlæggende foragt for folk, der tænker anderledes end hun.

Gang på gang må man konstatere, at Frankrig har en stor talentmasse af tage af. Vi så det også i en anden nyere fransk ungdomsfilm Træk Vejret, som vi har anmeldt her på bloggen i juni måned. Her spillede de to unge kvindelige hovedrolleindehavere fortrinligt.

Der er mange morsomme scener i filmen, hvilket udover det nævnte kønsrolle perspektiv også skyldes sammenstødet mellem deres to vidt forskellige personligheder.

Modsætninger mødes og sød musik opstår. Om det lykkes her skal være usagt. Kærlighed ved første slag er en morsom bittersød komedie om kærlighed og venskab og om at gribe dagen.

Instruktør: Thomas Cailley

Premiere: 23. juli 2015