5 stjerner (6 til initiativ og musikere, 5 til danserne og 4 og 3 stjerner til koreograferne).
Kammerballetten 2023 på Takkelloftet.
Endnu et fint program hos Kammerballetten, som blev dannet for 5 år siden af Trio Vitruvi med pianisten og komponisten Alexander McKenzie som den drivende kraft – i dag i samarbejde med Emma McKenzie.
Kammerballetten. 2023. Suffer Little Children af Paul Lightfoot. Tegning af Claus Seidel.
De fire balletter samt et ekstra stykke musik af Ravel, ”Modéré”, gør aftenen ganske varieret, og fastholdes af musikerne. Musikken og musikerne er det sikre punkt, når koreograferne bevæger sig fra japansk poesi i 1500 tallet over israelsk familietristesse til skoleskyderier i USA.
Kammerballetten. 2023. Milk teeth. Pressefoto.
Med fire urpremierer og Trio Vitruvi som den ledende musikalske og i bogstavelig forstand også synlige baggrund, bliver det en aften, hvor musikkens forskellige ansigter er det bedste og vigtigste element. For selv om Kammerballetten i dansk sammenhæng gør et imponerende og enestående forsøg på at finde og give nye og nyere koreografer muligheder, viser årets program med al tydelighed, at der stadig er et problem med ny koreografi. Det er simpelthen svært at hitte interessante nybrud. Det, der bliver skabt, har tendens til at vise bagud og være mere fortænkt end unikt eller løssluppent.
Kammerballetten. 2023. Tori af Tobias Praetorius. Tegning af Claus Seidel.
Også i år får danseren og koreografen Tobias Praetorius mulighed for at vise en ny koreografi og sandelig med nykomponeret musik af Alexander McKenzie. Det er et æterisk og smukt værk med udgangspunkt i et japansk maleri fra 1500-tallet af Tohaku “Fugle og blomster”, hvor det åndelige næsten er parallelt med det jordiske. Med de fremragende dansere fra Det Kongelige Teater, Alexander Bozinoff, Andreas Kaas, Ji Min Hong og Mayo Arii, alle i næsten gudelignende flødefarvede silkekostumer, opleves skiftende og svævende følelser. Ikke så dumt. Men nyt, nej, snarere tilbage i den klassisk-moderne skole.
Kammerballetten. 2023. Tori. Pressefoto.
Det nye musikalske værk til denne ballet viser Alexander McKenzies forståelse og evne til at underordne sig en koreografs tanker og ønsker. Aftenens mest interessante værk.
Kammerballetten. 2023. Tegning af Claus Seidel.
Åbningen er den israelske koreograf Ella Rotschilds værk: ”Milk teeth”. Endnu engang kredser hun om familien i meget naturalistiske kostumer, gulvtæpper m.m. Der er lagt ekstra kræfter i med både skuespilleren Kirsten Olesen som en vred mor med en tekst på engelsk og operasangeren Simon Duus, der synger flere sange af Shubert. Begge integrerer de sig på smukkeste vis med de tre dansere, men det skygger ikke for, at Ella Rothschild nok har noget på hjerte, men hendes vrede, som også var tydelig sidste år, skinner for meget igennem. Der er intet spor af et positivt livssyn. Hun må have haft en trist opvækst, synes ens umiddelbare konklusion at være, og så bliver det hele pludselig privat.
”Mary” er en mærkelig ballet af Laura Arend, hvor musikken er af Fauré. To unge kvinder, fint danset af Emma McKenzie og Stephanie Chen Gundorf, begge fra Det Kongelige Teater, skal i mærkelige omfavnelser og hvide tylsgevandter demonstrere ”kærlighed” ifølge programmet. Det er svært at se, dermed synes danserne at være ofre for en koreografs uforståelige påhit.
Kammerballetten. 2023. Suffer Little Children. Tegning af Claus Seidel.
Afslutningen med mange fine brudstykker fra de store klassiske komponister, Händel, Bach og Vivaldi, nænsomt og også stærkt spillet af trioen, er Paul Lightfoots markering af et amerikansk skoleskyderi: Suffer Little Children. En smuk tanke at mindes ofre og pårørende, og hans programtekst underbygger de overvejelser mange har, når noget grusomt sker på afstand.
Kammerballetten. 2023. Suffer Little Children. Pressefoto.
Men selve koreografien har hverken kontinuitet eller måske savnes blot konsekvens. Nok er danserne i sorte semimoderne kostumer, og de i alt fem dansere slider i det, men en klar tanke om enten legekammeraternes sorg eller forældrenes fortvivlelse kommer aldrig tydeligt frem. Igen dygtige dansere fra Det Kongelige Teater, Ryan Tomash, Sebastian Pico Haynes samt dansere udefra, Toon Lobach, Keren Leiman og Mikaela Kelly.
Afslutningen hos koreografen Lightfoot synes lidt for håndfast og patetisk når store fotos af nogle af skolebørnene vises på bagvæggen, mens dansere og musikere lidt efter lidt stiller arbejdsskoene i en lyskegle.
Samlet set er det et imponerende initiativ med Kammerballetten. Så man kan blot håbe, at der snart gror nye spændende koreografer frem og dem, der allerede er i gang, udvikler sig.
MILK TEETH Koreografi: Ella Rothschild
Dans: Doug Letheren, Emilie Leriche, Kayleigh Smerud, skuespiller Kirsten Olesen, operasanger Simon Duus
Musik: Franz Schubert
Musiker: Alexander McKenzie
Lysdesign: Roger Irman
Lystekniker: Anton Stender
Kostumedesign: Ella Rothschild
Tori Koreografi: Tobias Praetorius
Dans: Alexander Bozinoff, Andreas Kaas, Ji Min Hong, Mayo Arii
Musik: Alexander McKenzie
Musikere: Niklas Walentin, Jacob la Cour, Alexander McKenzie
Lysdesign: Roger Irman
Lysoperatør: Anton Stender
Kostumedesign: Nadia Nabil
Scenetekniker: Kevin Neugebohren
Mary Koreografi: Laura Arend
Dans: Emma McKenzie, Stephanie Chen Gundorph
Musik: Gabriel Fauré
Musikere: Jacob la Cour, Alexander McKenzie
Lysdesign: Roger Irman
Lysoperatør: Anton Stender
Kostumedesign: Laura Arend
Suffer Little Children Koreografi: Paul Lightfoot
Dans: Keren Leiman, Mikaela Kelly, Ryan Tomash, Sebastian Pico Haynes, Toon Lobach
Musik: Georg Friedrich Händel, Carl Friedrich Abel, Johann Sebastian Bach, Olafur Arnalds, Antonio Vivaldi (arrangementer af Trio Vitruvi)
Musikere: Niklas Walentin, Jacob la Cour, Alexander McKenzie
Lysdesign: Paul Lightfoot
Scenografi: Paul Lightfoot
Kære Kulturkupéen!
Tak for anmeldelsen af den internationale koreograf Paul Lightfoots mesterværk; tillad mig at præciserer et par faktuelle forhold.
Kostumerne i Paul Lightfoots værk er mørkeblå ikke sorte, om end det kan være vanskeligt at se på afstand.
Billederne af børnene, som bliver projekteret er ungdomsbilleder af hver af kunsterne på scenen, ikke dræbte børn, men det er givet, at det ved fremtidige opsætninger vil blive vist tydeligt, hvorfor det næppe ej heller patetisk.
Mange tak for korrektionerne – vdr. farve beklager jeg – og vdr. fotos er jeg glad for at vide, at det ikke er de amerikanske børn, men forlår, at hvis balletten genopføres et andet sted, bør det præciseres vdr. de afsluttende fotos.