Kulturkupeen

Tævehjerte – gæstespil på Aveny-T af Mikado.

∗ ∗

Anmeldelse af Ulla strømberg.

Tævehjerte – gæstespil på Aveny-T af Mikado.

Børneteater for voksne – eller skolekomedieattituder i professionelt regi.

Der var to muligheder: Jeg kunne vælge at droppe enhver form for kommentar om ”Tævehjerte”, produceret af Teater Mikado,  og blot betragte lørdag eftermiddag som lidt spildt, eller jeg kunne, som det nu bliver, skrive, hvor det i mine øjne går galt for det forholdsvis nye teaterkollektiv.  Det sidst er valgt, ikke mindst fordi en lang række fonde har støttet produktionen, herunder bl.a. A.P. Møller, Beckett, Knud Højgaard, Lemvigh-Müller, Demant samt, ikke mindre interessant, Dansk Skuespillerforbund, Danske dramatikere og Bupl samt flere.

Tævehjerte af Mikado, spillet på Aveny-T. 2023. Foto: Embla Egelund.

I den fine programfolder er der flere dybe tanker med udgangspunkt i den græske forfatter Hesiod ( 7. århundrede f.Kr.), hvor Mikado kan forklare ”Tævehjerte” som ” et aktuelt drama, der åbner den ukendte historie om Pandora op i en hæsblæsende, dramatisk og underholdende opsætning, der diskuterer kvindens rolle helt fra begyndelse.”

Det lyder jo både moderne, nødvendigt og lige til sidebenet.

Men i stedet for at søge og lede efter en historie i den græske mytologi, havde det været bedre, hvis gruppen havde brugt tid på at diskuterer skuespillerteknik, virkemidler, stemmeleje og først som sidst tekstgrundlag.

For egentlig er de tre skuespillere rustet til at tage rollerne på sig, men da teksten, skrevet af Johanne Petrine Reynberg, er irriterende og splittet op i mindst fem figurer spillet af tre skuespillere – må instruktøren Alexandra Christensen (en af lederne i Mikado) ty til det rene børneteater, hvor der spilles roller med pibende og skrigende stemmer og skingrer parykker, når kønnene byttes om.

Tævehjerte af Mikado, spillet på Aveny-T. 2023. Foto: Embla Egelund.

Scenografen Aleksandra Lewan har gjort et æstetisk forsøg med nogle stor stribede skumgummiringe, der kan stables ovenpå hinanden  og gemme skuespillerne – ganske flot og vil kunne bruges i de fleste børneforestillinger – men i den græske gudeverden, øh?

Også lyd- og lyssiden er upåklagelige og kunne bruges alle andre steder.  Men historien om Pandora falder fra hinanden, ikke mindst på grund af tekst og instruktion, der har vildledt og forført skuespillerne.

Det er synd. Men hvorfor tro at man kan opfinde verden på ny og gøre alt anderledes og skrive bedre dramatiske tekster end andre  etc. .

Jeg ville ønske, at der var mere ”eftersyn”, når de rige, velmenende fonde deler midler ud til teater. Men måske er der sket et generationsskifte i fondene, måske har de ansat nogle nye konsulenter (eller slet ingen), jeg ved det ikke. Måske ser fondene ikke de små teatres produktioner?  Men det er synd for Mikado, hvis de tror, at ”Tævehjerte” er vejen frem – og så er det ærgerligt for Aveny-T, der med en ny, dynamisk leder er imponerende aktivt og i de næste dage huser Operafestivalen. Der må ikke komme alt for mange ringe gæstespil i foyeren, for så mister publikum tilliden til teater og teatret.

VARIGHED 75 minutter
TEKST Johanne Petrine Reynberg
ISCENESÆTTELSE Alexandra Christensen
MEDVIRKENDE Maria Nor Ahrensberg, Tue Lodberg Nyland og Mynte Vesti
SCENOGRAFI Aleksandra Lewon
LYSDESIGN Anna Westh
LYDDESIGN Rafael Cañete Fernández
PRODUKTIONSLEDER Stine Schou 
FORESTILLINGSLEDER Mikkel Bungaard
PRODUCENT Teater Mikado

FOTO Embla Egelund

Forestillingen er støttet af
Danske Dramatikere, Frederiksbergfonden, Lemvigh-Müller Fonden, Beckett Fonden, William Demant Foundation, Knud Højgaards Fond, BUPL, A.P. Møller Fonden, Den kollektive 1/3 af båndkopimidlerne, Dansk Skuespillerforbund Produktionsstøtte

www.aveny-t.dk

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *