Kulturkupeen

Karantæne fra Det Kongelige Teater på Nettet.

 

Varm anbefaling af Ulla Strømberg.

Karantæne fra Det Kongelige Teater på Nettet.

Se:

https://kglteater.dk/xtra/forestillinger/forestilling-karantane/?section=31569

 

Adskillige kulturinstitutioner, herunder ikke mindst teatre og museer har opfundet nye måder at kommunikere på med deres trofaste publikum. For teatrene er lukkede, museerne er lukkede, sommerrevyerne kommer ikke i gang, sommerfestivalerne får ikke lov at åbne m.m.

Men Det Kongelige Teater har nu, ikke som andre institutioner lagt diverse velmenende samtaler på nettet, men simpelthen skabt et nyskrevet værk direkte til nettet om det eneste, der virkelig interesserer os,  karantænen og coronaen: ”Karantæne”.

Der var ”premiere” torsdag d. 9. april om aftenen – og forestillingen kan ses gratis til og med d.13.4.  Se link foroven og forneden her på siden.

Jeg havde mine corona-forbehold, præis som hver gang jeg åbner for fjernsynet til endnu et pressemøde, hvor der kun besvares 75 % af de relevante spørgsmål. Men med ”Karantæne” er det lykkedes skuespillere og ophavsmænd at skabe en både rørende, forholdsvis usentimental, hyper relevant fortælling på ca. en time om her og nu, hvor intet er afgjort og alt bare er anderledes end det plejer:

En lille familie skyper med hinanden – datteren er i Aarhus, og skulle giftes om få dage med den udkårne, som strander i Spanien, mens søsteren skulle have været hjem fra Brasilien. Mor og far bor sammen i København med de skavanker, man nu har, når man kommer op i årene. En broder er den alvorlige, den ansvarsbevidste, der er bange på alles vegne, som han sidder indespærret med et par børn, der skal undervises via skærm og hans ydmyge indsats. Og så kører samtalerne, der får bølgerne til at gå op og ned med splittelse og forsoning. Bedre bliver det ikke, når farbroderen dør … men jeg skal ikke røbe mere.

Set-up’et er 2-4 skærmbilleder på én gang, så vi ser alle personer, mens de taler med hinanden.  Men efter det forholdsvis realistiske kommer et balletindslag, som vel skal perspektivere vor situation. For mig var det overflødigt, men jeg må indrømme, at jeg så det hele på min lille, ellers  velfungerende, telefon.

Man bliver bidt af det fremragende spil, de realistiske ord – og den fælles skæbne, som vi alle deler, men som man indimellem tror, kun er overgået en selv.  Jens Jørn Spottag og Tammi Øst som forældrene er så naturlige og vellignende, et rigtig pænt hr. og fru Danmark, mens de voksne børn, spillet af Mikkel Arndt, Sicilia Gadborg Høegh og Lucia Vinde Dirchsen understreger det høje niveau, som danske skuespillere har for tiden. Imponerende nærværende og velspillet over hele linjen

Forhåbentlig kommer der en nr.2 – efter d.13. april. For vi er jo fortsat i karantæne med angst og nervøsitet, for langt og uplejet hår, et halvtomt køleskab og en næsten glemt appetit på kunst og kultur. Mer’, Mer’ siger vi med spag stemme og takker Det Kongelige Teater.

https://kglteater.dk/xtra/forestillinger/forestilling-karantane/?section=31569

Karantæne havde verdenspremiere torsdag d. 9. april kl. 20 på Det Kongelige Teaters Facebookside.

Forestillingen kan streames gratis på KGL Xtra t.o.m. 13. april.

Varighed: ca. 70 minutter

 

Medvirkende

Kizzy Matiakis,  Tim Matiakis,  Jens Jørn Spottag,  Tammi Øst

Simon Duus, Mikkel Arndt,  Sicilia Gadborg Høegh,  Lucia Vinde Dirchsen

 

Idé: Anna Schulin-Zeuthen og Eirik Sæter Stordahl
Iscenesættelse: Anna Schulin-Zeuthen og Eirik Sæter Stordahl
Komponist: Lasse D. Hansen
Teknisk løsning: Klavs Kehlet Hansen
Mix og mastering: Lasse D. Hansen og Magnus Hansen

www.kglteater.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *