∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Kassandra – en sandsigerske på Husets Teater.
En pragtpræstation – intet mindre – af skuespilleren Benedikte Hansen på Husets Teaters lille scene i tredje del og afslutningen på den ambitiøse trilogi: “Furier” af instruktøren Anja Behrens og scenografen Peter Albrechtsen.
Kassandra. Husets Teater. 2024. Benedikte Hansen. Tegning af Claus Seidel.
Smukt ser det ud med den aldrende kvinde, som sidder i et lysende hvidt rum med en bagvæg, der snart bliver til en evigt bevægende video, der undersøger Kassandras ansigt, modslutningen i mindste detaljer. En sjældent gennemtænkt og æstetisk scenografi, så man accepterer den indimellem ret banale tekst, som Marie Bjørn har skrevet. Mærkeligt at der ikke er hentet mere litterært gods for at perspektivere og nuancere Kassandras fremtidssyner.
Kassandra. Husets Teater.2024. Benedikte Hansen. Pressefoto.
For hvor Benedikte Hansen løfter figuren op på et plan, så kvinden både er evig og samtidigt meget jordnær og ligeså Albrechtsen udsøgte, balancerende æstetik, synes den nye tekst at være uden stor kraft. Alligevel er det en historie, man lytter til, selv om den er brudt op i en ikke indlysende rækkefølge. Men kan det være rigtigt, at guden Apollon voldtog Kassandra, da hun stadig var barn?
Myten siger vist noget andet, og det gør jo en stor forskel, hvis det er sådan, at man gjorde et barn fortræd. Det er der ingen undskyldning for. Så skal Apollon-fuguren da tages under behandling!
Benedikte Hansens Kassandra kan se ulykkerne før, de har fundet sted, ikke dårligt i krigstid. I mytologien, som desværre også i nutiden, er det altid krigstid.
I programteksten understreges det, at ”Kassandra” også handler om kvinden, der er blevet gammel og overflødig. Det er en kendt sag i det moderne samfund som på trods af floromvundet politikertale, har gjort folk over 50 år overflødige. Det er sværere at forstå ud fra teksten, der på ingen måde synes at være substantiel eller rammende.
“Kassandra” Husets Teater 2024
Stemmens volumen kan nå langt ud og ned, men de allersidste sekunder, hvor Kassandra sænker stemmen og synger ”Love me tender” næsten lydløst, Elvis Priestleys glansnummer, er som alt andet fint eksekveret, men sammenhængen, hensigten, meningen?
Derimod er Albrechtsens scenografi og video æstetisk så hyper elegant, at det synes ok, når videokunstneren Bill Viola tilsyneladende har været en kraftig inspiration. Et hvidmeleret ansigt (lettere associerende til 11. september og New York) får flydende rødt blod eller maling langsomt glidende ned over ansigtet. Det er set før, men er virkningsfuldt, og teaterscenografi skal ikke nødvendigvis være nyskabende, det er en hjælpedisciplin, som skal fungere.
Kassandra. Husets Teater. 2024. Benedikte Hansen. Tegning af Claus Seidel.
Anja Behrens iscenesættelse synes lydefri, og man kan kun beundre makkerparret for gennemførelse af deres trilogi om stærke kvinder fra mytologien. Først ”Fædra”, der forelsker sig i sin stedsøn, derefter ”Elektra”, der må hævne sig på sin far – og nu ”Kassandra”, fanget i en evig mental afgrund ved at se alverdens ulykker, før de har fundet sted.
Interessant projekt, flot eksekveret og understreger endnu engang, at stærke skuespillere er vigtige for at bære budskabet igennem på scenen. Så kan instruktøren have læst nok så meget filosofi og scenografen forstået den store kunsthistorie, hvis ikke skuespillerne magter ord og bevægelse, kan det være det samme. Men det gør ikke noget, at teksten også rummer en klar tanke og en pose poesi. Tak til Benedikte Hansen.
Kassandra. Husets Teater. 2024. Benedikte Hansen. Pressefoto.
Furier er annonceret til at blive opført samlet to gange i juni 24. Det er værd at notere.
Kassandra
Tredje del af den mytologiske teatertrilogi FURIER
Medvirkende: Benedikte Hansen
Dramatiker: Marie Bjørn
Instruktion: Anja Behrens
Scenografi: Christian Albrechtsen
Lyddesign & musik: Erik Christoffersen
Lysdesign: Christian Vest Berntsen
Dramaturg: Karen-Maria Bille
Video: Simon Sumborg
13 jan. — 10 feb. 2024