Kulturkupeen

Kommentar af Ulla Strømberg.

Kirsten Olesen kan fejre flere jubilæer netop nu.

40 års jubilæum på Det Kongelige Teater og 50 års skuespillerjubilæum. Det er ikke til at kimse af og slet ikke, når man synes så ung og livskraftig som skuespilleren Kirsten Olesen.

Frøken Julie. Det Kongelige Teater. 2017. Pressebillede. Kirsten Olesen.

Normalt ville der være festforestilling, blomsterbuketter og masser af kindkys. Men bare ikke lige nu, hvor alt er lukket.  Så må ord gøre det ud for hele hyldesten.

Kirsten Olesen er den trofaste type. 40 år på Det Kongelige Teater. Flot, og Nationalscenen har givet hende mange hovedroller, som hun hver gang har honoreret formfuldendt. Men Nationalscenen er også et teater, som ikke altid har været i stand til at give de modne skuespillerinder så mange udfordringer. Sådan var det for Bodil Kjer, og sådan var udefra set også med Ghita Nørby, der senest holdt jubilæer på henholdsvis Betty Nansen Teatret og på Folketeatret. Sådan må det ikke blive for Kirsten Olesen.

Kirsten Olesen er ikke løbet af gårde. Derfor har teateråret 2020 kunnet byde på et helt igennem formfuldendt fortolkning af en almindelig kvinde i den store monolog ”Et tysk liv”. Historien om en stilfærdig skæbne, som tilfældigt og til dels intetanende kom til at stå i det allerfarligste brændpunkt i tysk og europæisk historie. Som kontorist i Propagandaministeriet i Berlin under Anden Verdenskrig. Der så og hørte kvinden vel det meste og måtte efterfølgende bøde for det med nogle få år i fængsel. Kirsten Olesen præstation var respektindgydende og tankevækkende. Med en stemme helt uden overflødig kraft og en stille mimik, der alligevel kunne nå de øverste rækker i teatersalen, formåede Kirsten Olesen at folde vigtige sider af sit talent ud i dette nu forgangne, amputerede teaterår.

Et tysk liv med Kirsten Olesen på Det Kongelige Teater. 2020. Foto: Camilla Winther.

I 2020 kunne filmpublikummet for en gangs skyld opleve en anden Kirsten Olesen, nemlig som den forsmåede, lidt bitre, men alligevel muntre hustru, der sammen med et par veninder tager på madkursus i Syditalien. ”Madklubben” er en komedie i den meget lette genre, men takket være de tre hovedkræfter, udover Kirsten Olesen også Kirsten Lehfeldt og Stina Ekblad, blev filmen værd at opleve.  Ellers er det ikke mindst debuten på filmlærredet i 1979 i Bille Augusts ”Honningmåne”, der huskes.

Inden for TV er det faktisk blevet til 12 serier, hvor alle danskere over 15 år kender og respekterer Agnes i ”Matador”. Den arbejdsomme stuepige hos familien Varnæs, der ender med at være en dygtig entreprenør og den eneste, som Mads Skjern virkelig respekterer.  Agnes’ vigtige position i ”Matador” var slet ikke planlagt, men sådan blev det, simpelthen fordi Kirsten Olesen fra dag et var så fremragende.   Kirsten Olesen var med i 23 ud af i alt 24 afsnit, hvor hun viste en ung, lidt naiv kvinde med et overraskende gå på mod. Ukrukket og uforfærdet.

Kirsten Olesen. Pressebillede. Det Kongelige Teater. Foto: Natascha Thiara Rydvald.

Men mon ikke teatret har haft førsteprioritet i Kirsten Olesens professionelle liv? Efter endt uddannelse på Odense Teater i 1971, var hun en kort tid medlem af teatergruppen Banden, og så kom teatertilbuddene i en lind strøm. På Hippodromen i 1977 spillede hun en sprød ung Caroline Mathilde i Sven Holms ”Struensee var her”. Men så skete den store forandring. I Birgitte Prices instruktørdebut på Strøghusteatret forvandlede Kirsten Olesen sig til en tragedienne. Det var i efteråret 1977, og premierepublikummet var målløs.  Den spinkle stemme havde transformeret sig til et kraftcenter, der skabte en uforglemmelig ”Elektra” for øjnene af publikum i det lille teaterrum. Det var overvældende. Og for teaterkritikeren Jens Kistrup næsten en åbenbaring.  Fra da af blev rollerne anderledes, mere vægtige, for nu vidste instruktørerne, at Kirsten Olesen kunne honorere det meste. I lars Noréns første skuespil på danske scener viste hun mange mørke sider.  I 1988 kunne Lars von Trier i en TV-version af ”Medea” nyde godt af Kirsten Olesens store register.

Sorg Klæder Elektra. Kirsten Olesen og Benedikte Hansen. Det Kongelige Teater. Foto: Rigmor Mydtskov.

Mange gange er det instruktøren, der skal finde de ukendte ressourcer i en skuespiller. Det lykkedes bl.a. i et smukt makkerskab med Jan Maagaard i ”Sorg klæder Elektra” og nogle år efter igen i ligeledes O’Neills ”Sælsomt Mellemspil” i 1999 på Det Kongelige Teaters scene i Turbinehallerne.

Sælsomt Mellemspil. Det Kongelige Teater. 1999. Kirsten Olesen og Michael Birkkjær. Pressefoto: Martin Mydtskov Rønne.

Også som Mor Aase i ”Peer Gynt” igen i Jan Maagaards instruktion viste Kirsten Olesen en lidt skræmmende figur. Og det forstærkedes i Staffan Valdemar Holm og Bente Lykkes Møllers seneste ”Frøken Julie” i 2017 på Det Kongelige Teater. Som tjenestepigen Kristin blev Kirsten Olesen forestillingens centrale figur. Nu en moden kvinde, der havde været tilskuer i alt for mange år. I åbningsscenen stod hun og rørte rundt i en heksegryde, som var  køkkenet forvandlet til heden i Macbeth.  Kirsten Olesen var endnu engang overraskende og uforglemmelig – med en stemme lagt i det dybe leje.

Frøken Julie. Det Kongelige Teater. 2017-19. Kirsten Olesen. Foto: Camilla Winther.

Lige nu er teatrene lukkede, men der er lys forude, og mon ikke Kisten Olesen får lov snart igen på mesterlig vis at bruge sit rige talent?  Det er heldigvis allerede besluttet, at ”Et tysk Liv ” skal på Danmarksturné i det sene forår, 2021. Det fortjener både Kirsten Olesen og publikum.