∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
København – kammerspil om Niels Bohr på Det Kongelige Teater.
Fremragende forestilling iscenesat af Anja Behrens. Alt lykkes, så problemstillingen bliver soleklar, men ikke løst.
København, kammerspil på Det Kongelige Teater om Niels Bohr. 2022. Foto: Emilia Therese.
Med de tre skuespillere på scenen: Karen-Lise Mynster, Jens Jørn Spottag og Mikkel Arndt kunne besætningen ikke være bedre. Så loyale, velspillende og velartikulerede, uden at overdrive, er de alle tre i Steffen Aarfings eminente scenografi primært bestående af 18 -19 af de såkaldte Radiohuspendler tegnet af Wilhelm Lauritzen i årene før 1940.
København, kammerspil på Det Kongelige Teater om Niels Bohr. 2022. Foto: Emilia Therese.
Michael Frayns skuespil ”København” er faktisk 24 år gammelt, men kunne såmænd have været skrevet i går. Det er et stykke dramatik, der på nyklassisk vis væver lidt frem og tilbage i forsøget på at afdække et helt konkret møde i 1941. Hvad skete der, da den yngre tyske fysiker Heisenberg genbesøgte ægteparret Bohr i det besatte Danmark? Lokkede han? Truede han? Advarede han? Ingen ved det, men dramatikeren Michael Frayn har sine fornemmelser.
København, kammerspil på Det Kongelige Teater om Niels Bohr. 2022. Foto: Emilia Therese.
Både emne og problemstilling er endnu mere aktuelt nu end tidligere. Det er i år 100 år siden, at atomfysikeren Niels Bohr modtog Nobelprisen for sin forskning inden for kernefysik. Og da Frayns stykke handler om et virkeligt møde i 1941 imellem Niels Bohr, hans kloge hustru Margrethe og så den yngre tyske forsker, Werner Heisenberg, er der mulighed for at digte, selv om der i dag er flere kilder, som er tilgængelige. Mødet fandt sted, men den samtale, eller de samtaler, som Frayn har konstrueret, er og bliver fiktive, men yderst interessante. Tyskland havde besat Danmark og var i krig med det meste af Europa. Alligevel tog tyskeren Heisenberg, nu i den tyske stats tjeneste, til København for at mødes med Bohr. Den forskning, som de to herrer tidligere havde bedrevet, handlede bl.a. om atomteorier, som både østen og vesten i begyndelsen af 1940erne måtte erkende ville kunne bruges i krig og ved oprustning.
Hvad stiller videnskabsmanden op? Skal han bare arbejde eller se de store perspektiver og dermed også tænke moralsk?
København, kammerspil på Det Kongelige Teater om Niels Bohr. 2022. Foto: Emilia Therese.
Udenom de tre personers nærvær på scenen har dramatikeren Michael Frayn naturligvis skabt et univers mættet af faglige termer. Men de er faktisk beskrevet så klart, at selv naturvidenskabelige noviser kan fatte nogle af pointerne. Og da vi i dag lever i en ny og ganske utryg verdenspolitisk situation, bliver vi som publikummer berørte både af de uhyggelige muligheder og af de frygtelige konsekvenser.
Publikums repræsentant på scenen er Margrethe Bohr. Hun er den sunde fornuft, erindringen og bindeleddet mellem den distræte ægtemand og dagligdagens virkelighed.
København, kammerspil på Det Kongelige Teater om Niels Bohr. 2022. Karen-Lise Mynster. Foto: Emilia Therese.
Det raffinerede ved Frayns skuespil, som også nød stor respekt, da det kom frem i London i 1998, efterfølgende i USA for at ramme Betty Nansen Teatret i 1999, er balancegangen imellem det oprindelige møde og så den viden, vi har i dag. For det er et faktum, at hovedpersonerne er døde, når stykket åbner, men de ser både tilbage på 1941, og hen ad vejen er de også i stand til at se på konsekvenserne af amerikanernes atombomber over Hiroshima og Nagasaki, august 1945.
Instruktøren Anja Behrens løser denne næsten umulige opgave smukt godt bistået af Steffen Aarfings semiabstrakte scenografi og et stemningsskabende lyddesign. Vi aner et rum, der godt nok har auditoriets tavler som vægge, men de fine pendler og ikke mindst et Thorvaldsen-relief viser tilbage til Carlsberg-æresboligen, som er affotograferet i programmet. Dvs. en glidende overgang imellem Bohr Institutet (med ét t) i 1920ere og æresboligen i 1940erne og 50erne. Med kridt i hånden kan de to videnskabsmænd i øvrigt i begyndelsen grifle på væggene. Siden hen står tegnene som spor af den tankevirksomhed, de to kvikke hoveder har haft.
København, kammerspil på Det Kongelige Teater om Niels Bohr. 2022. Karen-Lise Mynster, Jens Jørn Spottag og Mikkel Arndt. Tegning af Claus Seidel.
Karen-Lise Mynsters Margrethe Bohr-figur synes så rigtig og smuk, hvor alt, både stemme og bevægelser, er neddæmpede. De få nuancerede udtryk i ansigtet signalerer, når ægtemanden er på afveje. Jens Jørn Spottag er blevet polstret rent fysisk og har en fin blanding af flegma og engagement, en statsmand værdi, og det hele passer faktisk til det billede, eftertiden har af den meget respekterede Niels Bohr.
Det gode ved forestillingen er også, at Mikkel Arndt i den grad demonstrerer alt det, som den unge Werner Heisenberg tilsyneladende rummer af entusiasme og tillige videnskabsmandens evige angst for ikke at ramme plet og dermed blive husket. Samtidigt er det endnu engang en glæde at høre, hvordan Mikkel Arndt som ganske få af de yngre skuespillere i den grad behersker det danske sprog.
København, kammerspil på Det Kongelige Teater om Niels Bohr. 2022. Foto: Emilia Therese.
Det lille trekløver af skuespillere har imponerende godt fat om deres roller i dette kammerspil og overvinder den meget besværlige og brede scene, som Skuespilhuset desværre har. Men måske hjælper Steffen Aarfings scenografi. Det var i øvrigt Aarfing, der var rådgiver på mange af de mere teatertekniske ting, da Skuespilhuset blev bygget.
Hvorvidt det er et heltstøbt dramatisk værk, som Michael Frayn har skrevet, er jeg blevet i tvivl om. Men der er lighedspunkter med det, som P.O. Enquist i flere skuespil som ”Tribadernes Nat” og ”Fra Regnormenes Liv” mestrede: at skabe en ny og flerdimensionel form for dokudrama. Det var dengang i 1970erne og 1980erne med fiktive dialoger sagt af historiske personer. Frayn gentager mønstret i 1990erne, selv om teksten nok går lidt for meget i ring, og ”København” havde haft godt af en smule opstramning.
København, kammerspil på Det Kongelige Teater om Niels Bohr. 2022. Foto: Emilia Therese.
Kvalitetsmæssigt svinger Det Kongelige Teaters teaterprogrammer. Forleden i forbindelse med genopsætningen af operaen ”Carmen” var jeg ude med krabasken. Det var et ringe. Men til ”København” er det en nydelse at se, at teatret er gået i kompagniskab med Niels Bohr Institutet, så flere forskere skriver i programmet. Fin idé. Nu mangler blot den respekt, som ikke mindst privatteatrene har over for kunstnerne nemlig at trykke en lille biografi om instruktør, scenograf og skuespillere.
Ved den danske premiere i 1999 var Steffen Aarfing også scenograf med Peter Langdal som instruktør. Efter nogle uger overtog Troels II Munk rollen som Niels Bohr. Det er i den nye version netop Troels II Munk, der står bag den meget vellykkede oversættelse.
Varm anbefaling. Forestillingen bør opleves.
Iscenesættelse: Anja Behrens
Scenografi og kostumedesign: Steffen Aarfing
Lysdesign: Súni Joensen
Lyddesign: Janus Jensen
Oversættelse: Troels II Munk
Medv. Karen-Lise Mynster, Jens Jørn Spottag og Mikkel Arndt.
www.kglteater.dk
…