Kulturkupeen

Mrs. Harris goes to Paris.

∗∗∗∗

Anmeldelse af Eva Zierau.

Året er1957. Vi befinder os i London. Der er gået 12 år siden 2. verdenskrigs afslutning. Mrs. Harris(Lesley Manville) har ventet i årevis på vished om hendes mands skæbne under 2. verdenskrig. En dag modtager hun et brev fra myndighederne, som endelig bekræfter, at han er faldet i krigen. Hun bliver hermed berettiget til en enkepension, som hun har stærkt brug for.

Siden krigens afslutning har hun klaret sig som rengøringskone for det bedre borgerskab. Hver dag står hun op og tager bussen fra Battersea ind til det centrale London, hvor hendes velhavende kunder bor, og hver aften tager hun bussen tilbage igen til sit lille rækkehus. Om søndagen tager hun med sin veninde til hundevæddeløb, hvor hun håber at vinde penge, som kan forsøde hendes tilværelse.

Foto: UIP

En dag ser hun i en af hendes kunders klædeskab en ægte Dior-kjole. Hun bliver fuldkommen betaget af den, og sætter sig for, at hun vil eje en sådan, koste hvad det vil. Den er i hendes optik indbegrebet af elegance og luksus. Efter at have sparet, slidt og slæbt i lang tid for at nå sit mål, rejser hun til Paris med lommerne fulde af kontanter.

Mrs. Harris goes to Paris bygger på bogen af samme navn skrevet af Paul Gallico. Bogen blev senere del af en bogserie om den kvikke og handlekraftige husholderske.

Foto: UIP

Den Oscarnominerede 66 årige Lesley Manville yder en strålende præstation som den fortagsomme og pudsige Mrs. Harris. Manville har et udpræget komisk talent, som kommer til udtryk i mange scener i filmen. Hun har en lang karriere bag sig indenfor film, teater og tv-serier. Vi kender hende bl.a. fra tv-serien The Crown, hvor hun spiller Princess Margaret og filmen Den skjulte tråd fra 2017.

Filmen giver et tidstypisk billede af efterkrigstidens grå London og i modsætning hertil det altid strålende Paris. Og så er der alle Haute Couture kjolerne, som bliver vist i forbindelse med Diors modeopvisning i Paris. Man kan godt  forstå, at Mrs. Harris er dybt betaget.

Foto: UIP

Instruktøren Anthonio Fabian siger i et interview om Mrs. Harris: Hun er enke og har lagt sit hjerte på is. Kjolen er en ting, en genstand, som hun kan skænke sit hjerte uden at forråde sin mand. På en eller anden måde bliver kjolen så en katalysator, der åbner hendes hjerte og gør det muligt for hende at elske igen.

Filmen er lavet i tæt samarbejde med Modehuset Dior, som både har stillet originale kjoler, designtegninger og detaljerede planer over Diors hovedsæde i Avenue de Montaigne 30 i Paris til rådighed for filmholdet. Det har gjort det muligt at genskabe interiøret i modehuset i filmstudiet i Budapest, hvor filmen blev optaget.

Mrs. Harris goes to Paris er en film om at turde at gå efter sine drømme ikke mindst, når man når op i alderen. Det lyder klichéagtigt og sentimentalt. Det er det sådant set også. Der er ikke tale om en stor film, som man tænker længe over, efter at man har forladt biografen, men Lesley Manville som den arbejdsomme rengøringskone Mrs. Harris er rigtigt godt selskab i de knap to timer som filmen varer. Kjolerne er meget smukke og billederne af Paris ligeså.

Mrs. Harris goes to Paris vil fortrinsvis appellere til kvinder. Så tag din mor, datter eller veninde under armen og gå ind og se filmen. Indrømmet den kunne godt været strammet lidt op. Den varer knap to timer, men er man i humør til letbenet charmerende underholdning, bliver man ikke  skuffet.

Instruktør Anthonio Fabian




Trailer: UIP

Plakat: UIP

Premiere: 20. oktober 2022

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *