Menu Luk

Den kroniske uskyld. Det Kongelige Teater.

∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Suveræn iscenesættelse ved Elisa Kragerup af Klaus Rifbjerg gamle debutroman fra 1958.

Rummet er bygget om: publikum, max 120 stk., sidder i en kvadratisk træopbygning og følger slagets gang imellem Janus, Tore, pigen Helle med mordyret fru Junkersen på sidelinjen og i centrum.  

Stemningen er lad 1950-eragtig, mens ordene er Klaus Rifbjergs, når han var bedst. Derfor er denne dramatisering, med indbyggede fortællerroller, rent sprogligt en nydelse. Der er nurset om hver en sætning i dette debutværk, og Elisa Kragerup har, med sin sædvanlige hang til gentagelser, alligevel fået det centrale med. Og når ordene forstummer – er det fysiske nærværende.

Den kroniske uskyld. Det Kongelige Teater. Foto: Camilla Winther.

Janus bliver fra dag ét i mellemskolen ven med Tore, der er suveræn i alle discipliner: charmerende, dygtig og ham, alle lægger mærke til. Janus er bare voyeuren uden ego.  Da Tore scorer Helle, bliver Janus automatisk tredje hjul, men accepterer sin rolle. Ingen siger noget om denne fra verdenslitteraturen så kendte konstellation, kun fru Junkersen kommenterer.

Den sørgelige slutning er bekendt for de fleste, men måske glemt. ”Den kroniske uskyld” har i årtier været skolepensum for de fleste. Et hvert barn skulle læse Rifbjergs pubertetsudviklingshistorie og helst også det amerikanske forbillede fra 1951, J.D. Salingers: ”Forbandede Ungdom”. Det var sådan man lærte om tilværelsens ubønhørlighed – dengang i 1960erne og 1970erne.

Den kroniske uskyld. Det Kongelige Teater. Foto: Camilla Winther.

I dag anses ”Den kroniske uskyld”, sammen med de tidlige digtsamlinger, for at være blandt den myreflittige Klaus Rifbjergs hovedværker. Debuten var uovertruffen. Ligeså for Elisa Kragerup, måske.

For selv om hun i denne forestilling viser sit store instruktørtalent ved den konsekvente og målrettede bearbejdelse af Rifbjergs roman, var hendes debut på Det Kongelige Teater med ”Den unge Werthers Lidelser” næsten genial i sin minimalistiske konsekvens i både tekstbearbejdning og iscenesættelse. Også her var der en trekant!  Intet overflødigt dengang – og skuespillerne ydede det maksimale i et nøgent rum, som blev til Goethes stue anno 1770erne.

Sådan er det også med ”Den kroniske Uskyld” – ingen rekvisitter – kun tidstypiske kostumer – og ditto musikalske underlægningsstrofer, som dog får et par kontrapunktiske rap, ikke mindst da de to unge mænd begynder at rappe i tysktimen. Et overlegent instruktørkneb, der viser, at nok er historien trykt i 1958, men vi lever jo i 2018, hvor to unge mænd hurtigt kan gejle hinanden op til de hurtige toner.

Forestillingen emmer af ungdom og løssluppenhed i en tid, hvor der var mange grænser, men også ambitioner. For de to unge mænd vil jo gerne fremad, vil være noget, blive til noget og først som sidst springe ud som voksne mænd med sans for kvinder – og her tæller fru Junkersen sandelig også med.

Hvis ”Den kroniske uskyld” skal sættes på scenen i vor tid, som synes så fattig på rigtige dramatikere, kan det næppe gøres mere overbevisende, for forestillingen rammer, på trods af en moderne tilgang, på begavet vis Rifbjergs univers.

Anderledes med filmatiseringen fra 1980erne, som var for delikat. Sådan var 1950erne ikke. Tiden var klam. Drengene og pigerne var ikke solbrune, men blege asparges, når endelig lejligheden bød på et svømmebad og bluser og skjorter blev taget af.  Tøjet var ikke ekstravagant, der var stadig en postkrigstids mådeholdenhed.Hos Elisa Kragerup føles det rigtigt.

Den kroniske uskyld. Det Kongelige Teater. Foto: Camilla Winther.

Alle detaljer er tilstede hos de 5 skuespillere, som tegner nogle fine, tidsforankrede portrætter af unge mennesker i en tid, hvor verden nok var lidt mere uskyldig end i dag. Simon Bennebjergs Janus er som klippet ud af 1950erne, og de andre følger trop i de svære roller: Morten Hee Andersen, Sicilia Gadborg Høegh, Christine Albeck Børge og Maria Rossing.

Den kroniske uskyld. Det Kongelige Teater. Foto: Camilla Winther.

Forestillingen er en alvorlig omgang, hvor Elisa Kragerup intet gør for at lette slutningen. Den er tør og sørgelig. Måske som livet er og bliver.

Hjertesuk: Endnu en forestilling på Det Kongelige Teater uden program eller en trykt a 4 side.

Det Kongelige Teater får snart ny taterchef: Kasper Holten sætter sig i stolen: Og en bøn, nej et krav: vi vil have teaterprogrammerne tilbage. Ikke store, opulente papirsager, men nøgterne redegørelser. Her manglede noget om Klaus Rifbjerg, Den kroniske uskyld, Elisa Kragerup – og hvad med Niels Barfoed, som siges at være model for Tore – og i øvrigt sad på første række ved premieren og var mere end tilfreds med moderniseringen og dramatiseringen.

Det Kongelige Teater er en nationalscene, der skal sætte teaterkunsten ind i en større kulturel og historisk sammenhæng. Kunstnerne er der, forstillingerne er ofte begavede, det er blot teatrets ledelse, som ser ned på sit publikum. Det må ophøre nu.

Der står nogle ganske få linjer på nettet om forestillingen, og sidste linje lyder: Tandex har leveret de tandbørster, der indgår i forestillingen.

Velkommen til Det Kongelige Teater!

 

 

Roman af Kaus Rifbjerg

Iscenesættelse: Elisa Kragerup

Bearbejdning: Elisa Kragerup

Scenografi og kostumer: Jonas Fly

Lysdesign: Clement Irbil

Bearbejdning: Benedikte Hammershøy Nielsen

Medvirkende: Simon Bennebjerg, Morten Hee Andersen, Sicilia Gadborg Høegh, Christine Albeck Børge og Maria Rossing.

www.kglteater.dk

se spilledage og køb billet:

https://kglteater.dk/calendar/?f-title=26696