∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Otello – repremiere for opsætning fra 2013.
5 år gammel opsætning med en allerede noget forældet minimalistisk scenografi og deraf stram og tør iscenesættelse.
Hvis en opera kun var musik og sang, og instruktør og scenograf ikke talte med, var denne genopsatte Otello en fin oplevelse på et højt niveau med Roy Cornelius Smith som Otello og Gisela Stille og David Kempster som henholdsvis Desdemona og Jago. Også resten af besætningen yder flotte præstationer, som ryger lige hen over orkestergraven og ud til publikum. Måske fordi den lidt træge scenografi med store monocrome og monotone træ- og spejlflader giver god resonans. Men på det psykologiske plan er der ingen hjælp at hente i dekorationen. Og selv om Verdi var en moden og næsten genial komponist på dette tidspunkt i midten af 1880erne – er det alligevel godt med visuel støtte til de mere følelsesmæssige passager – når vi altså taler om opera – og ikke en koncertopførelse.
Otello. Det Kongelige Teater. Pressebillede.(2018)
Instruktionen ved Nicola Raab er fra 2013 og vakte dengang interesse og også lidt delte meninger. I sæsonen 2013-14 opførte Det Kongelige Teater tre shakespeare-verdi-operaer for at fejre henholdsvis Verdi og Shakespeare. Samme dekoration til alle tre produktioner. Og det kan være svært, ikke mindst når det er tre forskellige instruktører. Nicola Raab indordnede sig den gang og gjorde hele Otello til en statuarisk, lidt stiv udlevering af menneskelig ondskab hos Jago. Genopsætningen står Anne Fugl for.
I programmet lyder det som om, det er Jago, der er hovedpersonen, men for mig at se bliver det Desdemona, som er tilstede det meste af tiden på en lille Philippe Starck stol ovre til venstre.
Otello. Det Kongelige Teater. ( NB: Foto fra 2013) Pressefoto.
Titelpersonen Otello er en succesfuld militærmand, som elsker sin smukke lyse Desdemona – og hun ham. Det kunne være så godt, hvis det ikke var for Jago, der følger sig karrieremæssigt overset og derfor udtænker den djævelske plan at gøre Otello jaloux og skinsyg. Resultatet er selvfølgelig både mord og selvmord. Tiden er 1400-tallet, og lokaliteten er Cypern hos Verdi, mens Shakespare tager lidt flere sydeuropæiske lokaliteter i brug, inklusive Venedig. Også andre detaljer, som findes hos Shakespare er interessante: Otello er moor, dvs. mørk – og så kommer han ikke fra overklassen, men har som soldat kæmpet sig op. Verdi springer Shakespeares indledning i Venedig over og instruktøren ligeså med hudfarven og går direkte til ondskaben, udtryk gennem Jago og sætter den i kontrast til kærligheden imellem Otello og Desdemona.
Mange mennesker har nok deres egen Otello i hjertet: den lidende mand med den elskede og elskende kvinde, som går fejl af hinanden og ikke ved, at omverdenen har narret dem.
I de scenografisk golde omgivelser kommer der kun lidt følelser frem. Bedst hos amerikaneren Roy Cornelius Smith, som vist har sunget partiet mange gange og er fuldt dækkende. Gisela Stille er smuk og indlevet og bliver heldigvis varmere og varmere hen igennem akterne og får i sin store arie, hvor hun næsten forudser sin død, de smukkeste toner frem. Jago, sunget af David Kempster, er vokalt god, men der gives ikke ved dørene, og den lidt utaknemmelige iscenesættelse får ham til at stå stille som stengæsten det meste af tiden.
Koret er stort og flot syngende og suppleres af børnekor. De står på række, overvældende og militaristisk – både i starten og ved tredje akten. Først i historiske kostumer, skabt i smukke, dæmpede beige nuancer – siden i moderne, sort tøj – ligeså børnekorene og alle med blomster i cellofan. Det forbliver lidt af et mysterium, som skaber uro i forståelsen af denne Otello. Sådan er der flere af instruktøren og instruktørens påhit, bl.a. spejle, stole og et sejl a la Christo. Effekter for effektens skyld. De uendelige spejlinger forvirrer, og hvis det skal være symbolsk, bliver det blot tyngende.
Otello. Det Kongelige Teater.( NB. Foto fra 2013). Pressefoto.
Men sagen er nok, at iscenesættelsen og scenografien er blevet gammeldags – outdated- og har simpelthen ikke overlevet de 5 år, der er gået siden premieren. Nu, i 2018, er alt følelser. Den golde, rene kulde var noget man brugte engang. Men stemmerne og musikken er der og heldigvis for det.
Kapellet er velfungerende og operaen reddes derved hjem. Men hvorfor ikke prøve at justere lidt på iscenesættelsen ved genopsætningen. Det havde været godt, og måske instruktøren er blevet klogere i de forgangne 5 år, hvor diverse modediller inden for operaopsætning har skiftet.
Otello. Det Kongelige Teater.(2018). Pressefoto.
Siden 2013 er nye sangere og nye gæster kommet til, men de introduceres desværre ikke i programmet. Og det sædvanlige hjertesuk om Det Kongelige Teaters programmer:
Dette program udmærker sig ved en udmærket artikel om Verdi og Shakespeare og en samtale med instruktøren Nicola Raab (fra 2013?): Men hvem hun i øvrigt er, skriver Det Kongelige Teater ikke – til gengæld får vi alt at vide om personen, der interviewede hende. En fejl – eller? Ligeledes står der, at operaen synges på engelsk. Ved repremieren var det italiensk, og det er vist også naturligt. Verdi taget i betragtning.
Programmet nævnte intet om sangerne – måske fordi der er skiftende hold, men så kunne de løse ark med rollelisten måske suppleres. Det kan næppe ødelægge budgettet. Og kønt og handy er programmet fortsat ikke. Grimt trykt. Pris 50 kr. for 20 små sider og 4 sider med annoncer. Der er sandelig noget at gøre for en kommende teaterchef, der elsker at formidle på et højt plan.
NBNB: Forestillingsfotografierne fra 2018 viser intet af scenografien. Billederne fra 2013 har derimod helt andre sangere på billederne.
Otello
Opera af Giuseppe Verdi
Efter Shakespeares Othello –
Libretto: Arrigo Boito
Instruktør: Nicola Raab
Instruktør ved genopsætning: Anne Fugl
Dirigent: Pier Giorgio Morandi
Scenograf: Ashley Martin-Davis
Kostumedesign: Julia Müer
Stuntkoordinator: Ran Braun
Lysdesign: Linus Fellbom
Korsyngemester: Alessandro Zuppardo
Se spilledatoer og køb billetter:
https://kglteater.dk/calendar/?f-title=26654