Kommenteret af Ulla Strømberg.
Kulturpolitik, spareplaner og mikrofonholderi.
De statslige institutioners spareproblemer belyst af Politiken.
Der er som regel hverken krudt eller overraskelser i interviews med embedsmænd eller statsligt udpegede ledere.
Politikens sommerinterviewserie om de store statslige kulturinstitutioner er ingen undtagelse. Artiklerne er desværre ganske forudsigelige, når lederne af Statens Museum for Kunst, Det Kongelige Bibliotek, Det Kongelige Teater og Nationalmuseet skal berette om de truende fremtidsudsigter på grund af statens årlige 2 % besparelser. Ærgerligt nok.
Agurketid
Vi er midt i sommervarmen, festivaltiden, tour-tiden, post fodboldtiden og har brug for lidt kulturelt gods og griber derfor taknemligt ud efter Politikens række af nyttige samtaler med topfigurer fra de største statslige kulturinstitutioner. Tidspunktet er interessant, men også mærkværdigt, for det er jo ikke lige tiden, hvor vi også orker at fare til tasterne og skrive supplerende læserbreve eller harmdirrende, åbne mails til kulturministeren, som i øvrigt nok også er på ferie eller på vej til endnu en sjov sportsbegivenhed.
Så nytter artiklerne? Kommer de ind til benet? Eller er artiklerne blot det, som DR i gamle dage mestrede til perfektion: venligt mikrofonholderi.
Da artiklerne undlader en række helt essentielle og grundlæggende præmisser, har jeg lyst til at supplere. Jeg må dog tilføje, at i dag, søndag d.22.7. har Politiken en leder, der taler om den blå kulturpolitik, som er ved at lukke for al form for friskhed og fremdrift i dansk kunst– og kulturliv. Det er godt skrevet, men langt fra nok. Artiklerne burde have været mere tilbundsgående, mere provokerende i anslaget.
Det Kongelige Teater
Det Kongelige Teater står midt i et vadested. Den tidligere direktør løb hurtigt væk og tilbage til bogbranchen, og den kommende, øverste chef fra teatrets egen verden, Kasper Holten, tiltræder først i begyndelsen af efteråret. Derfor interviewes formanden for teatrets bestyrelse, Lisbeth Knudsen. Hun kommer som bekendt fra nyhedsbranchen og har haft topposter inden for både aviser og TV: chefredaktør for Aktuelt, for Berlingske Tidende, koncernchef samme sted og ved siden af en lang række bestyrelsesposter og nu også Det Kongelige Teater. Hun er ”driftssikker” og kender til begge sider af det politiske spektrum. Dvs. hun siger det, der skal siges for ikke at lægge sig ud med ministerium og andre og ønsker heller ikke at fremstå helt bleg og medløberagtig. Men det kommer der ikke stor journalistik ud af – eller fornyelse og forandring på teatret. Det er i øvrigt en mærkelig konstruktion, at teatret som den eneste statslige kulturinstitution har en selvstændig bestyrelse, som dog er udnævnt af Kulturministeriet. Så det kan egentlig være et fedt, om det er formanden eller direktøren for det hele. Alle retter ind efter ministeriets embedsværk og den siddende minister! For tænk på, hvad der ellers ville ske!
Besparelsen på de 2 procent hvert år ud i al fremtid (?), er problemet, som Lisbeth Knudsen udtaler sig helt fornuftigt om og alvorligt forklarer, at billetpriserne ikke kan sættes op, at kunstnerne ikke kan løbe hurtigere, at der ikke kan produceres mere, men der er ikke udsolgt til alle forestillinger!
I billetsalget ligger der en mulighed, siger formanden. Men hvorfor erindres ikke om, at kulturministeren i 2016 (med navnet Bertel Haarder) foreslog, at det skulle være dyrere at tage imod kulturen – og kunsten.( Se min kmmentar her på kulturkupeen.) Og hvorfor ikke spørge formanden, om der ikke er forskel på kultur – (som er aviser etc.) og kunst (som er ballet, opera, drama). Kunsten er uberegnelig, kan ikke dikteres eller præfabrikeres. Derfor kan der ikke være 100 % belægning. Der må og skal være plads til smuttere, skæverter etc.
Formanden fortæller, hvordan besparelserne allerede har betydet farvel til 69 årsværk inden for det kunstneriske – men ikke et ord om djøf’erne. Om administrationen, der igennem de seneste årtier er eksploderet, mens de kunstneriske områder er barberet ned. Igen, igen fremhæves det gode ved lukningen af Scenografisk Værksted, som betød punktum for en mere end 250 år kontinuerlig institution. Heller ikke noget om konsekvensen af lukningen af bibliotek og arkiv, som vel har betydet en besparelse på under en million kroner, men et videns- og traditionstab, som det katastrofale resultat for teatret, for teaterkunsten og for teatrets intellektuelle niveau. Der manglede sandelig kritiske spørgsmål til formanden.
Nationalmuseet
Nationalmuseet har for få måneder siden fået ny markant leder, Rane Willerslev, som i de første måneder var synlig på alle ”medieplatforme”. Han er karismatisk og anderledes, men allerede nu anes, hvordan direktøren har lært at sige det, der skal siges, så ministeriet er tilfreds.Dvs. de foreløbige besparelser har været nyttige! Det er godt, at folk skal betale for at besøge museet og de forskellige enheder, som ligger spredt rundt i landet. Men ingen uddybende spørgsmål om hvorfor den kraftige centralisering, og hvorfor det ikke er vigtigt at dele den danske kulturarv med alle – uden at det skal koste over 100 kroner. Smukke, historisk funderede navne på det gamle Tøjhusmuseet og Orlogsmuseet er ved at forsvinde til fordel for en kedsomhedsknap og et ”Krigsmuseum”. Men ikke er ord om alt, hvad Museet rummer i sine arkiver som overhovedet ikke er tilgængeligt for forskere. Og det er ikke en ny situation, Sådan har det været i mange år. Også Willerslev efterlyser en slutdato på besparelserne, men det synes som om, at det vil være plaster nok på såret. Det er tæt på at lyde, som om Hella Joof har været inde at give en lektion i, hvordan indianerstammer hvert 7. år rydder bulen og starter forfra. Disruptiontankegangen er vist på vej ind i Nationalmuseet, som vel skulle være garant for en kontinuerlig og homogen varetagelse af det kulturhistoriske ansvar. Eller har jeg misforstået noget?
Det Kongelige Bibliotek
Det Kongelige Bibliotek har været genstand for disruption og sammenlægninger allerede for flere år siden, men det bliver bare værre og værre – også efter at Statsbiblioteket i Aarhus er blevet en del af Det Kongelige Bibliotek og ligeledes Danmarks Kunstbibliotek. Et er, hvad de 2 % nedskæringer betyder for arbejdet internt, noget andet er, at det i flere år har været svært for eksterne forskere at få fat i materiale på Nationalmuseet, og nu er vejen til materiale på de forskellige biblioteker fyldt med yderligere forhindringer. Et stort videnstab og ikke mindst en fuldstændig nedlukning af det, som en gang var en smuk, demokratisk og lige adgang til vor kulturarv i form af bøger, manuskripter. Det skulle Politikens journalist have prøvet på egen krop, for så havde han haft andre og flere spørgsmål.
Statens Museum for Kunst
Museet har igen fået lov til at tage entré. Det har betydet en merindtægt for museet, selv om besøgstallet er gået ned. Jeg har svært ved at forstå logikken og ærgrer mig over, at Politiken ikke går i dybden og forklarer, hvorfor kompensationen for gratis adgang til de enkelte museer rammer ved siden af. Det synes at være lidt embedsmandsagtigt. For det var også under en borgerlig regering, at den fri adgang kom til de statslige museer, bl.a. fordi Brian Mikkelsen lovede det i sine valgtaler op til folketingsvalget i 2005.
Men med meget skiftende kulturministre i de senere år, har der ikke været interesse for hverken at bevare den fri adgang og /eller sikre museerne ordentlige vilkår. Hver gang der tages penge et sted i det kulturelle regnskab, siger ministeriet og embedsværket blot, at der oprettes nogle puljer. Men puljer er af det onde. Vi har ikke brug for alskens ad hoc løsninger, når det gælder kulturarv. For puljer er med til at sætte alle ”aktører” op mod hinanden. Kampen om penge kan skabe megen uro.
For en ordens skyld, skal jeg naturligvis sige, at også Mikkel Bogh, direktør for Statens Museum for Kunst, er ulykkelig over, at der ikke er en slutdato på de 2 % besparelser, men i øvrigt ikke er ked af den manglende gratis adgang. Ifølge museets hjemmeside koster det 110 kr. at gå på Statens Museum for Kunst og vist også penge at tage et barn ind i børneværkstedet. Må man tage penge for det på et statsligt museum?spørger jeg.
Nationalmuseet har fået en lang række vidt forskellige institutioner ind under sig, bl.a. Kronborg Slot. Men Statens Museum for Kunst er ikke blevet sammenlagt med andre statslige kunststeder, bl.a. Den Hirschsprungske Samling. Hvorfor ikke? Der er nok en historisk forklaring,men i rationaliseringens og disruptiontankegangens navn burde det vel ske? Og så hvorfor ikke?
Konklusion uden løsninger
Politikens artikler er i sidste ende udtryk for et uengageret forhold til kulturpolitikken, en manglende indsigt i de forskellige institutioners egenart og en manglende skelnen imellem interne og eksterne opgaver. For de store museer og de statslige biblioteker (herunder også Det Kongelige Teater som nationalt hovedteater) er vor fælles hukommelse. Institutionerne er til for den samlede danske befolkning enten det er publikum, besøgende eller forskere og studerende.
Det sørgelige er derfor, at selvom artiklerne var et vigtigt initiativ, så bliver det samlede resultat faktisk det, som tidligere kun var karakteristisk for DR: ikke kun venligt mikrofonholderi, men slikket eftersnakkeri.
…