Kulturkupeen

Kunstnerbrødre – udstilling på Nivaagaard.

Kommenteret af Ulla Strømberg.

L.A. Ring og H.A. Brendekilde.

Navnene er bekendte og ligeså malerierne, som er blevet til imellem 1880 og ca. 1930.  Udstillingen, som har været på rejse fra Randers via Odense, er nu havnet på Nivaagaards Malerisamling takket være samarbejde imellem tre kunstmuseer. Det er fint (og moderne) med gruppearbejde. Det styrker den enkelte institutions formåen og giver hele landet en mulighed for at se den udvalgte kunst. Ring og Brendekilde! I min barndom var de udskældte. Ikke mindst Ring, som var den kendteste. Siden hen har Ring haft en revival og er blevet fortolket op og ned ad stolper. Brendekilde har længe stået i skyggen.

Forår. H.A. Brendekilde.

I udstillingen rulles historien op om de to ungersvende fra fattige kår på landet – henholdsvis Fyn og Sjælland. De vil være kunstnere, kommer på Akademiet, Ring dropper ud, men da de mødes og bliver venner, får de samme adresse og lyder det samme efternavn: Andersen. De beslutter i broderlig enighed at tage navn efter deres føde-landsbyer: så det bliver til Ring og Brendekilde.

De maler inden for samme motivkreds: ikke mindst socialrealistiske motiver fra landet. De bliver da også kaldt for bondemalerne, bl.a. fordi de får en mæcen, der inviterer dem til sin gård, hvor de kan bo og male.

Naturligvis påvirkes de også udefra. Brendekilde får det store rejsestipendium og ser  det halve af Europa og når også til Nordafrika. Ring, der er mere melankolsk anlagt,  dropper ud af Akademiet, men bliver siden anerkendt, og de sidste årtier af deres levetid, er det Ring, som står højest på parnassets rangliste. Brendekilde anses for at være “stokroseidyliker”. Det går op og ned i kunstverdenen. Dengang som i dag.

 

Udstillingen viser de to kunstnere side om side. Mange værker synes uinteressante, bl.a. når der er børn eller stråtækte huse med,  mens andre malerier er dybt fascinerende. Ikke mindst nogle skovmotiver fra Brendekildes hånd har det hele: natur, varme, malerisk overskud og smukke farver.     Rings hovedværk af den frugtsommelige hustru i en havedør er tilsyneladende ikke med på udstillingen. Desværre. Men Ring  er mest spiselig i de perioder, hvor han er forelsket, bl.a. i en god vens kone i begyndelsen af 1890erne. Så bliver naturen til gengæld lys og livet synes udholdeligt – for maleren som for beskueren.

 

Det store katalog er som ventet “fagfællebedømt”. Det betyder,  at der allerede i forordet er både begreber som “kunstscene” “nutidsoptik”  og den “normative kunsthistorie”. Ak ja. Ved ikke hvorfor der skal anonyme censorer til, for at en kunstudstilling kan udgive et katalog til almindelige mennesker.

Udstillingen og kataloget kan vel opfattes som  brikker i den større danske kunsthistorie.  Fascinerende  er udstillingen dog kun punktvis, da der er taget for mange lettere traurige malerier med af begge malere, men ind imellem lyser et værk op. Og så er det sjovt at tænke sig, at i samme periode malede P.S. Krøyer til og med 1907 sine friske malerier, og i Paris var moderniteten rykket frem i forreste række allerede omkring 1908.

Ring dør i  1933 og Brendekilde i 1942. De forlod måske den socialrealistiske motivkreds, men abstrakte blev deres malerier aldrig.

 

 

Udstillingen vises indtil slutningen af januar 2020.

www.nivaagaard.dk

( Anmeldelsen er kort, og der mangler billeder – stadig på gr.a. dårlig højre hånd.)

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.