Menu Luk

∗  ∗  ∗  ∗  ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Masser af whisky i et afskrællet univers med fine skuespillerpræstationer  –  i en af amerikansk teaters vigtigste tekster: “Lang dags rejse mod nat ” (1941) 1956.

Lang dags rejse mod nat. Det Kongelige Teater. Foto: Natascha Thiera Rydvald

Lys himmel, smukke, blege kostumer og venlige smil. Sådan er stemningen de første 10 minutter hjemme hos O’Neill-familien. Men så begynder de gamle lig i lasten at vælte ud af ingenting, for scenen er ganske nøgen, på nær et par træer a la Beckett, og en nedgang (?) til huset. Hvor befinder de sig? Hvor er vi? Så håndfast skal man vist ikke spørge i denne mere stemningsorienterede udgave af ”Lang dags rejse mod nat”. De er i et mentalt og følelsesmættet rum, styret af bagprojektionerne, der viser de fire familiemedlemmer opmarcheret som i en anden kunstvideo. Siden hen, i mere diffuse omfavnelser, bevæger kroppene sig i slowmotion, flot, men uden en egentlig udvikling. Det er også lidt distraherende og måske med lidt for meget inspiration fra videokunstneren Bill Viola.

Lang dags rejse mod nat. Det Kongelige Teater. Foto: Natascha Thiera Rydvald

Livsløgnen

”Lang dag rejse mod nat” handler om livsløgn og det modsatte, nemlig al for megen sandhed og selverkendelse iblandet kilovis af selvbebrejdelser. ”Hold dog mund og foretag jer noget”, har man lyst til at råbe til døgenigtene på scenen. For en smule fortrængning er da ikke af vejen og kan hjælpe folk videre i livet. Men nej, her på denne specielle O’Neill-dag, fra morgen til aften, skal det hele frem, som var det Gregers Werle, der var gået ombord. ( Den sandhedssøgende i Henrik Ibsen i ”Vildanden”.)

Lang dags rejse mod nat. Det Kongelige Teater. Foto: Natascha Thiera Rydvald

Personerne

Faderen er en nærig, afdanket skuespiller, spillet af Henning Jensen i topform, med neddæmpet, stille stemme – og meget nærvær. Moderen, Karen-Lise Mynster, er morfinist. Det ved alle, for hun er netop vendt hjem fra endnu et afvænningsforsøg. Her smuk, grå og meget fattet og æterisk spillet. Drengene er voksne og alligevel børn, en stor mands fortabte sønner. Den ældste, Peter Plaugborg, forsøgte sig i teaterverdenen, men har siden druknet fiaskoen i whisky – og den yngste, Eugene, O’Neills alter ego, spillet af Simon Bennebjerg, vil gerne være forfatter, men er ramt af både TB, broderens dårlige indflydelse, moderens svigt og farens negligering. Helt forskellig spillestil har de to sønner, men det går an, og Plaugborg klarer de sidste monologer flot – endelig bliver det lidt o’neillsk.

Lang dags rejse mod nat. Det Kongelige Teater. Foto: Natascha Thiera Rydvald

De drikker whisky hele tiden – meget konkret – ikke mindst i betragtning af, at alt andet er helt abstrakt og luftigt.

Forkortelser

Hos instruktøren Morten Kirkskov er manuskriptet skåret meget og desværre også rokeret om, så den originale (og kendte) rytme er brudt. Derved er en række tekstlige raffinementer forsvundet. Det har bl.a. medført, at første del har afkortede dialoger, mens anden del har sine gode forløb, som giver skuespillerne noget mere at arbejde med. Alligevel lykkes det for alle fire at samle trådene, så stykket bliver en lille families fælles tragedie, men det er ikke alle familiers historie – dertil er det hele blevet for stramt og uden det tekstlige belæg, selv om de visuelt flotte bagprojektioner, ifølge programmet, skulle kompensere for det.

Også i følge programmet har der været ønsket om at stramme op, barbere væk ind til benet, der har styret hele processen. Men kender man stykket, hvilket de fleste teatergængere over 40 gør, er det ikke indlysende, at nogle af faderens og moderens replikker fra slutningen allerede ligger før tæppefald ved pausen.

Personinstruktionen af de fire skuespillere er dog så fint afstemt, at man bærer over med de dramaturgiske eksercitser. For egentlig er det blevet til et kammerspil, der blot er blevet placeret på en alt for stor scene.

Denne ”Lang dags rejse mod nat” med Christian Albrechtsens minimalistiske, lidt fortænkte, scenografi og Natascha Thiera Rydvalds film bliver derfor et væsentligt bud, men har simpelthen tabt for meget af teksten til, at det kan blive et endeligt bud.

Ifølge programmet er det Holger Bechs gamle oversættelse, der bruges. Men jeg tror, der er ændret i ordvalget og ikke mindst tilføjet nye bandeord. (Jeg har desværre ikke haft adgang til den gamle tekst). Det moderniserer selvfølgelig konflikten, men gør den mindre eviggyldig.

Ekstra bemærkninger

Dette selvbiografiske skuespil af nobelpristageren Eugene O’Neill fra 1941 var klausuleret til først at blive offentliggjort 25 år efter hans død. Og da han i en alder af 65 døde i 1953, ville det sige at verden skulle have ventet til 1978. Det skete som bekendt ikke. ”Lang dags rejse mod nat” fik urpremiere i Stockholm i 1956 og kort efter i USA, hvor stykket vandt diverse priser. Siden hen er det blevet anset for at være et af de vigtigste dramatiske værker i USA i det 20. århundrede – ekstra cementeret via både film og tv-indspilninger.

En nordisk pointe, som gjorde stykket så bemærket i 1980erne, var den svenske dramatiker Lars Noréns fascination af O’Neill. Noréns ”Natten er dagens mor” er nærmest skrevet hen over O’Neill. Senere iscenesatte han også ”Lang dags rejse mod nat”.   Ved nogle af Norén-opsætningerne lykkedes det at fremkalde denne eksistentielle fornemmelse af, at historien handlede om dig, mig og om os alle – og i yderste konsekvens, at enhver familie i bund og grund er dysfunktionel.

Den følelse fik jeg ikke helt i Skuespilhuset forleden, men måske spillede de fysiske rammer ind. Så hvis iscenesættelsen var lagt i et mindre, indeklemt rum, hvor personerne var sammen og ikke kunne slippe ud, var vi som tilskuere blevet en del af historien. Nu blev det teater på ”den store, åbne scene”.

www.kglteater.dk