Menu Luk

Koks i Kulissen og latter hos publikum

∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse / Ulla Strømberg.

Det er sjovt. Det er velspillet, veltimet, velgjort. Et lille frikvarter inden for teaterkunsten, for kunst er det vel, nu hvor også Det Kongelige Teater tør spille Michael Frayns farce fra 1982.

Pressefoto: Michael Caddy Søndergaard
Pressefoto: Michael Caddy Søndergaard

Dengang da stykket blev sat op i London og hurtigt blev eksportvare til hele Europa, var ikke alle opmærksomme på, at dette var en klog mands regnestykke. Dvs. at der nedenunder løjerne fandtes en række mere filosofiske begrundelser for, hvorfor skuespillere gør dette og hint, når de spiller og i pauserne.

Da den oxforduddannede journalist siden bl.a. skriver skuespillene ”Copenhagen” (1998) og ”Democracy” (2003), som begge fik formidable opsætninger i København på Betty Nansen Teatret, var vi ikke i tvivl. Den tænksomme forfatter Michael Frayn har også i ”Koks i Kulissen” – (Noises off) – leget med en række begreber.

Hvad er virkelighed, hvad er fiktion, hvad er sjovt, hvordan bygges en pointe op? Men også en hel del om de skabninger, som har viet deres liv til teatret. Er de følsomme, fornuftige, begærlige, egocentriske? Er mændene tårelabile? Skal de hele tiden kramme, etc.? Har instruktøren altid flere affærer kørende samtidigt, for at spillet kan løbe over scenen?

Alt det og mere til lykkes det at demonstrere i Nikolaj Cederholms opsætning med Kim Witzels golde og stive, men velfungerende kulisse af en scenografi.

I tre afsnit afdækkes teatrets mekanismer. Et turnéteater er ved at afholde sidste prøve på en farce. Intet fungerer. Hovedrollen Birthe Neumann, husets faktotum, har på det andet plan finansieret en del af projektet, men er både for snakkesalig og for gammel. Mogens, Jens Jørn Spottag, drikker, hvis han kan finde en flaske, og skal på scenen være en tænksom indbrudstyv. Men er man tunghør, kan det knibe med stikordene!

Herrerne Carsten Bjørnlund og Peter Plaugborg er overraskende bløde i både bevægelser og psyke, flødebolleinstruktøren Anders W. Bertelsen har klud i halsen, mens Lene Maria Christensen som vanligt er den mest normale.

Såkaldte folkekære skuespillere er på Det Kongelige Teater castet en smule ved siden af deres spidskompetancer, og det gør forestillingen endnu mere sjov.

Efter pausen vendes kulissen om, og vi oplever forestillingen set med vrangen ud, hvor hovedingredienserne sardiner, kasser, tomme tasker og skuespillere flyver igennem luften.

Lykkeligvis har Cederholm valgt at lade forestillingen udspille sig i 1980erne, mens Line Knutzon har fordansket det oprindelige manuskript. Det fungerer fint, at personerne hedder Mogens og Ulrik og skal spille på Trommen og i Randers. Men nødvendigt, nej.

Med gode skuespillere kan stykket selv. Og her er al mulig grund til at klappe i hænderne – aldrig har jeg set så mange folk arbejde så hård på noget, der kunne synes som en sisyfosopgave: ud og ind ad døre, op og ned ad trapper i et imponerede puslespil, som vist til sidst går op.

Men til hvad nytte er den teaterkunst, kan man godt spørge bagefter – og svaret hænger imellem de blafrende døre. Så lad hellere være at tænke, nyd blot farcen.

Iscenesættelse Nikolaj Cederholm

Scenografi Kim Witzel

Stuntkoreografi Brendan Shelper

Oversættelse Morten Hovman

Bearbejdelse Line Knutzon

 

Det Kongelige Teater, Skuespilhuset

Spilles til og med 9.4.2015.

www.kglteater.dk