∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Lauritz de Thurah, Barokkens arkitektur og verdensbillede – redaktion og hovedskribent Peter Thule Kristensen.
Endnu et imponerende bogværk fra Strandberg Publishing – denne gang om en ofte lidt overset arkitekt: Lauritz de Thurah.
Det er noget af en moppedreng, bogen om Thurah, for at tale poppet. Men der er nu intet, som appellerer til smilet eller ironien i den store og imponerende bog om en kendt, men i den brede offentlighed alligevel nok ikke så skattet, dansk arkitekt fra midten af 1700-tallet.
Ofte siges i flæng navnene Eigtved og Thurah, for det var de to flittige og arbejdsomme arkitekter, som igennem flere årtier forsøgte at leve op til de skiftende kongers ønsker ud i slotsbyggeri. Begge herrer leverede varen og kom bl.a. til at præge København i den såkaldte Frederiksstaden.
Nicolai Eigtved, (1701-1754) døde få år før Thurah, som derfor fik æren at fuldende nogle allerede igangsatte ombygninger. Men samme Lauritz de Thurah (1706-1959) var i sine første professionelle år et par skridt foran hvad angik kongelig yndest.
Men nu, med mere end 270 års afstand, kendes de mange små professionelle intriger og trakasserier ikke i detaljer. Det er i øvrigt heller ikke redaktøren, Peter Thule Kristensens, intention med det store bogværk.
Vi kommer ikke helt bag om mennesket Lauritz de Thurah. Det ville ellers have været interessant. For præstesønnen, hvor faderen endte som biskop, var lidt af et multitalent, der kunne tegne, havde visioner og tillige holdt af at skrive og var, også i moderne forstand, lærd, hvilket hans to store bogpublikationer er det tydeligste bevis på: Den danske Vitruvius, bd. I og II (1746-48), mens et tredje bind først blev trykt ved genudgivelsen af de to første bind i 1960erne, og Hafnia Hodierna (1748).
Opslag fra bog om Lauriz de Thurah. 2023.
I det daglige er redaktøren af denne bog, Peter Thule Kristensen, professor på Arkitektskolen i København, der for tiden hedder Det Kongelige Akademi. Han har samvittighedsfuldt allieret sig med en række yngre og ældre skribenter for at afdække samspillet imellem arkitektur, arkitekturteori, kunsthistorie samt både samfundsforhold og mere religiøse overvejelser i forbindelse med afdækningen af Lauritz de Thurahs fulde virke. Selv tager Peter Thule Kristensen sig af de største kapitler om Thurah arkitektur.
Den biografiske del
Lauritz de Thurah, med et selvopnået adelskab, var uden anden uddannelse end studier fra 13 års-alderen på Søkadetakademiet og efterfølgende ansættelse i 1725 som underkonduktør ved det Holstenske fortifikationskorps i Rendsborg. Da han med kongens økonomiske midler i ryggen i 1729 påbegyndte den store dannelsesrejse igennem Tyskland og videre til Italien, Frankrig, Holland og England, var han rede til at suge inspiration til sig og nedfælde sine iagttagelser. Kilderne er sparsomme, men det vides, at Thurah og hans rejsekammerat opholdt sig i Kassel, og hvad kunsthistorikere i mange år har beskrevet grundigt, er Thurahs romerophold. Den lille indeklemte kirke ved Piazza Navona, Sant’Ivo alla Sapienza, med det snegleformede spir af Borromini, blev nemlig inspiration til kirketårnet på Christianshavn ved Vor Frelser Kirke.
Spiret på Vor Frelser kirke. Christianshavn. Foto af US, foråret 2023.
Turen gav også kongen, som i mellemtiden var blevet Kristian 6., bonus, da Thurah var klædt på til at gå i tjeneste hos en byggeglad monark. Allerede i 1733 blev Thurah hofbygmester og kom til at stå i spidsen for de allerede eksisterende slotte: Kronborg, Rosenborg, Frederiksberg, Frederiksborg, Jægerspris og flere til. På dette tidspunkt stod Thurah også for en omfattende ombygning og tilbygning til Hirschholm i Hørsholm (som i begyndelsen af 1800-tallet blev revet ned. Tilbage ligger i dag blot C.F. Hansens senere lille kirke).
Thurah kunne også transformere og anvende den nyerhvervede viden ved opgaverne i Store Dyrehave i København, hvor Eremitageslottet blev bygget og Jægergården, der siden blev til Jægersborg kaserne, og var en del af det samlede kompleks til kongens parforcejagt.
Ombygninger var der mange af, mens selvstændige projekter var få, men alligevel er der markante forskellige på Eigtveds arkitektur og Thurahs, som måske er mere svulstig og international, mere ”barok” og mindre ”rokoko”. Det ses bl.a. i det bevarede interiør på Eremitageslottet og på andre af Thurahs selvstændige bygningsværker.
Det nuværende museum Gl. Holtegaard opførte Thurah til sig selv som bolig og ligeledes et netop restaureret hus i Amaliegade (nr. 25). Ved sit andet ægteskab overtog Thurah Børglum Kloster i Nordjylland, som også blev ombygget.
Men Thurah evnede bl.a., som flere af skribenterne skriver, at indpasse arkitekturen efter bygherrens sociale placering og måske også økonomiske formåen.
Bevidst bruger jeg ikke betegnelsen barok – for det er først i 1800-tallet, at kunsthistorikere begyndte at jonglere med periodebetegnelser. I deres samtid forsøgte arkitekter og bygherrer vel blot at følge moden og måske dreje smagen en smule, hvis det skulle synes fremadskuende.
Udbytte
Havde Thune Kristensen valgt selv at skrive hele bogen, havde den måske været mere overskuelig og klar, og man havde efter endt læsning haft et tydeligt billede af denne store mand, hvis honnette ambitioner i øvrigt fik ham til at bruge for mange penge på sine private byggerier. I sine sidste år, efter Eigtveds død, kom Thurah i økonomisk klemme, da han havde ”lånt” byggematerialer fra bl.a. Frederiks Hospital mellem Bredgade og Amaliegade (det nuværende Designmuseum.)
Fotomaterialet samt de mange illustrationer er både stort og meget beskrivende.
Mere tekniske og tilbagevendende betragtninger
Bogen er ”fagfællebedømt”, men det virker faktisk lettere latterligt, at både Thune Kristensen, der er dr. phil. og professor og tidl. rektor på Kunstakademiet, ligeledes dr. phil. Else Marie Bukdahl, skal indordne sig en tåbelig, næsten studentikos skrivestil, hvor hver artikel ca. 20 linjer inde, uden grafisk fremhævelse, skal forklare hvilken hensigt skriveriet har, og hvordan disponeringen i øvrigt er. Det kunne snildt klares af en dygtig grafiker, så læseren slap for overflødige ”jeg” …. etc. Og hvem er i øvrigt den anonyme ”fagfælle”? En elev eller?
Litteraturlisten er fin og ligeså noterne bagest – måtte dog gerne have været efter hver artikel. Billedteksterne er gode, men mangler indimellem en klar markering af hvad, der vises, for husk på, at kunst- og arkitekturbøger ofte læses punktvist.
Og så er Lauritz de Thurahs værkfortegnelse medtaget. Det er godt, at det hele er med, men det er med meget små bogstaver, at der står ”bevaret” – og ligeså er der jo ved flere bygninger sket nyere ombygninger. Her ville det have været fornuftigt i denne store bog med så mange ”hjælpere og redaktører”, at hvert bygningsværk var fulgt til dørs helt op til 2023 således, at man med en form for historisk tværsnit kunne se de evige transformationer. Det havde været læservenligt og meget nyttigt for arkitekturhistorisk interesserede, der ønsker at betragte og forstå de forskellige bygningsværker.
Udkommet d. 25.5. 2023 med tilskud fra adskillige fonde på Strandberg Publishing.