Kulturkupeen

  Lille, ny cabaret: Hajlajts er andet og mere.

Anbefaling af Ulla Strømberg.

Lille, ny cabaret: Hajlajts er andet og mere.

I to dage, tirsdag og onsdag, d.20. og 21. februar, står Ann Farholt og Flemming Jensen sammen med pianisten Lars Fjeldmose på en lille scene i H9 på Halmtorvet.

Det er et eksperiment, siger både Flemming Jensen og Ann Farholt, for de har ikke tidligere arbejdet sammen. Hun er jazzsangerinde og i de seneste år også Bakkesangerinde. Han er fuld af vittigheder og er tillige forfatter, dramatiker, skuespiller og tidligere nisse.

Konstellationen er god, for selv om meningen vist var, at Ann Farholt gerne vil sige replikker, og Flemming Jensen ønskede at synge lidt mere, end han plejer, falder de hurtigt tilbage til deres kernekompetencer, og det er slet ikke så tosset.

Nogle af sketchene er gamle Dirch Passer- og Povel Ramel-klassikere, andre er helt nye, det meste er sjovt, men der kommer også lidt alvor ind, når Jesper Klein mindes, eller der bliver talt grønlandsk og spørgsmålet om rigsfællesskab dukker op.

 

To dage i København – og så kan man håbe, at det bliver til en stor eller lille provinsturné. Morsomme er de, og trekløveret er en god match. Titlen Hajlajts – skal jeg ikke gøre mig klog på efter at have overværet generalprøven. Her, dagen før premieren,  blev publikum også forsikret om, at en række begreber som jyde og radiator var blevet strøget i teksterne for ikke at krænke nogen blandt publikum.

 

Hajlajts – spilles på H9 på Halmtorvet, Vesterbro i København.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *