Kulturkupeen

Liva Weel – et liv a la carte. Ny bog.

∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Liva Weel – et liv a la carte – af Janni Andreassen. Ny, lidt skuffende biografi.

Den gamle revystjerne Liva Weel er altid vidunderlig at lytte til og at læse om. Der er tidligere skrevet flere mindre bøger om hende. Nu udsender Gyldendal det, der vel skal være  den ultimative beretning. Bogen er skrevet af Janni Andreassen, som tidligere har stået bag flere biografier – om polarforskere.

Det nye ved denne biografi er ikke mindst, at forfatteren har haft adgang til de 6 bind dagbøger, som var klausuleret i mange år, men i dag er tilgængelige på henholdsvis Det Kongelige Bibliotek og i det gamle revymuseum, det nuværende Alhambra.

Historien

Historien om Olivia Olsen begynder i 1897 og er kort fortalt beretningen om en gæv, københavnsk pige, datter af en politibetjent fra opdagerkorpset og en dygtig moder. Hun vokser op i Istedgade, har gode skolekundskaber, uddannes på kontor og først derefter kommer Liva, via sin store sangstemme, ind i teaterverdenen.

Fra dag ét bliver hun bemærket, fra dag to bliver hun spået en stor karriere inden for det lettere repertoire. Spådommen opfyldes og mere til, da hun også på et tidspunkt i 1930erne lægger vejen forbi Det Kongelige Teater og spiller Pernille i ”Den Stundesløse”. Så blev hun for en stund også kongelig skuespillerinde. Siden bliver hun nærmest dus med hele Danmark takket være et utal af revyer, som spilles i København og på mange provinsturneer. Oveni en række filmkomedier, hvor ”Odds 777” er den mest berømte.

Efternavnet får hun af skuespilleren og instruktøren Arne Weel og også sønnen Jørgen. Ægteskabet holder ikke længe. Liva, som bliver kunstnernavnet, har en evne til at forelske sig ofte – men hun er også trofast, så selv om hun skifter mændene ud og på et tidspunkt i dagbogen kan opremse 37 tilbedere (bogen nævner ikke navnene), er det,  som om mange forbliver i hendes verden. For hun er vist det, der hedder seriel monogam, så de gamle bekendtskaber bliver til venner og samtalepartnere.

Det tragiske

Det tragiske ved Liva Weels skæbne, som det tidligere er fremgået af alle de, også korte, portrætter, der findes af hende i bøger, tv serier og senest i et skuespil, er en vis selvdestruktivitet. Hvor hun som helt ung syntes sund og stærk – er der siden en skrøbelighed, en nervøsitet og måske også et par fysiske sygdomme, som gør, at hun får smag for vin, alkohol og i perioder ”ferietabletter”, som man vist kaldte det dengang.  Det betyder, at Liva i de sidste mange år af sit liv arbejder hårdt på de skrå brædder for at tjene til sit menageri (for der er ingen rig mand bag hende). Samtidigt er hendes fysiske kræfter og nervemæssige habitus ikke til det hårde liv. Det medfører mange ophold på diverse sanatorier for at få kure, der skal stabilisere hendes kampvægt og lære hende nye, sunde spisevaner.

Heldigvis er Livas stemme bevaret på utallige indspilninger og ikke mindst samarbejdet med Poul Henningsen, hvis viser er så politiske og dobbeltbundne, har skabt unikke sange.  ”Man binder os på mund og hånd….. er det mest berømte eksempel, som er dybt forankret i vor fælles historie, da forestillingen ”Dyveke”  var planlagt igennem  foråret 1940. Efter tyskernes besættelse  af  Danmark d. 9 april, trådt en censur i kraft. PH måtte ændre i sin tekst, så den ”kun” handlede om kærlighed og kunne slippe igennem. Forestillingen ”Dyveke” fik premiere i slutningen af maj 1940 og spillede flere hundrede gange på Riddersalen med Liva.

Et bredt perspektiv mangler

Bogen kunne fortælle så meget og forklare nye detaljer om de forskellige mennesker og kulturelle institutioner i miljøet omkring Liva. Men bogen synes alt for snæver i sit perspektiv og bliver hurtigt triviel i sin venlige opremsning  af Liva Weels uendelig mange gøremål i de aktive år. Står op, går til prøve et sted, til forestilling et andet sted og gentagne opremsninger af anmeldelser.  Men hvorfor skrev de navnkundige anmeldere netop sådan? Hvem var disse københavnske smagsdommere?

Selv om bogen er på mere end 400 sider, tæt skrevne, dog med masser af sort/hvide gamle, grumsede fotos, er der så meget, der burde have været med. Det er 68 år siden Liva Weel døde. Nu er der brug for en mere præcis indplacering i den store teaterhistorie og såmænd også i kulturhistorien.

Showbiz i 1920erne og 1930erne

Det er som om forfatteren går ud fra, at læserne ved det hele. Det tror jeg ikke er tilfældet.  Og der er tilsyneladende mere end stof nok i de yderst velskrevne dagbøger til at brede beretningen ud og indfange den helt specielle atmosfære, som prægede teater-, revy- og forlystelsesverdenen i Danmark i 1920erne og 1930erne.   Det var vist helt vildt, som man morede sig i København og med nærmest berlinske dimensioner. Det var en helt speciel livsstil,  hvor folk inden for showbiz sled i det for efter teatertid og efterfølgende i den halve nat at ånde ud på smarte restaurationsetablissementer, hvor man mødte andre med samme hang til at skubbe godnattidspunktet ud på de tidlige morgentimer.

Høflig skrivestil

Det tjener Janni Andreassen til ære, at hun holder en meget pæn tone og aldrig udleverer Liva eller andre af de omtalte personer (på nær Stig Lommer). Derved er bogen lige det modsatte af Gyldendals egen portrætbog: ”Selveste Gyldendal”. Men måske har forfatteren følt sig bundet af at have interviewet familien og derfor ikke ønsket at give et mere detaljeret billede af Liva Weel. Men når man tænker på de beretninger, der i dag findes om eks. Karen Blixen,  som jo på mange  måder har en lignende kultstatus, blot i en anden verden, kan den generelle berøringsangst undre.

Det er også mærkeligt, at bogen ser så ussel og gammeldags ud. Papiret er tyndt,  billederne ubearbejdede, layouten for mainstream og så mangler der  et navneindeks. Godt nok er der en nyttig repertoireliste, som jeg inderligt håber, er korrekt. Hvis bogen havde været redigeret med henblik på at blive anvendt som en lille Liva-håndbog, burde der også have været gode overskrifter på kapitlerne og ikke blot en monoton, kronologisk fremdrift.

Hvorfor ikke udgive selve dagbøgerne

Havde jeg været redaktør, tror jeg, at det havde været sjovere at udgive selve dagbøgerne og også de avisartikler, som Liva skrev med sin moderne, forfriskende pen. Det ville nok ikke være kompromitterende, for Liva var vist meget bevidst om, hvad hun skrev, og hvad hun rev ud! Så kunne forfatteren have skrevet indsigtsfulde indledningerne og ikke mindst noter om alle de omtalte personer, skuespil, steder mm. Det havde været forfriskende nyt og tilføjet nyttig viden om en vigtig, men svunden tid – i Divaens tegn.

416 sider

Udkommet 15.10.2020.

www.gyldendal.dk

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.