Kommentar af Ulla Strømberg.
Lost in Communication under Passage Festivalen.
Passage Festivalen i Helsingør er i gang på gader, stræder og indendørs. I den smukt nyrenoverede Industriforeningen var jeg til premiere på et nordisk ”interdisciplinært ” værk med titlen ”lost in communication”. Forestillingen er skabt af gruppen Nordic Trash Collaboration, som har eksisteret siden 2018.
Det er fint nok, at Passage Festivalen i år også har flere premierer, men det kan være dumdristigt, da festivalen ikke kender niveauet på forhånd og alene må forholde sig til et skriftligt oplæg.
Lost in Communication, Passage Festival, 2021. Tegning af Claus Seidel.
”Lost in communication” er pakket ind i dyre ord: engelsk titel, der lidt irriterende giver mindelser om den mystiske og fascinerende film med Scarlett Johansson ”Lost in translation”. Men denne forestilling er noget helt andet. Det er en ”udforskning”, hvad det så skal betyde – og Nordic Trash Collaboration skaber ”tværæstetiske” forestillinger, skriver de. Alt det er ok, hvis altså historien og forestillingen holder, men det er på scenegulvet med publikum på, at prøven skal stå og kunsten virke.
Instruktøren Brigitte Christensen, der har arbejdet med teater i udlandet i mange år, synes at kæmpe for at få de gode intentioner om den svære kommunikation forenet med en smuk scenografi og en svag tekst samlet omkring to meget forskellige skuespillerne.
Det visuelle er heldigvis delikat og velfungerende, men er set før: et par halvcirkulære skærme med tv-projektioner fra diverse amerikanske nyhedsudsendelser, som skal demonstrere det store verdensomspændende medieflow.
Midt på scenen er et bjerg af udslidte bøger, den gamle civilisation(?)
Lost in Communication, Passage Festival, 2021. Pressefoto.
De to roller er meget forskellige: en garvet, velformuleret kvinde med styr på livet spilles disciplineret og velartikuleret af Merete Nørgaard, der i øvrigt ser ud til at eje verden i hvidt tøj midt imellem moderne citytøj og rumdragt. Hun har forvildet sig ind i et rum og møder en ung kvinde, spillet af Sara Magrét Nordahl, der desværre har mindre styr på stemme, virkemidler og bevægelser. I stykket og i virkeligheden er hun fra Island, men det forklarer desværre ikke nok om figurens vrede og manglende indpasning. I det hele taget er de to figurer et mærkeligt sammenstød, som ikke udvikler sig.
Historien om det fortabte menneske i en moderne verden med eller uden flimrende medier er både set og hørt før. På historisk plan er der Sartres ”Lukkede døre”, hvor moderne mennesker er afsondret fra omverdenen. Også Harold Pinters mennesker er ofte lukket ude, men fra hvad? Der er uendelig mange tekster og stykker fra tiden omkring 1960, hvor det moderne menneske post Anden Verdenskrig skulle finde en ny mening med livet.
Også flere mindre forestillinger i den forgangne teatersæson opererede med samme problematik: det fremmedgjorte menneske i en urolig, ustyrlig verden på jagt efter kærligheden og andre mennesker.
Lost in Communication, Passage Festival, 2021. Tegning af Claus Seidel.
I ”Lost in communication” er der i øvrigt også en mand, i hvert fald i begyndelsen over højtaleren, men han dukker aldrig op. Som en anden Godot bliver han væk. Til sidst hører vi slet ikke om ham.
Det er som om gruppen har brugt rigtig mange kræfter på at skrive introducerende tekster med fine ord til fonde og festivalarrangør – og tillige skabt en velfungerende visuel ramme og lydside. Men tekstmaterialet mangler dramatisk kraft. Det kan ingen instruktion rette op på.
Passage Festivalen har lagt navn og rum til forestillingen – en lang række nordiske fonde har givet støttemidler, men forestillingen har brug for, at dramatiker og dramaturg sætter sig sammen og finder ud af, om de har noget på hjerte, som er væsentlig, og som vi skal lytte til og se på. Så kan gruppen kalde det ”interdisciplinært” for min skyld gerne, men er det ikke altid teatrets inderste væsen at mixe alt og krydse grænser: Ord, lyd, billede og krop?
“Lost in communication” skabt af Nordic trash Collaboration
Medvirkende: Merete Nørgaard og Sara Margret Nordahl
Instruktion: Brigitte Christensen
Manuskript og scenografi: Charlotte Calberg
Video og lyd: Tomas Björkdal