Kulturkupeen

Rigoletto i Opera Hedeland i august.

 

Anbefaling af Ulla Strømberg.

Husk Opera Hedeland fra d. 6. august: Rigoletto. (Kun tre gange).

Opera Hedeland. 2019 Pressefoto fra Carmen, slutscenen.

2021 er anderledes på mange måder. De færreste tager til udlandet og dermed heller ikke til opera i Verona eller i Rom eller andre historiske steder med udendørsforestillinger i storformat.  Men lige uden for København ligger jo Hedeland med den fine amfiscene skåret ind i terrænet og hjemsted for Opera Hedeland, der huserer hver år i august.

Årets operaopsætning er Verdis “Rigoletto”.

Verdis opera fra 1851 med urpremiere i Venedig handler om hofnarren Rigoletto. Han er lidt af en nar,  og hans profession er NAR hos hertugen af Mantua, for handlingen udspiller sig i 1500- tallet og bygger på en roman af Alexander Dumas: Kongen morer sig.

Rigoletto er selv med til at skabe ballade og udsættes derefter for en ubehagelig kabale, som ender med, at hans datter bliver en form for #metoo offer. Historien og værket er mere aktuelt end nogen sinde. Måske derfor spilles ”Rigoletto” mange steder i disse år, men Verdis musik er nu også uforglemmelig, og de forskellige partier med de rette sangere er en del af den fælles ”musikalske kulturarv”.

”Rigoletto” var min første operaoplevelse på det Kongelige Teater. Jeg var vel ca. 8 år gammel – og forstod måske ikke handlingens mange underliggende tråde, men musikken kunne jeg lytte til, og den døde (uskyldige) Gilda i sækken til sidst stod lysende klart for mig.

Derfor skal man ikke lade børn og unge blive hjemme. ”Rigoletto”  er en af de væsentligste operaklassikerne og er et godt sted at begynde. Det viser sig også at Opera Hedeland i år har eminente rabatordninger til unge helt op til 40 år!  Halv pris! Gid man var ung.

La Boheme, Opera Hedeland. Foto: US.

Der er også alt det andet, som er en del af udendørsunderholdningskonceptet:

Mad fra Meyer – som skal bestilles i forvejen og kan nydes på de mange bænke.

Medbragt madkurv, som også gerne må nydes på bænkene.

Bustransport – både gratis fra Tåstrup Station  (husk at forudbestille) og fra Hovedbanen (DGI). Her koster det 100 kr – tur/retur, og man får operaforedrag i bussen!

Nu er det blot at håbe på ok vejr,  resten klarer Opera Hedeland med den charmerende Peter Lodahl som den kvindeglade hertug.

Læs mere på:

www.operahedeland.dk

læs mere om opera i Danmark denne sommer:

https://www.kulturkupeen.dk/sommerglaeder-2021-for-operaelskere/-

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *