Kulturkupeen

Lyden af de skuldre vi står på – Aarhus Teater.

∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.  kommentar til godkendelse

Lyden af de skuldre vi står på – Aarhus Teater.

Fin, seriøs og ganske alvorlig musikalsk gennemrejse i ikke mindst den danske salmeskat.

For et par år siden talte alle om netop denne teaterforestilling, der af den  hedengangne Reumertkomité blev valgt som årets musikforestilling.

Nu genopsættes ”Lyden af de skuldre vi står på”, og det er en god idé. Forestillingen er igen  meget efterspurgt og allerede forlænget.  Men på teaterområdet er meget sket på de seneste par år.  De danske teatre tilflydes en evig strøm af musikforestillinger, ofte med kun en sporadisk handling, hvor musik og visuelle tableauer, pine død, skal være udslagsgivende for gennemslagskraften.  Aarhus Teaters ”Lazarus” fra efteråret 2019 er nok den mest gennemførte og rent visuelt overlegne forestilling, mens det allerførste danske bidrag inden for teaterkoncertgenren stadig ikke er overgået: ”Gasolin”, skabt af det gamle Dr. Dantes Aveny i 1994.

Lyden af de skuldre vi står på. Aarhus Teater. Genopsætning. 2020. Foto: Emilia Therese.

Simon Kvam og Marie Højlund står bag ”Lyden af de skuldre…”. De har transformeret mange af vor barndoms (og voksendoms) væsentlige sange og melodier om til et nyt univers, men heldigvis ikke provokerende eller overstyret. Det moderne islæt klares derimod fint af scenografen Christian Albrechtsen og lysdesigneren Mathias Hersland. Begge er i øvrigt vant til at arbejde sammen med instruktøren Nicolei Faber.

Men der er noget tilbageholdende i hele forestillingen, måske fordi de tekniske muligheder farer frem i denne tid, og vi i de seneste par år har mødt endnu flere grænseoverskridende performanceopførelser, hvor man turde lægge arm med det hele.

Lyden af de skuldre vi står på. Aarhus Teater. Genopsætning. 2020. Foto: Emilia Therese.

I ”Lyden af de skuldre…” tager billederne til i kraft igennem forestillingens timer, og mod slutningen er det vildt, når begravelsessalmen ”Dejlig er jorden” lægges i et fremtidsunivers i stramme månedragter.

Måske er det svært for mig at lytte til sangskatten, da de mange forskellige sange og salmer refererer lige tilbage til min skoletid, hvor vi i 6 af ugens dage sang en salme og oveni tre af dagene tillige en fra højskolesangbogen. Så sidder de i rygraden, men efterlader én lidt følelseskold. Beklager.

Lyden af de skuldre vi står på. Aarhus Teater. Genopsætning. 2020. Foto: Emilia Therese.

Faber og co. har ellers arbejdet hårdt.I begyndelsen er alle er i lyse farver, triste jumpers og khakibukser. I midten af ensemblet står en spændende operastemme, såmænd Lisbeth Balslev, der engang sang i Bayreuth og brillerede herhjemme i Wagners ”Ringen” i Aarhus.  De andre medvirkende har naturligvis ikke skolede operastemmer, og netop sammenstødet imellem unge /gamle aktører, skolede og ganske uskolede stemmer har nok fascineret instruktøren, men er det holdbart?

Fra hverdagen i første billede bevæger scenerne sig videre flere gange med lidt demonstrative historiske tableauer, både i baroktiden og i en idyllisk fiktiv bondetid. Siden går billederne på opdagelse i naturen med menneskestore hybenfrugter for at ende i et fremtid i sølv,  spacedragter og en fornemmelse af det store univers, som er befolket af mystiske væsener.

Lyden af de skuldre vi står på. Aarhus Teater. Genopsætning. 2020. Foto: Emilia Therese.

På trods af de ofte vilde visuelle effekter er der ro over forestillingen, også selv om Simon Kvam og Marie Højlund har remixet musikken og gjort lyden  ganske ”moderne” og effektiv. Og Marie Højlund sidder i en loge og på modsatte side er hendes musikerkollega Esben Inglev. De er i sig selv en oplevelse at følge, som de sidder bag et raffineret lysshow sat op på ydersiden af logerne og spiller på flere instrumenter. Det er netop blandingen er mange forskellige virkemidler samt ikke mindst alvoren, der bliver forestillingens styrke,  langtidsholdbarhed og efterlader en  fornemmelse af noget eftertænksomt, næsten religiøst, selv om lysdesigneren meget stilsikkert gør sit til, at vi skal holde øjnene åbne og fastholde koncentrationen.

Lyden af de skuldre vi står på. Aarhus Teater. Genopsætning. 2020. Foto: Emilia Therese.

Forestillingen er gennemkoreograferet, men det er som om opfindsomheden i Marluze da Cruz’ trin er brugt op mod slutningen. Det kan dog også skyldes en vis træthed hos mig over disse teaterkoncerter, der har så mange gode hensigter og alene af den grund er umulige at feje til side.

”Lyden af de skuldre…” er altså stadig en varm og menneskevenlig oplevelse ikke mindst for  det publikum, for hvem sangene ikke er alt for bekendte – eller også netop så bekendte at man glædes ved genhøret.

Remixet af Simon Kvamm / Musik arrangeret af Marie Højlund & Anders Boll / Iscenesættelse Nicolei Faber / Scenografi og kostumedesign Christian Albrechtsen / Lysdesign Mathias Hersland / Lyddesign Lars Gaarde / Koreografi Marluze da Cruz / Koreografisk konsulent samt ansvarlig for genopsætning Rebekka Lund /

Medvirkende: Mark Linn, Marie Marschner, Nanna Bøttcher, Anders Baggesen, Marluze Da Cruz, Lisbeth Balslev, Mikkel Hilgart, Arian Kashef, Aarhus Teaters Kor / Musikere: Marie Højlund, Esben Inglev.

www.aarhusteater.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.