∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Lyset over Skagen musical.
En romantiseret musicalversion af livet i Skagen anno 1890erne er på turné i de kommende uger.
Det er ikke første gang, at teater- og filmfolk har kastet sig over den kendte kunstnerkoloni helt mod nord, hvor myten siger, at solen altid skinner. Der er alle glade, kvinderne er iført nystrøgne, lyse kjoler, vinen er kold og de lokale folk yderst tjenstvillige som tjenere, fiskere – og modeller.
Lyset over Skagen. 2019. Foto: Jens Peter Engedal.
Også Skagens Museum har med sin populistiske udbygning været med til at cementere drømmen om Skagen. Derfor kan ingen klandre mændene bag ”Lyset over Skagen”, denne musical, der kom frem for mere end 10 år siden og genopsættes af Daniel Bohr, der også var med første gang.
Musicalen fortæller den kendte historie om den kanoniserede maler P.S. Krøyer, der kunne male hurtigere end en hest kunne løbe fra Østerby til Vesterby. Musicalen bruger også hans forliste ægteskab med Marie, der vælger den svenske komponist Hugo Alfvén som elsker og siden ægtemand. Heroverfor står det solide, kammeratlige ægteskab imellem Anna og Michael Ancher. Udenom en kreds af andre, hvor Holger Drachmann rager op, men som musicalen slet ikke udnytter. Historien er ok uden svinkeærinder, og teksten er faktisk fornuftig og blottet for floskler.
Lyset over Skagen. 2019. Foto: Jens Peter Engedal.
Det er en gåde, hvorfor komponisten Kim Sørensen allerede for mere end 10 år siden valgte at komponere en brutal, populistisk musik til noget, der skal fremstå som den rene, solbeskinnede idyl. Hvorfor ikke tage af samtidens musik med komponister som Grieg og Alfvén og skabe en vaudeville i stedet for en musical?
Musikkens vulgaritet ødelægger det meste, for sangerne er ellers habile nok, og som historiens centrum er Tomas Ambt Kofod både troværdig, fascinerende – og velsyngende. Krøyer er en kompleks figur. Glad og munter det ene øjeblik og tvivlende og uligevægtig det næste. Sådan var virkelighedens mand, og sådan spilles han. Forestillingens lyspunkt. Silke Biranell er som Marie Krøyer fin, men udvikler ikke rollen, selv om hun med rynket pande og på moderne pædagogvis hele tiden siger: ”Vi må tale om det.” Joachim Knop har altid volumen i stemmen, det ved vi, men underspiller lidt, som den kvindeforføriske komponist, der desværre efterfølgende viser sig at være en utro ægtemand for den naive Marie. Men det er ikke med i musicalen. Han har i øvrigt looket som den evige forfører. Anders Bircow får lov til at gå linen ud (ikke linjen(!)) og giver den som smægtende italiensk restauratør. Musicalens sjove topnummer, der intet har med Skagen at gøre. Men sjovt er det.
Lyset over Skagen. 2019. Foto: Jens Peter Engedal.
Kjolerne er smukke, ingen pletter, hverken sommer eller vinter, og ligeså med herrernes sommerdress. Fiskerne er stovte, som de nu skal være, og Jesper Kongshaugs lysdesign får scenerne til at skifte på flotteste vis.
Men der mangler modhager, modstand og mørke skyer og en musik, som giver sangerne udfordringer og ikke lægger sig op ad en umoderne Abba-stil. For flere af dansenumrene er som revet ud af tid og sted og har ikke meget med hverken Skagen eller fortiden at gøre – højst lidt ”Mama Mia” eller ”My Fair Lady”.
Men hvis man glemmer historien og nyder det visuelle, er der nogle smukke silhuetbilleder, der leder tanken hen på guldalderbilleder som Eckersberg – men så er vi altså tilbage i 1820erne, og det er vel ikke meningen?
Lyset over Skagen. 2019. Foto: Jens Peter Engedal.
Med de gode præstationer hele vejen rundt, ikke mindst af Tomas Ambt Kofod, kunne ”Lyset over Skagen” med anden musik sagtens have været en vederkvægelse og en behagelig omgang nostalgi, helt i takt med Danmarks Turistråds brochurer, ( Øh:VisitDenmarks), når nye turistflokke skal lokkes til det nordjyske.
Spiller på turné de næste par måneder.
Det kreative team
Forfatter Thomas Høg
Komponist Kim Sørensen
Instruktør Daniel Bohr
Musikalsk leder Edi Premate
Scenograf og lysdesigner Jesper Kongshaug
Koreograf Bettie Uldal
Kostumedesigner Maria Gyllenhoff