Kulturkupeen

Carmen i Opera Hedeland, 2019.

∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Carmen i Opera Hedeland.

Sigøjnerkvinden Carmen skal være forførende, farlig, frastødende og for meget af det hele. Ellers er det ikke muligt at forstå historien i Bizets opera, som bygger på diverse tekstforlæg. Ingen mand skal kunne modstå Carmen, men hun vælger selv, hvem hun vil have, synger hun bl.a. ( frit oversat):

Kærlighed er et sigøjnerbarn (… ) hvis du ikke elsker mig,  så elsker jeg dig – og hvis du elsker mig – pas på!

Carmen. Opera Hedeland. 2019. Foto: Mikal Schlosser

Åbningsbilledet til årets Opera Hedeland er flot og lover godt for resten af aftenen: En giftig, gullig røg op af skorstenen, nedbrudte betonmure, som skriger af fattigdom og en generel laden stå til. Triste, grønklædte soldater holder dovent vagt på et par stilladser, mens pigerne fra cigaretfabrikken træder ud i friheden i orange og pink tøj, lidt i familie med den giftige røg. Joh, der er tænkt over det visuelle. Også ”Carmen” er iklædt stærke pastelfarver og en selvlysende pink underbluse, der siden modsvares af toreadorens sokker i sammen materiale og nuance. ”Se mig”!

De obligatoriske børn, (indforskrevet fra Roskilde Domkirkes kor) ligner søvngængere, der har gået for længe rundt ned i de engelske kulkældre.

Carmen. Opera Hedeland. 2019. Foto: Mikal Schlosser.

I Opera Hedelands ”Carmen” har instruktøren, nordmanden Runar Hodne, valgt at lægge handlingen lidt op i nutiden, i et fattigt område, hvor fabrikkerne er ved at falde sammen, og jernstænger titter ud af betonen. Oppe i lyset har pigerne kun det sjov, de selv skaber, mens soldaterne er lade og uvirksomme. Heller ikke toreadoren er noget at skrive hjem om, selv om han er flot og har selvtillid med hænderne i vejret som en anden fejrende sportsmand. Men hans bil er en lille mini. De andre kører rundt i nogle skramlekasser. Og bilerne er faktisk et vigtigt omdrejningspunkt i iscenesættelsen. De skaber stemning, placerer historien i 1960erne og flytter personerne til og fra spillepladsen.

For selvfølgelig har instruktøren, der også er hovedscenograf på ”Carmen” tænkt over det meste. Spørgsmålet er blot, om han helt har forstået, hvorfor denne opera i de seneste mange år (der var urpremiere i 1875) er gået hen og blevet publikums yndling over alle og en brobygger imellem lødig musik og gemen underholdning?

Jeg efterlyser ikke vulgaritet eller billige trick. Men der skal være smæk i instrumenterne, i kor, i arier, i det hele. 

Carmen. Opera Hedeland. 2019. Foto: Mikal Schlosser.

Opera Hedelands opsætning af ”Carmen” synes, på trods af det farvemæssigt flotte look, alt for neddæmpet. Til gengæld gives plads til nydelige enkeltstående præstationer af sangerne. For de gør mere end fyldest. Titelpartiet som Carmen synges af mezzosopranen Andrea Pellegrini, der har fuld dækning for det sanglige. Hun gøre det flot, næsten eksamensagtigt, men holder igen med følelserne og når derfor ikke ud til de mænd, som nærmest vil gå i døden for hende. Vi skal jo forstå, at Carmen er helt usædvanlig, og Bizet har givet hende musikken til at forklare sig. Don José bliver af wagnertenoren Magnus Vigilius sunget smukt med alvor og koncentration. Rigtig ser han ud og vokser samtidigt i rollen hen igennem akterne. Man forstår den enfoldige og føjelige soldat og også, at Carmen falder for ham. Men der er ikke nok samspil imellem de to.  Sangligt er det mere end tilfredsstillende. Men spændstigheden og uforudsigeligheden ved livets spil er røget ned i den nærliggende grusgrav.

Carmen. Opera Hedeland. 2019. Foto: Mikal Schlosser.

Hele operaen handler om attrå, begær og kun lidt om lidenskab. Lars Møller som toreadoren giver på skuespillerplanet meget, mens stemmen har sværere ved at slå til. Derimod er en række af de mindre kvinderoller meget velbesat.  Og så er der den rene kærlighed, som pige Michaäla er den eneste repræsentant for.  Det viser sopranen Yana Kleyn på fineste vis. Helt alene på scenen i verdens kedeligste dragt. Der er ikke ruttet med noget hvad angår soldaternes outfit og Michaëla, den evigt elskende, som ikke i tide får udtrykt sine følelser. Men hun står fast og forsvinder ikke i musikken.

Men det er som om det på trods af farver, biler, røg og gode sangere er svært at skabe og fastholde stemningen af dæmoni. Også scenen i smuglerkroen, hvortil både Carmen og Don José er flygtet, er svær på den alt for store spilleplads og oppe på taget. Måske skyldes det også, at det kan knibe med at se forskel på personerne, fordi afstandene er store.

Carmen. Opera Hedeland. 2019. Foto: Mikal Schlosser.

Sidste scener med toreador-kampen back stage fungerer, mens Don Josés fatale handling bliver udført lidt skjult for publikums blikke. Efterfølgende bliver han handlingens mand, og liget bortskaffes som i en anden tv-krimi. Det var vist et nyt påhit. Og så ender kampen omme bagved i et formidabelt fyrværkeri. Men hellere knald på samspillet og nærvær i musikken end krudt og kugler i luften.

Carmen har en musik, der bør kunne lægge det 3000 mand store publikum ned.

Med orkestret på Bayreuth-manér skubbet næsten ned under spillepladsen, er musikerne godt garderet mod det danske vejrlig. Men måske mister vi noget af klangen og stemningen. Ligeså med den ofte velfungerende arenascene, der her til ”Carmen” synes at være alt for stor. Der er simpelthen for megen plads, til at personerne kan komme i psykologisk nærkamp.

Carmen. Opera Hedeland. 2019. Foto: Mikal Schlosser.

Taget over en kam er det instruktørens opgave at få ensemble og orkester op i gear og vise en uforglemmelig ”Carmen”.  Det lykkes ikke for den norske Runar Hodne, der ellers har sangerne til det.  Han har tidligere bl.a. på Aarhus Teater leveret vilde forestillinger og ligeså for et tre år siden en meget rost ”Søvngængersken” netop i Opera Hedeland.  Dengang fik også scenografien stor ros (ved Chr. Lemmerz). Med ”Carmen” har Hodne selv konciperet ideen, står der i programmet. Det er måske en dum disposition, selv om der hen igennem forestillingen er smukke, statuariske opstillinger, udpræget gode photoshoots, men der skal mere til for at hale en tre timer lang opera hjem – også når afstandene er store, og publikum indimellem rejser sig op under forestillingen, mens mobilkameraerne lyner.

For nye operagængere, bl.a. min sidemand, var aftenen til gengæld både flot og overvældende.

Derfor: glem ikke den charmerende stemning i Opera Hedeland, der fortsat er en overset perle. Der er smukt derude i det amphiteatralske landskab med magelige stole og en hær af flinke, frivillige mennesker, der sørger for kaffe og parkeringspladser til de 3000 gæster.

Der er to aftener tilbage: d. 16. og d. 17. august. 2019.

www.operahedeland.dk

Solister 

Kunstnerisk team

  • Instruktør og konceptuerende scenograf: Runar Hodne
  • Assisterende instruktør: Freja Friberg Lyme
  • Dirigent: Christian Kluxen
  • Assisterende dirigent: Nathanaël Iselin
  • Kostumedesigner og konceptuerende scenograf: Maria Gyllenhoff
  • Kormester: Filipe Carvalheiro
  • Scenograf: Elisabeth Holager Lund
  • Koreograf: Jannik Elkær
  • Assisterende koreograf: Ida Frost
  • Lysdesigner: Mikael Sylvest
  • Orkester: Opera Hedeland Festivalorkester
  • Kor: Opera Hedeland Festivalkor og Roskilde Domkirkes Drengekor

www.operahedeland.dk

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *