∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Made in Yugoslavia på Husets Teater.
Emnet er alvorligt og performancekunstneren Nikoline er mere end involveret i historien, som hun både har skrevet og spiller i. For hendes familie kommer fra det tidligere Jugoslavien, og selv boede hun der i sin barndom hos bedsteforældrene, skønt hun er født i Danmark.
Forestillingen lægger sig formmæssigt midt imellem teater og performance, da Nikoline ikke behersker de teatermæssige greb, som en skuespiller lærer for at distancere sig fra en direkte involvering. Nikoline bliver rent følelsesmæssigt unuanceret, da det tilsyneladende er hendes egen historie, der serveres. Det betyder faktisk, at hun kommer til at stå i vejen for en mere konkret og direkte forståelse af problemstillingen. Det hele bliver lidt for personligt.
Nikoline er uddannet klassisk musiker, men har også været rapper. Med den gennemmusikalske Johan Klint Sandberg som instruktør, kunne man forvente en mere integreret musikalsk side i forestillingen. Men ordene hober sig op, og det musikalske, som er ganske malende og varieret, rykkes for meget i baggrunden.
Også scenebilledet ved scenografen Petruska Miehe-Renard er næsten delikat med nogle gipsfigurer, der kan fange de forskellige projektioner, som dog aldrig får lov at dominere. Der kunne sagtens være flere dokumenterende billeder fra Jugoslavien – før som nu. Så mere lyd og billede,
Made in Yoguslavia. Husets Teater. Nikoline. 2023. Tegning af Claus Seidel.
Den første tredjedel af forestillingen beskriver på smukkeste vis bedsteforældrene og sammenholdet imellem folk hjemme i Jugoslavien. Så følger uroen, krigen, hvis præmisser bliver utydelige og slet ikke klart lagt frem, men opløsning af et land er et faktum.
Made in Yoguslavia. Husets Teater. Nikoline. 2023. Foto: Camilla Winther.
Anden del af forestillingen er ganske privat og beskriver moderens død af kræft i Danmark suppleret af datterens indrømmelse, at hun er lesbisk. Så ved vi det, og følelserne er helt fremme hos Nikoline og svært for publikum at skelne imellem det private og det teatralske. En farlig balancegang for en performer og en katastrofe for en skuespiller.
Made in Yoguslavia. Husets Teater. Nikoline. 2023.Foto: Camilla Winther.
Tredje del er endnu et sceneskift og mystisk. For nu er Nikoline blevet en aktivist, en agitator i sort kampdragt på en talerstol i nutiden. Stemmen er ændret og lyder som en grammofonstift, når hun skyder på alt og alle i DK, men ordene fortoner sig for mig. Det er monotont, for igen er det jo Nikoline og ikke en skuespiller, der smider ordene i hovedet på publikum.Til allersidst, men da havde jeg lukket øjnene af angst, kommer tre statister iført grønne soldaterdragter ind på den lille scene med attrapmaskingeværer (teatrets information). Fra scenen sigter de mod publikum (vist nok). En enkelt lyd. Mørke. Og slut.
I programmet kunne jeg læse, at den sidste tredjedel handlede om manglende fællesskabsfølelse i Danmark. Åh ja, men vi har vist større lokale som globale problemer lige nu at kæmpe med.
Made in Yoguslavia. Husets Teater. Nikoline. 2023. Tegning af Claus Seidel.
Forestillingen synes at have svært ved at holde fokus, for der er så mange aggressioner. Det er forståeligt og mere end rimeligt, at Eksjugoslavien fortjener at blive diskuteret. Men at blande et feministisk oprør ind og tillige en privat sorg er med til at forplumre dramaturgien, hvis ikke intentionen lige netop er, at det hele går skidt – så lad os tage det i en pærevælling!
På papiret kan fortællingen måske synes logisk, som en slags kronikteater, men på scenen med en performer? Måske er det netop, hvad Husets Teater synes er fornyende. For hvem er Nikoline? En privatperson eller en skuespiller? Hvad skyldes den vrede, som mod slutningen rettes mod alle?
Made in Yoguslavia. Husets Teater. Nikoline. 2023. Foto: Camilla Winther.
Klog på krigen og opløsningen af Jugoslavien blev jeg desværre ikke.
Men efter forestillingen mødte jeg udenfor en publikummer, der netop var fra Eksjugoslavien. Hun kunne på begavet vis på få minutter forklare mig den politiske situation, der for alle var og er nærmest uforståelig og utilgivelig.Så konklusionen må være: Forestillingen er smuk at skue, i begyndelse i et fornuftigt tempo med velfungerende, supplerende lydside, men så tipper det hele, og fortællingen brækker over flere gange. Som kronik eller stileøvelse kunne teksten måske have fungeret, men som teater/performance anno 2023 er oplevelsen mere end kompliceret.
Et stort landkort på siden af scenen kunne i øvrigt have været en god idé for at fastholde fokus.
Made in Yugoslavia11 nov. — 2 dec. 2023
Et requiem for fællesskabet
Med & af / NIKOLINE
Tekst & Musik / Nikoline
Instruktion / Johan Klint Sandberg
Scenografi / Petruska Miehe-Renard
Dramaturg / Mette Kruse
Koreograf / Noora Hannula
Lyddesign / Erik Christoffersen
Lysdesign / Anna Westh
Videokonsulent / Malte Hauge
Instruktørassistent / Clara Morild Marckmann
Videodesigner / Mathias Broe
Ca. 1 time og 25 minutter, uden pause