∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Mødrenes hus – på Mungo Park.
Som regel er skuespillerniveauet altid i top på Mungo Park – og så kan man være uenig i alt muligt andet deroppe i Allerød.
Det er ingen undtagelse med ”Mødrenes Hus”, hvor skuespilleren Rikke Westi endnu engang er 100 procent overbevisende på scenen. 6 stjerner værdig. Hun redder hele forestillingen, der ind i mellem er både pinefuld og for meget, alt for meget. For denne gang er det endnu en svær rolle, som Rikke Westi administrerer forbilledligt. På scenen står en ganske neurotisk og angst, kommende moder i de sidste dage op til en fødsel, der lader vente på sig.
Mødrenes hus, Mungo Park, 2023. Rikke Westi. Tegning af Claus Seidel.
Rikke Westi formår sammen med instruktøren Nina Rudawski at skabe flere universer: den nære situation, lejligheden, klinikken og derefter hospitalet over for en fantasiverden, en utopisk drøm om et kvindeunivers, hvor alle problemer er fejet af vejen.
De tanker, overvejelser og smerter, som den vordende moder oplever, er frygtelige – og sikkert hentet ud af virkeligheden.
At tage romanen ”Mødrenes hus” og transformere den til teater er dog for mig diskutabelt, for hvem henvender forestillingen sig til? Unge kvinder, der endnu ikke har fået børn, kan blive ramt psykisk og fravælge den mulighed, oplevelse og ikke mindst livslange opgave et barn og en moderolle er.
Vordende mødre vil jeg decideret fraråde at se forestillingen, for at de ikke skal blive traumatiserede.
Alle andre, der enten har født eller måske blot har været tilskuere som fædre eller pårørende eller lign., har næppe brug for at blive konfronteret med det næst-værste, der kan ske i forbindelse med en fødsel: angsten for at alt skal gå galt.
Mødrenes hus, Mungo Park, 2023. Rikke Westi. Tegning af Claus Seidel.
Direktøren på Mungo Park sagde bl.a. ved sin tiltræden for nogle år siden, at hun ikke mindst henvendte sig til unge. Men på almindelige spilledage er publikumssegmentet vist endnu ganske modent, og det er vel kun glædeligt. Men der skal nok ikke spilles teater a la ”Mødrenes hus” alt for mange aftener i løbet af en sæson.
Mungo Park har nu en ny scene, det er sikkert godt for teatret, men jeg savner næsten det gamle rum, hvor der ofte var en fantastisk sammenhæng imellem scene og sal. Nu er teatret i Allerød endnu et sort rum med trapper op og trapper ned som mange andre teatre i Danmark.
Vi lever i en tid, hvor det ”fine” og subventionerede teater tilsyneladende helst skal danse på gravens rand og flirte med døden. Inden for en uge har jeg på mindre scener oplevet en maniodepressiv fader, der ender med at begå selvmord (Bådteatret), en datter, der følger moderens forgæves kamp mod kræften (Husets Teater) og her på Mungo Park er det en hallucinerende, vordende moder, der ikke tror, at fostret overlever. Mungo Park tager prisen for det mest grænseoverskridende. Men skal teater absolut være sådan?
Det er ikke for at begynde en diskussion om teatrets nytteværdi, men snarere påpege, at der måske er noget galt, når ”fint” teater helst skal overskride nogle enten moralske grænser (sex) eller etiske grænser (død).
Det må dog ikke forkleine det faktum, at forestillingen ”Mødrenes hus” er meget modsætningsfyldt: fantastisk teaterhåndværk, men en ubærlig oplevelse.
Baseret på romanen „Mødrenes Hus“ af Liv Nimand Duvå, udgivet af Gyldendal, produceret i samarbejde med Gyldendal Group Agency.
Medvirkende: Rikke Westi
Bearbejdelse og instruktion: Nina Rudawski Forestillingsdramaturg: Felicia Ohly
Scenografi og kostumedesign: Sofia Stål
Lyddesign: Emil Bøll Lysdesign: Casper Døi Instruktørassistent: Michelle Bak Konsulent: Jordemoder Marie Vedsted Christiansen
Varighed: ca. 1 time og 20 minutter