Kulturkupeen

Manden bag masken – Rossini og hans operaer. Ny Operabog.

∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Manden bag masken  – Rossini og hans operaer. Ny Operabog.

Journalisten og musikhistorikeren Thomas Milholt har skrevet en kildekritisk og systematisk analyse af Rossinis 39 operaer, men ikke en musikalsk gennemgang. ”Manden bag masken” er snarere et bevis på en teori, som Milholt meget klart lægger frem i åbningskapitlet og samler op i slutkapitlet. Det er da også her, bogen er mest interessant at læse. Milholt vil forklare, at Rossinis popularitet har svinget igennem de seneste 150-180 år afhængig af politiske og dermed også ideologiske bølger.

 

 

Rossini skrev musik til sin tid og formede til dels sit liv efter de politiske og samfundsmæssige omstændigheder,  han befandt sig lidt i. Han ville pine død være en succes med dertil hørende gode økonomiske vilkår. Det prestigemæssige syntes sekundært.

Milholt ønsker at nuancere det billede, som vi i dag har af Gioachino Rossini, den myreflittige italienske komponist (1792-1868) som inden han var 38 år havde skrevet 39 operaer. Så var det slut med det projekt, og han levede et nyt liv med sin kone nr. to og en tilbagevendende sygdom, som kun læger i Paris kunne holde nede.

Med et minutiøst og kritisk syn på tidligere biografer, ikke mindst den store forfatter Stendhal, som beskyldes for fuldstændig at forvrænge billedet af Rossini, vil Milholt på skolemestervis give sit syn på sagen med beviser og det hele. I begyndelsen er det interessant, men hen ad vejen bliver det trivielt og gentagende. Det samme må siges om den kronologiske gennemgang af de 39 operaer og visse andre kompositioner. Hver gang er det de samme kilder, som inddrages, ikke mindst i de tidlige år med brevene til moderen, som bogen bevidst kalder for Anna. De er lidt kedelige – ja ligefrem anæmiske. Moderen var sangerinde, der sammen med sin mand i 1790-erne arbejdede på en række norditalienske teatre, hvor hun sang, og han spillede. Derfor blev den lille Rossini opdraget tidligt i musikkens verden

Tiden er knagende interessant. Det ene år står Napoleon og tilbyder italienerne fred og fordragelighed, få år efter er han væk og et nyt regime dominerer.  Denne komplicerede vekselvirkning bliver også Rossinis skæbne, da han endelig er ved at falde til i Paris i slutningen af 1820-erne. De forskellige nationale, franske revolutioner tager på komponistens humør og dermed helbred. Hvis man ikke engang kan stole på en kontrakt nedskrevet på et stykke papir, hvor er vi så? Og han tager tilbage til det Italien, han kender.

Alt det og mere til kan Thomas Milholt til fingerspidserne. Men det synes, som om han ikke får nok ud af sit stof. Ikke at jeg angler efter anekdoter, selv om de desværre ofte er netop det “ekstra”, som kan peppe kronologiske, historiske beskrivelser op. Men Rossini og for den sags skyld hans musikalske forældre bevæger sig rundt i en tid, hvor der er så mange ting, der er anderledes end nu, så  nysgerrigheden hos læseren kan ikke tæmmes: Hvorfor har selv små italienske byer store teatre? Hvordan skrues et operarepertoire sammen?  Hvordan kan det være, at casinoer og teatre er forbudne, og Rossinis første kone bliver afhængig af spil? Hvad med karnevalstiden, hvor folk vel også på Rossinis tid bar maske? Hvordan hænger det sammen med titlen ”Manden bag masken”?  Da Rossini i Paris møder kurtisanen Olympe og med tiden bliver forelsket i hende og siden gift med damen, er der nye spørgsmål, som rejser sig. Er det Kameliadamens ”kusine”, vi møder? Hvordan var livet i de franske saloner? På samme vis bliver heller ikke de forskellige betegnelser for opera i en akt og flere  beskrevet indgående nok for slet ikke at tale om musikken. Hvordan udvikler Rossini sin stil helt konkret?  Hvad gør Rossini, som andre før ham ikke har gjort? Hvordan kan han komponere så hurtigt? Skriver han af efter andre end sig selv?  Man kan sige, det er en god bog, der afføder så mange spørgsmål, men der burde have været plads til at besvare blot nogle af spørgsmålene på de 400 sider.

Billedmaterialet er pænt, men alt for klassisk. Den italienske operaæra omkring 1800 og fremefter må da kunne kaste et sjovere billedmateriale af sig. Rossini bevæger sig jo igennem mange interessante byer og operahuse: Bologna, Venedig, Milano, Rom, Napoli, Paris etc.

 

Det er, som om forfatteren er bange for ikke at virke universitær nok. Det er synd. Han har jo læst det hele og påpeger fornuftigt nok, at litteraturteoretikeren Jauss’ forskellige skrifter i midten af 1970-erne er hans udgangspunkt. De ideer kan jeg nikke genkendende til, for sådan var der jo mange sociologisk orienterede, som skrev dengang.

Derfor er det fint at ”Barberen i Sevilla”s komponist hele tiden stilles op over for den politiske situation, han er vidne til. Men omvendt ved vi alligevel ikke, hvad han inderst inde følte. Og at den vennesæle fader, som han også efter moderens død understøtter, stod på de politiske barrierer og lige frem kom i fængsel tilbage i slutningen af 1790-erne kan synes lidt paradoksalt og kræver en ekstra kommentar.

I dag kan ikke mindst den vestlige verden glæde sig over ”Barberen i Sevilla” og af og til ”Rejsen til Reims” og ”Grev Ory”, bl.a.  Bag den lette overflade gemmer sig en underholdende og fængende musik,  som i de rette instruktørhænder kan forvandles til knaldgodt teater. Musikteoretikeren Carl Dalhaus citeres for at sige noget i retning af, at Beethoven skrev ”ukrænkelige  tekster”, der skal fortolkes,  Et Rossini-partitur lægger derimod op til at blive transformeret til scenen.  Og det er vel ok?

412 sider

Paperback

Udgivet 11. maj 2020

Aarhus Universitetsforlag

www.unipress.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.