Kulturkupeen

Teater V: Safe Space – digiteater som flowteater.

∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Jeg var i teatret i aftes kl. 20-21. Ved mit spisebord!

Teater V – Safe Space –  digiteater som flowteater.

Måske er Teater V i Valby det første teater herhjemme med seneste skrig inden for elektronisk teaterløsning?  I hvert fald er ”Safe Space” et eksperiment, som teater V gennemfører i denne Corona-tid: DIGITEATER. I modsætning til mange af de digitale tilbud, som de seneste par måneder har budt på, skal der ikke streames her: Præcis kl. 20 hver aften de næste 4 dage spilles live og direkte ”Safe Space” af Nanna Berner, som samtidig vist har vundet Dramatisk-Debut-pris 2020. 5 skuespillere instrueret af Pelle Koppel spiller foran et kamera m.m. Jeg tror dog, at teknikken er mere kompliceret end som så.

Det er ungt, det er net, det er anderledes og så alligevel ikke. Men for at opleve showet skal der købes billet til kr.140,- for voksne, derpå bliver linket sendt og Zoom skal downloades. Der kræves både snilde og tålmodighed.  På alle beskeder fra Teater V stod, at jeg senest kl.19.45 skulle logge ind. Jeg var fornuftig og begyndte 19.10. Det tog næsten 40 minutter, og jeg følte, at det næppe kan være sværere at sende et par mand til månen. Kl. 19.49 lykkedes det på en lånt I pad at få hul igennem. Min egen computer og min I phone måtte jeg skrotte.

Instruktøren og teaterdirektøren Pelle Koppel var på i nærbillede og med stilfærdig stemmeføring, men beslutsom, fik han minutterne til at gå og havde også lidt kontakt med et par af publikummerne. Vi var sammen i et nyt rum!  Hvor mange der var koblet op, meldtes ikke. Jeg lukkede for både kamera og mikrofon.

Kl. 20.01 begyndte forestillingen og kørte i 55 minutter uden tekniske problemer. Det var flot.

”Safe Space” er en ung forestilling, tematisk hentet ud af både div. tv-serier som ”Sporløs”, ”hvem er jeg” og hvad de nu hedder, hvor ulykkelige mennesker leder efter deres fortid. Det er også en forestilling, der udnytter selve denne moderne corona-situation, så de medvirkende kommunikerer med hinanden via skype og almindelig mobiltelefon. Vi er med, de medvirkende er på – og rummet, det foregår i, fremstilles med denne amatøragtige ”her sidder jeg i en almindelig lejlighed” attitude.  Jeg vil ikke røbe for meget af handlingen, da den er bygget op på overraskelsesmomentet.  Men jeg kan gribe fat i historiens opbygning. En person taler til os, en ny kommer på, nr. et forsvinder, en tredje dukker op, nr. to forsvinder og nr. fire kommer frem på skærmen etc. Fint lagt tilrette. Dialogen er derimod ikke stensikker.  I nogle passager lyder det som en oplæst dagbog skrevet af en 1.g.pige, andre gange er det gadesprog. Det har sine pointer, men spørgsmålet er, om det er holdbart.

Men det er imponerende, at Teater  V i flere år har interesseret sig for ny dansk dramatik og arbejdet med de yngste dramatikere. Det er også spændende med dette teaterforsøg.  Spørgsmålet er, om det kan betale sig at tage så høj en billetpris. Jeg tror det kan afskrække mange, ikke mindst fordi der lige nu er alskens gratis tilbud på nettet.  Det kostede endda ekstra at være med til eftersnak. Men der var jeg stået af, for historien var så brutal og kantet, at jeg havde brug for en lille pause bagefter.

Det er et interessant forsøg, som Teater V med god professionalisme har gennemført. Men jeg tror, at man skal finde et prisleje for billetterne, hvor alle har lyst til at være med – og måske også  et indhold, der ikke tangerer de mest vulgære tv-programmer.

Se alt på Teater Vs hjemmeside:

www.teater-v.dk

SAFE SPACE

Til og med 6. juni 2020

LIVEFORESTILLING – SKABT TIL AT VÆRE ONLINE

Nyt dansk Digidrama.

Medvirkende: Filippa Suenson, Lucia Vinde Dirchsen, Theresa Hedelund, Mathias Bøgelund og Mette Maria Ahrenkiel

Koncept og Iscenesættelse: Pelle Koppel

Manuskript: Nanna Berner (Vinder af Dramatisk Debut 2020)

Bearbejdelse: Pelle Koppel

Musik og lyddesign: Marcus Aurelius Hjelmborg

Forestillingsleder: Pernille Rosa Thomsen

Teknisk afvikling: Baldrian Sector

Lyd- & Videotekniker: Søren Knud Christensen

Videotekniker: Alex Christoffer Rasmussen

Teknisk Design: OMNIVOX

Dramaturg og Kreativ Producer: Emil H. Christiansen

Producent: Teater V

Varighed: Ca. 55 minutter

 

Billetpris: 140 kr – billigere for unge.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *