Anmeldelse, Ulla Strømberg.
Pariseroperaen, Garnier – premiere på ny Neumeier-ballet: “Le Chant de la terre” med musik af Gustav Mahler.
Han er elsket i Hamborg, i København, ja alle vegne. Derfor er det måske helligbrøde at sige, at den nye ballet af John Neumeier, et bestillingsværk til Pariseroperaen, i høj grad er gammeldags og viser en koreograf ovre i det alt for poetiske og repeterende hjørne. Neumeiers styrke ligger i handlingsballetterne, men den smule handling, som trækkes ned over Mahlers ”Das Lied von der Erde”, bliver næsten patetisk i stedet for vedkommende. Ikke mindst de mandlige danseres trin og bevægelser har alt for mange tråde bagud og synes fattige og afstumpede. Åh, blot ét nyt trin, men nej. Spørgsmålet er, om den moderne, klassiske ballet er stagneret.
Loftet i Pariser-operaens foyer. Foto US.
I øvrigt er John Neumeier denne gang både koreograf, scenograf, kostumier og manden bag lyset. Det kan være farligt at være ene mand – også for en koreograf, der har høstet stor respekt for bl.a. sin ballet over Mahlers 3. symfoni tilbage i 1975.
Mahler skrev værket på et tidspunkt imellem sin 8. og 9. symfoni, hvor han var klar over sin helbredsmæssige situation. Derfor er ”Jordens Sang” et bevægende, smukt, stilfærdigt budskab om livet med døden lige i hælene – i øvrigt med oversat, kinesisk poesi.
John Neumeier er i dag en moden mand, og det kan netop være, at denne opgave er meget personlig. Et blik tilbage på det aktive liv, som han har levet bl.a. igennem mere end 40 år i Hamborg og med 120 balletværker bag sig? Måske, men vi skal jo være med. Til den store Opera Garnier i Paris har man som kunstner pligt til at skabe i stort format.
Men musikken var der – neddæmpet, åh, så neddæmpet og med lange pauser imellem sangene.
L’Opera National de Paris Garnier
Le Chant de la Terre
Musik: Gustav Mahler
Koreografi, scenografi, kostumer, lys: John Neumeier
Premiere d. 24. 2. 2015